Danske mediers dækning af identitetspolitik er partisk og misvisende

Indledning

Identitetspolitik er blevet et heftigt omtalt og debatteret emne i Danmark og danske medier. Fra at blot blive nævnt i 37 artikler i 2015, indgik begrebet i år 2020 i næsten 600 artikler i landsdækkende aviser — en stigning på over 1400% på fem år.1 Men dækningens kvalitet er ikke steget i takt med antallet af artikler. I stedet er mediernes dækning og den medfølgende debat præget af stråmænd og fordrejninger — næsten altid i anti-identitetspolitikkens favør. I denne analyse gennemgår jeg mediedækningen af identitetspolitik, og hvorledes den er med til at skabe og fastholde en skæv forestilling om hvad dette fænomen egentlig er. 

Den journalistiske dækning af identitetspolitik er præget af vinklinger, der er stærkt negative overfor identitetspolitik — vinklinger, der ofte kammer over i noget, der minder om misinformation. Meget journalistisk dækning af identitetspolitik udelader fakta og kontekst, der ville sætte identitetspolitik i et positivt lys. Og da journalistik er meget selvrefererende, ender denne dækning med at blive en slags selvopfyldende profeti. På baggrund af tidligere (misvisende) journalistisk dækning der angiveligt peger på, at identitetspolitik er problematisk, ender dækningen af emnet derfor med at fremstå mere optaget af at bekræfte denne allerede etablerede negative vinkel end i at undersøge, hvad der rent faktisk er op og ned i disse ofte meget komplekse sager.

Den ufuldstændige dækning gør, at det, vi diskuterer i den danske debat sjældent er identitetspolitik som sådan. I stedet tager debatten udgangspunkt i den skræmmeversion af identitetspolitik, danske medier har frembragt gennem en dækning, der er skæv, mangelfuld og urimeligt negativ overfor identitetspolitik. 

Der ér interessante og vigtige debatter, der bør tages om identitetspolitik og dens berettigelse, og der findes også god dækning af disse emner i danske medier. Men min påstand er, at overordnet betragtet er den danske journalistiske dækning og debat om identitetspolitik så skævvredet, at det besværliggør en saglig offentlig debat om emnet gevaldigt. Som en person, der finder meget inspiration og politisk håb i den måde, identitetspolitik kan åbne op for nye forestillinger om, hvad samfundet kan og bør være, er det frustrerende, at debatten ofte foregår på denne måde.

Det er vigtigt at pointere, at jeg ikke søger at antyde, at der i mørke redaktionslokaler rundt omkring i Danmark sidder en anti-identitetspolitisk loge, der har held med at få danske journalister til at fremstille identitetspolitik så negativt som muligt. Tværtimod betragter jeg det jeg identificerer i denne artikel som udtryk for et strukturelt problem: I danske medier er der opstået en formodning om, at identitetspolitik er et negativt fænomen, så hver gang en identitetspolitisk sag opstår, går den journalistiske proces ikke ud på at behandle den med friske øjne, men i at undersøge hvordan denne identitetspolitiske sag nu illustrerer identitetspolitikkens negative sider. Dette er i høj grad et produkt af det jeg kalder den anti-identitetspolitiske anekdotebank som jeg analyserer i første del af denne tekst.

Der eksisterer således (mindst) to udgaver af identitetspolitik. For det første har vi den ægte vare; En tilgang til politik, hvor man har fokus på at gøre op med de undertrykkelsesmekanismer, der rammer grupper og individer med minoritetsidentiteter; og så den fortælling om identitetspolitik, der cirkulerer i danske medier, hvor en samling løsrevne anekdoter samles under betegnelsen på trods af enorme, substantielle forskelle. Denne begrebsforvirring understreges af, at andre begreber såsom ”krænkelseskultur”, ”politisk korrekthed” og senest ”wokeness,” bruges til at beskrive selvsamme (forestilling om et) fænomen. Det er mediefortællingen om identitetspolitik osv., og ikke den politiske bevægelse, jeg analyserer i denne artikel.

Udover indledningen, som du læser nu, og konklusionen, består teksten af tre dele, der hver behandler ét aspekt af den journalistiske dækning. Den første handler om den kontekst medierne benytter sig af i deres dækning — hvad jeg kalder den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Den anden del omhandler den journalistiske dækning af enkeltsager — en dækning der er præget af udeladelser og usaglighed. Og den tredje del omhandler hvorledes en af de mest benyttede journalistiske kilder i dækningen af identitetspolitik, Jacob Mchangama, bidrager til den urimeligt negative fortælling om identitetspolitik.  Hver del kan læses for sig selv, men jeg anbefaler man læser alle tre. Hvis man kun læser én del (eller ingen af dem), kan man med fordel slutte af med, at læse analysens konklusion der samler op på alle tre dele. I det følgende beskriver jeg kort de tre analyser jeg udfolder mere grundigt i de enkelte dele.

Den anti-identitetspolitiske anekdotebank

Det er særligt problematisk, at dækningen af netop identitetspolitik generelt er mangelfuld. Et af de bærende elementer hos dem, der bekymrer sig om identitetspolitik, er nemlig at selvom de enkelte hændelser måske kan virke som bagateller, er det vigtigt, man ser på dem som udtryk for det samlede billede. For at forstå truslen fra identitetspolitik, siges det, må man betragte alle de identitetspolitiske hændelser som én samlet bevægelse.

Denne præmis kommer især til udtryk i, det jeg behandler i den første del af teksten — det jeg kalder den anti-identitetspolitiske anekdote-bank: en samling anekdoter om de identitetspolitiske hændelser fra de seneste par år, der fungerer som tilbagevendende referencer, når en ny identitetspolitisk sag dækkes. Næsten alle artikler om en identitetspolitisk hændelse refererer til et par stykker af disse anekdoter for at illustrere, at denne nye hændelse blot er endnu et eksempel i en lang række af hændelser, der udløber af den samme identitetspolitiske bevægelse og tankegang.

Problemet med denne anekdotebank er, at nærmest alle dens anekdoter er misvisende. Fordi danske medier oprindeligt dækkede hændelserne upræcist og ufuldstændigt — meget ofte i anti-identitetspolitisk favør — ender denne anekdote-bank med at være fyldt af de anti-identitetspolitiske versioner af hændelserne fremfor fuldgyldige referater af, hvad der rent faktisk fandt sted. At danske medier konsekvent benytter sig af denne anekdotebank som konteksten for deres dækning indebærer således at dækningen i sit udgangspunkt og helt af sig selv vinkles negativt overfor identitetspolitik. 

Når vinkling bliver til kendsgerninger

I anden del af teksten fremhæver jeg Weekendavisens skæve dækning af sagerne på Det Danske Akademi og Kunstakademiet. Her dokumenterer jeg at dækningen af disse to sager var særdeles upræcis, og at Weekendavisen udelod fakta, der kunne have sat identitetspolitikken i nuanceret lys. Jeg peger også på hvordan øvrige danske medier, fremfor selv at undersøge sagerne, accepterede Weekendavisens skarpt vinklede udlægning som kendsgerninger, og resten af debatten om disse ting derfor i høj grad forløb på det underoplyste grundlag Weekendavisen lagde ud med. 

Ufuldstændig dækning af enkeltsager er uundgåelig i journalistik. Det er en genre, der er defineret ved sin pladsmangel, og det er ikke rimeligt at forvente, at en journalistisk tekst dækker hvert eneste element af en sag. Dækningen af identitetspolitik er dog særdeles ufuldstændig, og påfaldende ofte i en retning hvor denne ufuldstændighed fremmer en negativ forestilling om identitetspolitik. Og da dækningen af hver ny sag gentager forudgående skæv dækning af tidligere sager som ”beviser” for, at der her er tale om en tendens, reproducerer den skæve, anti-identitetspolitiske dækning således sig selv, fordi der sjældent bliver sat journalistisk spørgsmålstegn ved dens præmisser.

Den anti-identitetspolitiske debattør sætter dagsordenen

I tredje del af analysen undersøger jeg en meget populær kilde i mediedækningen af identitetspolitik, Jacob Mchangama, der er direktør for den uafhængige tænketank Justitia. Særligt i debatten om Københavns Universitets nye retningslinjer mod krænkelser var Mchangama en af mediernes mest benyttede kilder — han var del, enten som kilde eller forfatter, i over en femtedel af de artikler landsdækkende medier publicerede om sagen. 

Mchangama var særdeles kritisk overfor de nye retningslinjer som han påstod var udtryk for en ”krænkelseskultur,” der truede den akademiske frihed. Men som jeg dokumenterer, baserede Mchangama sin advarsel, der flugtede med hans generelle modstand mod identitetspolitik, på manipulerende anekdote-fortælling og endda et decideret falsum om lignende retningslinjer i udlandet. At Mchangamas ideologisk betingede og empirisk svage analyse af denne sag endte som en slags objektivt udgangspunkt for debatten, illustrerer hvorledes anti-identitetspolitiske debattører ofte fremstilles som neutrale observatører, og får lov til at sætte mediernes dagsorden i disse sager.   

At jeg har så ensporet fokus på mediedækningen, indebærer, at jeg springer over en masse ting, der kunne være interessante at udforske. Det allervigtigste aspekt, jeg udelader er, at identitetspolitik er den mest fremtrædende form for moderne anti-racisme, anti-sexisme osv. Så uanset hvordan man vender og drejer det, er modstanden mod identitetspolitik også modstand mod anti-racisme og anti-sexisme. 

Det, jeg viser i denne artikel er, at i Danmark føres denne kamp ofte ud fra et særdeles uoplyst grundlag, og at danske medier har spillet en vigtig rolle i, at skabe og fastholde et uoplyst grundlag for at vurdere hvorvidt denne form for anti-racisme osv. er fornuftig og produktiv. Her har medierne svigtet sin opgave om at oplyse befolkningen. Således kan modstanden mod identitetspolitik betragtes som del af den højredrejning der er sket i dansk politik i de seneste årtier. Hvordan dette præcis manifesterer sig politisk og ideologisk, bliver dog ikke behandlet meget i denne analyse.

Analysens samlede længde vidner om, at det er svært og besværligt at danne sig et overblik over den problematiske mediedækning af identitetspolitik. Men længden er desværre nødvendig. Der er nemlig meget sjældent tale om decideret fusk og løgn i den journalistiske dækning. I stedet består dækningen af alskens små upræcisheder der hver især kræver tid og plads at udrede. Så det tager tid og energi at udrede disse ofte meget komplicerede sagers rette sammenhæng, men det er netop det jeg forsøger at gøre i denne analyse, hvor jeg forsøger, at vise hvordan disse mange små upræcisheder hænger sammen og skaber en særdeles misvisende fortælling om identitetspolitik. 

Denne analyse skal ikke betragtes som en systematisk gennemgang af al mediedækning af identitetspolitik. Men på baggrund af grundig læsning af utallige artikler om identitetspolitik, har jeg udvalgt eksempler på kritisable mønstre, jeg har bemærket i hvordan danske medier generelt dækker dette emne.2 Disse eksempler er ikke valgt, fordi de er særligt grelle, men fordi de er typiske for denne dækning. Ved at fokusere på enkeltelementerne såsom anekdotebanken, journalistik dækning af specifikke sager og måden hvorpå debattører sætter dagsordenen, håber jeg således at belyse helheden, og påvise at den danske dækning af identitetspolitik overordnet set er misvisende, og skaber et ringe grundlag for en debat om disse vigtige spørgsmål.

Del 1: Den anti-identitetspolitiske anekdote-bank

En af journalistikkens bærende opgaver er, at sætte hændelser i en kontekst der gør dem lettere at forstå for publikum. En formidlingsopgave der har store konsekvenser for hvordan offentligheden opfatter de nye hændelser såvel som den kontekst de sættes i. Men konteksten om identitetspolitik, danske medier formidler til sit publikum, er alt for ofte ikke hentet fra virkeligheden, men fra hvad jeg har valgt at kalde den anti-identitetspolitiske anekdote-bank. Dette skaber en slags selvopfyldende dækning, hvor kendsgerninger omkring nye sager skæres fra eller underbelyses, så kun de elementer af historien, der passer til den kontekst, man henter i den anti-identitetspolitiske anekdote-bank, står tilbage.

En af de helt store udfordringer for den journalistiske dækning af identitetspolitik er nemlig, at langt de fleste af disse sager er meget komplicerede, og indeholder mange lag og elementer, der peger i forskellige retninger. Sådan kompleksitet er en udfordring for journalistikkens metodiske behov for at simplificere hændelser, der sker i verden. Måden hvorpå journalistikken formidler disse hændelser sker typisk ved, at sætte dem i en kontekst, som ens publikum i forvejen er bekendt med. På den måde viser man hvorledes denne nye hændelse er del af en bredere tendens, og derfor nyhedsværdig.

I danske medier er konteksten for nye identitetspolitiske sager meget ofte identisk med den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Et journalistisk valg der næppe blot er udtryk for praktiske overvejelser såsom pladsmangel eller korte deadlines. Som jeg påviser i del 2 af, er det svært at komme udenom, at enkelte medier og journalister, der dækker identitetspolitik, tilsyneladende gør det ud fra en oprigtigt ideologisk modstand mod identitetspolitik — og af den grund vinkler identitetspolitikken negativt.

Dette er fint — jeg vil gå så langt til at sige at det faktisk er godt, at journalister dækker de emner, der interesserer dem, også selvom den interesse udspringer af politiske holdninger. Det bliver dog et problem, når journalisterne og medierne øjensynligt lader deres ideologiske mål om at bekæmpe identitetspolitik forplante sig til deres journalistiske output, ved eksempelvis at udelade vigtige kendsgerninger som ville have gjort det sværere at fastholde den anti-identitetspolitiske vinkel.  

Det bliver endnu mere problematisk når denne skæve dækning ender i anekdotebanken, og man i denne generelle journalistiske erindring om hændelserne overser, at der oprindeligt var en masse elementer og nuancer der gjorde sagen langt mere kompleks end den nu fremstår i anekdotebanken. Den skævvredne dækning af identitetspolitik er dog ikke noget, danske journalister selv har opfundet. Denne tilgang stammer fra USA og Storbritanniens giftige højrefløjsmedie-økosystem, og har siden spredt sig til Danmark.

Importen fra USA 

Danske mediers tidlige dækning af identitetspolitik bestod ofte af rapportering hentet i udenlandske medier, hvor der igennem mange år, og endnu skævere dækning end i Danmark, er blevet opbygget en stor anti-identitetspolitisk anekdotebank (jeg omtaler denne mere i delen om Jacob Mchangama, der baserer sin advarsel mod Københavns Universitets retningslinjer mod krænkelser på den engelsksprogede anekdotebank).

Det vil sige, at danske medier bragte og stadig ofte bringer, hvad der de facto er oversættelse af et udenlandsk medies journalistik om identitetspolitik uden de store tilføjelser. Artikler om amokløben identitetspolitik især på universiteter i USA og Storbritannien var fra 2015 og frem med til at skabe et billede af identitetspolitik som noget gakket, hvor folk bliver krænket over det mindste og angriber det hårdt — måske endda med såkaldte cancel-motiver, hvor det angrebne søges udraderet. En fortælling om venstrefløjen der er langt fra virkeligheden, men er blevet en central påstand i højrefløjens kulturkamp. 

Det er denne form for urimeligt negativ og ofte misvisende dækning, danske medier nu har indført i deres dækning af danske sager — en journalistik der har vist sig at have god klangbund hos læserne, muligvis fordi ”identitetspolitik” allerede var blevet etableret som en negativ tendens, der fandtes i USA og Storbritannien og måske var på vej mod Danmark. Så før jeg analyserer danske mediers egen anti-identitetspolitiske anekdotebank er her et par eksempler på hvordan danske medier benytter den engelsksprogede anti-identitetspolitiske anekdotebank.  

Der er alskens eksempler på artikler i denne genre, hvor danske medier bringer historier om, hvordan identitetspolitikken igen er gået amok i udlandet. Især den højreorienterede del af den engelsksprogede presse, f.eks. de dusinvis af aviser, der er ejet af Rupert Murdoch, er leveringsdygtige i disse historier, og i danske redaktionslokaler er der tilsyneladende stor interesse for disse mediers dækning af identitetspolitik. 

Nærmest alle disse sager illustrerer, hvor central for den anti-identitetspolitiske dækning det er at blæse en meget lille ting ud af proportioner. I et illustrativt eksempel fra 2021 skrællede BT en historie fra Murdoch-ejede The Sun hvor et par kritiske tweets om filmen Grease, og hvorvidt statsejede BBC bør lægge sendeflade til den, blev til en panisk historie om, at nu kommer identitetspolitikerne også efter Grease. Dette blev så i BT til ”Seere raser over Grease: ‘Forbyd den!’”

Men hele artiklen er baseret på to tweets fra umiddelbart helt almindelige mennesker på Twitter — den ene tweet er nu slettet, og den anden er af en person, der skriver, at Grease er hendes yndlingsfilm, men at hun ikke havde lagt mærke til dens sexisme før. Der er ingen opfordring til forbud, noget der angiveligt stod i den nu slettede tweet fra en bruger med 636 følgere.

Et, andet tidligt eksempel i denne journalistiske genre, er artiklen ”Yogahold lukket efter kobling til kulturelt folkedrab”  fra 2015 hvor Berlingske fandt det relevant, at fortælle sine læsere om at kursusstart på et yogahold på et universitet i Ottawa, Canada, blev udsat med et par måneder fordi nogle af deltagerne mente der var tale om kulturel appropriation (med en overdrivelse der er symptomatisk for dækningen af identitetspolitik, påstod Berlingske godt nok at yogaholdet var decideret aflyst, men, som universitetet hele tiden havde påpeget det ville, startede det op igen et par måneder senere). Historien om yogaholdet havde i ugen op til Berlingskes artikel cirkuleret meget i engelsksprogede medier, især dem med højreorienterede tendenser såsom Breitbart og National Review

Er det virkelig relevant for danske medieforbrugere at vide, hvad et par tilfældige englændere mener om Grease? Eller at nogle studerende på et universitet i Canada måtte vente et par måneder længere end planlagt med, at gå i gang med deres yogakursus? Det er svært at argumentere for, at det skulle være tilfældet. Medmindre altså at man betragter sådanne hændelser som del af en større identitetspolitisk og krænkelseskulturel trend, der er vældig farlig. 

Og der var da tilsyneladende også mange, der var dybt forarget over kritikken af Grease. Historien fik tusindvis af vrede reaktioner på BTs Facebook-side, hvor læserne reagerede med foragt overfor dette forsøg på at ”forbyde tanker, idéer og følelser” som en af de mest likede Facebook- kommentarer udtrykker det. 

 Pia Kjærsgaard (DF) og Jan. E. Jørgensen er trætte over, at nogle englændere ikke bryder sig om Grease

Denne form for sensationelle panik-artikler er naturligvis clickbait og formodentlig skrevet for at få flere læsere. Men denne type anti-identitetspolitiske clickbait opretholder også fortællingen om amokløben identitetspolitik. Denne fortælling er blevet meget vigtig for højreorienterede politikere som f.eks. Danske Folkepartis Pia Kjærsgaard og Venstres Jan E. Jørgensen, der på Twitter med udgangspunkt i BTs artikel udtrykte sin træthed over den slags.

Anekdotebanken kommer til Danmark

BT og Berlingskes artikler om Grease i England og yoga i Canada er typiske eksempler på denne form for journalistik hvor anti-identitetspolitiske historier importeres ind i den danske debat fra engelsksprogede medier. De illustrerer hvorledes dækningen af identitetspolitik osv. ofte fremstår mindre optaget af at oplyse om, hvad der rent faktisk foregår i samfundet, end i at overdrive enkelte hændelser til det ugenkendelige så de virker mere skandaløse. Disse overdrivelser bindes så sammen i en slags overdrivelses-omnibus, man kalder identitetspolitik, krænkelseskultur eller lignende. 

Den danske dækning af identitetspolitik begyndte med denne slags upræcise, overdrevne dækning af hændelser i udlandet, men har nu forplantet sig til dækningen af hændelser i Danmark. En anti-identitetspolitisk journalistik, der fungerer ved, at man skærer kendsgerninger fra, der ikke passer ind i den anti-identitetspolitiske vinkel for så til gengæld at overdrive de kendsgerninger, der passer med vinklen — nogle gange på måder, hvor overdrivelsen bliver til decideret uvederhæftighed.

Et afgørende element her er, at denne dækning er kumulativ: når danske medier bringer en ny misvisende artikel om identitetspolitik, enten i Danmark eller udlandet, præsenteres denne nye sag som eksempel på en tendens. Denne tendens består så af henvisninger til tidligere misvisende historier om amokløben identitetspolitik. Denne metode er den anti-identitetspolitiske anekdote-bank. 

På den måde bliver den danske dækning af identitetspolitik en polariserende evighedsmaskine af misinformation, der bevæger sig længere og længere væk fra virkeligheden, eftersom den tager udgangspunkt i sin egne ukritiske videreformidling af forudgående upræcis dækning.

I det følgende undersøger jeg denne anti-identitetspolitiske anekdote-bank. Den fungerer oftest på ret subtil vis, hvor anekdoterne der hives frem teknisk set refereres korrekt, men på en meget overfladisk måde, hvor den refererede sag præsenteres nøjagtigt, så identitetspolitikken stilles i værst muligt lys. 

Anekdotebanken som kontekst i nye sager

En af de første store identitetspolitiske sager i den danske debat opstod, da dekanen på Københavns Universitets jurastudie i september, 2018 bad tutorgruppen om at afskaffe en introtradition, der bestod i, at nye studerende skulle klæde sig ud i stereotype kostumer. En grund til, sagen blev så stor med dusinvis af artikler om sagen i landsdækkende medier, var formodentligt, at den blev betragtet som det hidtil værste eksempel på en gryende identitetspolitik på danske universiteter.

Udklædningstraditionen kunne ifølge ledelsen virke fremmedgørende på studerende, der f.eks. tilhørte den minoritet, der blev stereotypificeret, og var derfor ikke passende som led i intro-arrangementer, der har det mål, at byde nye studerende velkommen og skabe et stærkt socialt fællesskab på studiet. En artikel om sagen i Berlingske, ”Tre klager førte til, at 750 studerende ikke må klæde sig ud som indianere og mexicanere,” er en perfekt illustration af, hvordan den anti-identitetspolitiske anekdote-bank fungerer ved, at man på misvisende baggrund sammenstiller den nye identitetspolitiske sag med en bredere, identitetspolitisk tendens ved at referere til tidligere hændelser, der angiveligt skulle være del af samme tendens. 

I denne artikel er fremstillingen af udklædnings-sagen skarpt vinklet men ikke decideret forkert. Til gengæld er flere af de anekdoter, der bruges til at fremstille denne sag som del af en problematisk bevægelse, ledt af ”ganske få aktivistiske studerende,” fortalt på en måde der er ufuldstændig, men sætter den angivelige bevægelse i et særdeles negativt lys. 

Den journalistiske kontekstualisering består således af, at fremstille sagen som et eksempel på en identitetspolitisk tendens hvor ”Kritikere frygter, at der bliver skabt et miljø, hvor den frie tanke bliver stækket af overdrevent hensyn til andres selvopfattelse” som Berlingske skriver om udviklingen på danske universiteter. De peger også, som det ofte gøres i dækningen af identitetspolitik, mod USA og Sverige som steder hvor det allerede står endnu værre til med de identitetspolitiske studenteraktivister.3

Men avisen lykkes kun med at fremstille tendensen som reel fordi de tidligere hændelser præsenteres på en måde der er vildledende. I stedet for at beskrive hvad der egentlig fandt sted i disse forudgående hændelser, refereres flere af dem på en måde, der er upræcis og misvisende. Til gengæld er disse upræcise referencer fremragende til, at opretholde vinklen om, at denne nye hændelse skulle være del, af en fremadstormende problematisk tendens, hvor den frie tanke på danske universiteter skulle begrænses af et fåtal ”identitetspolitiske aktivister”.

Udover sagen om kostume-festen på Jura, nævner Berlingske to danske eksempler på denne tendens, hvor ”identitetspolitiske aktivister” har haft held til ”at indføre nye normer, selv om de er forsvindende få.” Det ene eksempel er, at man på Copenhagen Business School har ”udstyret toiletterne med kønsneutrale skilte efter ønske fra studerende.” Berlingske uddyber ikke hvad toiletskilte har, at gøre med den ”frie tanke” som den slags tiltag angiveligt er et opgør med.

Det andet danske eksempel på tendensen lyder langt mere foruroligende — men kun fordi Berlingske har valgt at referere det særdeles misvisende. Her påstår Berlingske at et tidligere eksempel på denne tendens var da Inger Støjberg blev ”forhindret” i ”at komme til orde under en interviewsamtale” på Københavns Universitet tidligere i 2018. Den oplagte fortolkning af dette referat er, at Støjberg indgik i en offentlig interviewsamtale, men den blev afbrudt og afsluttet pga. protester fra publikum. Men i Uniavisens dækning af denne begivenhed står der: 

”Gruppen [bag aktionen] skriver i en kort meddelelse, at de var 25 studerende, der netop som interviewet med Støjberg gik i gang, afbrød ministeren ved på skift at rejse sig op i salen og læse eksempler op på de menneskelige konsekvenser, som stramningerne af udlændingeloven har haft.

De havde også ophængt et banner op ved indgangen med teksten »Asylstramninger ødelægger liv«, og gruppen råbte »Din politik slår ihjel,« da de efter fem minutter frivilligt forlod arrangementet.”

Der var altså tale om en, meget kort og midlertidig afbrydelse. I Uniavisens artikel konkluderer Inger Støjberg da også, at man ikke på nogen meningsfuld måde kan sige, at hun, altså udover i fem minutters tid, blev ”forhindret” i at komme til orde: Støjberg ”glæder sig over, at de ikke fik noget ud af deres aktion. »Debatten gik jo bare videre bagefter,« siger ministeren.” 

Dette kan man så sammenstille med Berlingskes påstand om at tidligere i år ”forhindrede en løs gruppe samfundsvidenskabelige studerende […] integrationsminister Inger Støjberg (V) i at komme til orde under en interviewsamtale.” Teknisk set korrekt men næppe retvisende for en midlertidig afbrydelse, som selv Støjberg ikke fandt ødelæggende for samtalen.

En anden anekdote, der refereres i Berlingske, handler om en sag fra Sverige, der ifølge artiklens primære kilde, den stærkt anti-identitetspolitiske lektor Marianne Stidsen, er endnu længere nede ad den identitetspolitiske deroute, danske universiteter bevæger sig ind på: ”I et andet svensk eksempel blev en professor fra universitetet i Lund irettesat og socialt udstødt for at nægte at undervise i queer-teoretikeren Judith Butler i et fag, hvor det ikke gav mening.” Denne anekdote er vel at mærke, ikke tilskrevet Marianne Stidsen, men er noget Berlingske påstår på egen hånd.

Som så ofte før er der her tale om en meget kompliceret sag, og i typisk anekdotebank-stil vælger Berlingske at præsentere den anti-identitetspolitiske parts fortælling, som en fuldgyldig og objektivt sandfærdig version af sagen. Men dette referat er hverken fuldgyldigt eller sandfærdigt. 

Den korte version af sagen er, at på Lund Universitet foreskriver retningslinjer, at 40% af et pensums tekster skal være skrevet af kvinder — om end denne regel kan fraviges, hvis det er nødvendigt. Den nævnte professor underviste i et fag, hvor Judith Butler tidligere havde været på pensumlisten, men som han så valgte at fjerne fra pensum. Ledelsen opfordrede derefter den omtalte professor til at lade Butler vende tilbage til pensum så andelen af kvindelige forfattere i hans pensum forøgedes fra 15,2% til 16,2%.  

Men underviseren nægtede pure at indgå dette kompromis. Han lod godt nok Butler forblive på pensum, men undlod, at undervise i den inkluderede tekst. Berlingske skriver endvidere, at det ”ikke gav mening” at inkludere Butler i pensum. Men det virker usandsynligt al den stund at Butler jo var del af pensum på faget, inden den Butler-skeptiske professor pillede hendes tekst af pensum. Og Berlingske uddyber da heller ikke hvorfor det ikke skulle give mening, at inkludere Butler i et pensum hun før havde været del af. 

Det tyder på, at Berlingske her præsenterer underviserens egen mening om hvorvidt Butler hørte til på pensum som en objektiv kendsgerning. En uenig studenterrepræsentant udtalte dog om sagen til Forskerforum.no: ”vi synes, det er ekstremt viktig at kvinner og kvinners meninger ikke tas ut av et kurs om politisk historie. Den feministiske kritikken er viktig, og det feministiske perspektivet var ikke inkludert.” En helt legitim holdning, der dog skrives fuldstændig ud af historien i Berlingskes misvisende videregivelse af sagen. 

At professoren skulle være blevet socialt udstødt er også udelukkende noget han selv påstår, og ligesom forestillingen om at Butler ikke ”gav mening” at inkludere, er det ikke noget, Berlingske øjensynligt har verificeret — de viderebringer blot professorens udlægning som var den objektivt korrekt.4 At man på den måde præsenterer angivelige ofre for identitetspolitikkens ord som objektiv sandhed uden at tjekke om deres påstande overhovedet passer, er et tilbagevendende element i den danske dækning af identitetspolitik. 

En tredje anekdote, der bruges til at optegne den tendens kostume-sagen angiveligt var en del af, er også en klassiker i genren, hvor en anti-identitetspolitisk kilde forsimpler det identitetspolitiske argument så meget, at det bliver til en decideret stråmand. Men stråmanden fremstilles af mediet, som var det en korrekt beskrivelse af hvad identitetspolitikere mener og vil.5

Marianne Stidsen fremhæver her hvorledes, ”Scarlett Johansson for eksempel ikke må spille en transkønnet, fordi hun ikke selv er transkønnet”. Men dette er en voldsom forsimpling af endnu en kompleks sag. Berlingske forsøger dog ikke at oplyse sine læsere om sagens rette sammenhæng og præsenterer alene Stidsens misvisende fortælling, der f.eks. overser, at en del af kritikken gik på, at det ville give rigtig god mening at give de få roller om transpersoner, der findes i moderne film, til transkønnede skuespillere.6

Det er bl.a. disse tre særdeles misvisende fremstillinger af anekdoter, der ligger til grund for påstanden om, at kostumesagen på Jurastudiet er udtryk for ”et miljø,” der skulle være i vækst på universitet ”hvor den frie tanke bliver stækket af overdrevent hensyn til andres selvopfattelse”. Men hvis dette miljø fandtes i virkeligheden, skulle man tro Berlingske kunne pege på reelle eksempler på hvad der foregår i dette miljø. I stedet forfalder de mestendels til manipulerende anekdoter og stråmænd, ofte ved fuldstændig ukritisk, at videreformidle den stærkt anti-identitetspolitiske Marianne Stidsens vildledende påstande som var de sande og retvisende. Om dette miljø findes i virkeligheden er tvivlsomt, og Berlingskes indsats for at bevise dets eksistens har store mangler.

Anekdotebanken som politisk værktøj

Det kendetegner danske mediers dækning, at hele identitetspolitik-fænomenet bindes an på misvisende anekdoter og stråmands-argumenter. Denne dynamik sås også i dækningen af afskaffelsen af endnu en universitetsintrouge-tradition, der gik ud på at stereotypisere ikke-danskere. Denne gang var det ledelsen på Københavns Universitets Statskundskabsafdeling der bad tutorer om, at afskaffe en tradition, hvor nye studerende blev inddelt i lande, som de derefter blev bedt om at repræsentere i løbet af introforløbet. Ikke overraskende endte dette ofte med karikaturer på forskellige landes befolkninger. Derfor påpegede ledelsen, at studerende fra andre lande ikke skulle føle, at deres tilhørsforhold blev reduceret til en introtursgimmick, medstuderende kunne grine af. Men igen vakte beslutningen stor forargelse, og blev i medierne fremstillet som endnu et eksempel på den identitetspolitiske tendens.

Også her illustrerer Berlingskes dækning af sagen, et aspekt af hvordan den anti-identitetspolitiske anekdotebank fungerer. I dette tilfælde er det nemlig ikke journalisten selv, der fremfører de misvisende anekdoter, men en kilde der uimodsagt får lov til at præsentere nogle anekdoter, der så fremstilles som nøgterne beviser for, at den farlige identitetspolitik findes og vokser sig større. Sjældent faktatjekkes anekdoterne, men fremstilles i stedet blot som retvisende selvom de i nærmest alle tilfælde er vældig misvisende som tilfældet var, da Stidsens påstande i artiklen om kostume-sagen på Jura-studiet blev ukritisk videreformidlet som var de objektivt sande. 

I artiklen om landetraditionen lader Berlingske den konservative uddannelses- og forskningsordfører, Katarina Ammitzbøll, henvise til nogle sager fra anekdotebanken, der ifølge hende viser, hvorfor det er bekymrende når ledelsen på Statskundskab giver efter for en ”krænkelseskultur”. Men disse sager opsummeres på en utrolig overfladisk måde og giver ikke læseren mulighed for at vurdere, om de virkelig passer så perfekt ind i den fortælling Ammitzbøll og Berlingske fremmer om ”et mindretalstyranni, som bestemmer, hvem der nu skal føle sig krænket”. 

Hele Ammitzbølls argument er bundet op på den tilbagevendende anti-identitetspolitiske pointe om, at man skal betragte identitetspolitikken som en samlet bevægelse. Denne undseelige enkeltsag er kun værd at diskutere fordi den er ”dråben, der nu får tålmodighedens bæger til at flyde over,” som Ammitzbøll udtrykker det. 

Berlingske refererer derefter de sager, der har fyldt bægeret op:

Først “de nu forbudte mexicanerfester på Københavns Universitet”. Men der er ikke noget ”forbud” mod ”mexicanerfester” på Københavns Universitet. På Jura bad dekanen til gengæld, ret fornuftigt for et universitet, der gerne vil tiltrække udenlandske studerende, de studerende om ikke at bruge universitetsmidler på arrangementer, der tager udgangspunkt i fordomme baseret på etnicitet og nationalitet. Hændelsen fandt desuden sted på Jura, men er nu i Berlingskes henvisning til sagen to år senere blevet til decideret ”forbud” på hele Københavns Universitet. 

Berlingskes referat er ikke decideret løgnagtigt, men er efter alt dømme ikke skrevet med det formål, at give læseren et så fuldgyldigt overblik over sagen som muligt, men nærmere at give læseren det indtryk af sagen, der sætter ”identitetspolitikken” i så dårligt lys som muligt. Nøjagtig samme måde som de brugte misvisende fortællinger om forudgående sager til, at kontekstualisere mexicanerfest-sagen dengang dén rullede. Den upræcise dækning af én identitetspolitisk sag videreføres således som grundlaget for upræcis dækning af en ny identitetspolitisk sag.  

Den anden anekdote, der fremhæves af Ammitzbøll, og ukritisk videreformidles af Berlingske, er sagen om at ”en underviser på CBS følte sig krænket af sangen »Den danske sang er en ung blond pige«” Men ”krænket” er noget, Berlingske/Ammitzbøll selv har fundet på. 

Sagen handler om, at en racialiseret ansat følte sig uvelkommen da hendes kollegaer sang ”Den danske sang er en ung blond pige”. Derefter henvendte hun sig stille og roligt til sin institutleder, der sagtens kunne se hendes pointe og agerede derefter. Institutlederen Mads Mordhorst gjorde det i 2020 helt klart at ”der var ikke nogen krænkelsessag af den simple grund, at der ikke var nogen, som gav udtryk for, at de følte sig krænket.” Underviseren var ikke krænket som Ammitzbøll og Berlingske påstår et par måneder efter Mordhorsts kronik. Hun ”ønskede at rejse en debat på et møde i en særlig kontekst, ikke at få en undskyldning eller forsøge at forbyde sangen”.  

 Institutleder ved CBS, Mads Mordhorst, forklarede i en kronik hos Berlingske, at sang-sagen fra CBS aldrig handlede om krænkelse

Det er således ikke sagens egentlige kendsgerninger der har fyldt Ammitzbølls anti-identitetspolitiske bæger, men en virkelighedsfjern fortælling om en ”krænket” underviser. Desværre oplyser Berlingske ikke sine læsere om, at Ammitzbølls referat af sagen er særdeles misvisende.7

I den sidste anekdote-reference fortæller Berlingske og Ammitzbøll om sagen hvor ”ledelsen på Københavns Universitet har opfordret undervisere til at undgå at anvende kønnede ord som »mænd« og »kvinder«”. Her er vi ved at være ude i noget der minder om et decideret falsum. Der er nemlig her tale om at ét institut, der efter henvendelser fra ansatte, har rundsendt en e-mail om, hvordan man kan skabe et undervisningsrum, der er mere inkluderende overfor non-binære personer.  Intet med at man generelt ikke må bruge ord som ”mand” og ”kvinde” som Berlingske mere end antyder — og desuden fremstiller noget der fandt sted på ét institut som noget der handler om hele Københavns Universitet. 

Det påfaldende er, at selvom alt Berlingske skriver, teknisk set er korrekt, er hver eneste anekdote præsenteret på en måde, hvor alle nuancer er skåret fra. Berlingskes vinkling her svarer til, hvis en artikel om store fodboldspillere antyder, at Lionel Messi ikke er så god, som han er blevet gjort til, ved udelukkende at referere til hans skattesvindel, de ni straffespark han har brændt i løbet af sin karriere, og at han ikke er så høj som mange andre fodboldspillere. Alle tre ting er teknisk set korrekte, men samlet set giver de næppe et retvisende billede af Messis kvaliteter som fodboldspiller. 

Så i stedet for at give sine læsere et fuldgyldigt, præcist referat af hvad denne identitetspolitiske bevægelse består af, præsenterer Berlingske tre upræcise, skarpt vinklede, forsimplede versioner af nogle komplekse hændelser — med vinklinger der i hvert tilfælde er i den anti-identitetspolitiske retning, og resulterer i, at sagerne lyder voldsommere og mere vidtrækkende, end de er, så Ammitzbølls fyldte, anti-identitetspolitiske bæger fremstår fornuftigt. 

Den objektive anekdotebank

Stort set alle artikler om identitetspolitik indeholder et par af disse anekdoter og næsten altid med en vinkling, der sætter identitetspolitikken i et urimeligt negativt lys. Når så mange journalistiske reportager skarpvinkler i samme retning, ender det med at skabe et forvrænget og unuanceret billede.

At danske journalister har indoptaget dette forvrængede og unuancerede billede af identitetspolitik, blev særdeles tydeligt i en klumme i Politiken fra februar, 2021. Her advarer redaktør Hans Erik Havsteen mod at lade de ideologiske briller skygge for objektiviteten i dækningen af identitetspolitik — umiddelbart en konstruktiv og tiltrængt opfordring. Men i sit forsøg på at beskrive, hvad denne identitetspolitiske tendens består af, peger Havsteen på tre illustrerende anekdoter, som han på trods af sine opfordringer om objektivitet, selv fortæller ud fra netop det anti-identitetspolitiske perspektiv.  

Klummen er skrevet med udgangspunkt i Berlingske-skribentens Bent Blüdnikows kritik af en artikel i New York Times om bustesagen fra Kunstakademiet (som jeg diskuterer i del 2 af denne analyse). Bl.a. fordi New York Times havde talt med en dansk lektor der påpegede ” at der i Danmark er en blindhed over for nationens koloniale fortid,” mente Blüdnikow at ”Med sin artikel om Danmark lægger NYT sig fast på en identitetspolitisk linje, hvor pluralisme og alsidighed synes underordnet ideologiske korstog.” 

Og selvom Havsteen ikke deler alle Blüdnikows kritikpunkter, er han enig i, at artiklen fra New York Times var et ”ubehageligt eksempel på, at den amerikanske presse ofte ganske ukritisk angriber alt, hvad der blot antydningsvis strider imod de enkelte redaktioners ideologiske verdensbillede.”8 For at give læserne lidt kontekst om New York Times’ ideologiske verdensbillede skriver Havsteen, at ”det er langtfra første gang, at New York Times træffer kritisable beslutninger på redaktionen,” der angiveligt udspringer af den identitetspolitiske retning, avisen er på vej i. Men Havsteens referat af disse ”kritisable beslutninger”, er meget misvisende.

I det følgende kigger jeg nærmere på hvordan Havsteen præsenterer den identitetspolitik der øjensynligt nu dominerer New York Times’ ideologiske verdensbillede. For på trods af at Havsteen plæderer for, at man skal fortælle om identitetspolitik ”så klart, kritisk og objektivt som muligt,” henter han sin egen fortælling om hvad identitetspolitik er i den anti-identitetspolitiske anekdotebank som jo er det modsatte af klar, kritisk og objektiv. De anekdoter han henviser til, er således upræcist refereret — hver gang i den anti-identitetspolitiske retning. 

Først skriver Havsteen at avisen har ”droppet karikaturtegninger i avisens internationale version (for ikke at støde læsere fra sig)”. Dette er lidt forsimplende men teknisk set korrekt. Det var en beslutning, der fulgte en (berettiget) kritik af, at en tegning, der skulle forestille Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu, var anti-semitisk, noget som blandt andet blev kritiseret i heftige vendinger af New York Times’ konservative skribent Bret Stephens. At ændringen altså skete som respons på kritik fra højrefløjen står således i modsætning til det indtryk, læseren får fra Havsteens påpegning af avisens ”ideologiske verdensbillede,” der kraftigt antydes at være ”identitetspolitisk” — på den venstreorienterede måde.

Den anden anekdote, som Havsteen gengiver, er en påstand om ”medarbejdere, der sagde op som følge af et ensartet ideologisk klima.” Personen, der (af en eller anden grund i flertal) refereres til, er formodentlig Bari Weiss. Men her gør Havsteen det samme som Berlingske i sagen om den svenske Butler-skeptiske lektor. Han præsenterer Weiss’ egen og med al sandsynlighed misvisende version af sagen, som var det en objektiv kendsgerning. 

Det er sandt, at Weiss har turneret meget med den påstand, Havsteen her præsenterer som fakta, og sagen har da også været med til at gøre Weiss til en velkendt figur i debatten om wokeness. Men at Weiss skulle have forladt New York Times udelukkende pga. et ensartet ideologisk klima er en voldsom forsimpling af sagen. Og det er i hvert fald ikke en af de objektive observationer, Havsteen efterspørger, men Weiss’ egen, i sagens natur meget subjektive fremstilling. Weiss havde ganske rigtigt gjort sig upopulær blandt nogle af sine kolleger. Men hendes manglende popularitet havde efter alt at dømme ikke meget med hendes ideologiske ståsted at gøre, men rettere at hun agerede illoyalt overfor sine kolleger, og på særdeles tynd baggrund bagtalte dem på bl.a. Twitter.

 Flere journalister fra New York Times dementerede Bari Weiss’ påstande om hvad hun kaldte en “borgerkrig” på New York Times mellem de woke og ikke-woke medarbejdere

Et par uger, før hun med stort ståhej forlod avisen, havde hun f.eks. spredt urigtige oplysninger om et internt møde på New York Times, hvor Weiss på baggrund af egne fejlagtige påstande, fremstillede en kompleks og flertydig debat som en sort/hvid kamp mellem avisens woke og ikke-woke medarbejdere. Det var formodentligt hændelser som dette, og ikke et ”ensartet ideologisk klima,” der havde gjort arbejdsklimaet sværere for hende. Men Havsteen nævner intet af dette. 

Den tredje anekdote er sagen om Don McNeil, der opsummeres som, at New York Times skulle have ”afskediget en anerkendt medarbejder, der havde brugt n-ordet i en undervisningssammenhæng.” Her består Havsteens referat af decideret forkerte oplysninger: Først og fremmest forlod McNeil ikke avisen, fordi han ”havde brugt n-ordet”. Denne brug var én af adskillige klager, der blev fremsat af deltagere på en studietur, som McNeil deltog ved i 2019 som repræsentant for New York Times. 

Sagen har mange facetter, men den korte version er, at da klagerne først kom frem i 2019 blev McNeil irettesat, men udover det fik det ingen ansættelsesmæssige konsekvenser. Da sagen i starten af 2021 blev afdækket af The Daily Beast, førte det til meget debat, som McNeil endda efter eget udsagn greb ringe an. Som han selv skriver, var det ikke pga. n-ordet, han blev “fyret” — “fyringen” var nærmere et resultat af det lange og komplekse efterspil, der fulgte The Daily Beasts dækning.9

Havsteen virker altså her til at fremstille McNeil sagen som et resultat af den identitetspolitiske drejning New York Times angiveligt har taget, på trods af at selv McNeil betragter sagen som udtryk for langt mere komplekse dynamikker. I modsætning til, hvad Havsteen påstår, blev McNeil i øvrigt heller ikke afskediget men valgte selv at forlade avisen. N-ordet blev heller ikke ytret i en undervisningssammenhæng, som Havsteen påstår, men under en frokostpause

Så selvom sagen om McNeil er problematisk og kompleks, er det hverken klart, kritisk eller objektivt, at reducere det til at det udelukkede handlede om McNeils brug af n-ordet. At Havsteen så også tager fejl i hvordan og under hvilke omstændigheder McNeil brugte n-ordet, får hans opfordring om at man skal fremstille identitetspolitik objektivt, til at klinge endnu mere hult. 

Havsteens dubiøse brug af anekdote-referencer er ikke bemærkelsesværdig men nærmere typisk for, hvordan danske medier benytter sig af anti-identitetspolitiske anekdoter. Det påfaldende her er, at selv i en artikel, hvor der helt eksplicit plæderes for, at man bør referere identitetspolitiske sager ”så klart, kritisk og objektivt som muligt,” ender skribenten med, at benytte sig af den anti-identitetspolitiske anekdote-bank på nøjagtigt samme måde som de artikler, han forsøger at kritisere. 

Jeg tror ikke at Havsteen i virkeligheden er imod identitetspolitik, og godt ved hvordan de her sager faktisk hænger sammen, men vælger at fremstille dem misvisende. Jeg tror faktisk hans opfordring om, at danske journalister skal være mere objektive i deres dækning er helt oprigtig. Men fordi Havsteen nok har det meste af sin information om de her sager fra danske medier, tror han formodentligt at hans opsummeringer ér retvisende. Men det er de ikke — de er udtryk for hvordan danske mediers dækning af identitetspolitik er så skæv, at selv dem der laver dækningen ikke er bevidste om hvor misvisende den er.

Dette er blot et par eksempler på tendensen hvor identitetspolitik reduceres til overfladiske argumenter — eller ligefrem misrepræsenteres — når der skal redegøres for hvordan en ny sag (der så også misrepræsenteres) passer ind i den samlede bevægelse identitetspolitik angiveligt er. Som nævnt i indledningen er denne analyse ikke en systematisk gennemgang af al mediedækning af identitetspolitik. Men jeg vil vove den påstand, at en meget stor del af danske mediers hundredevis af artikler om identitetspolitik benytter sig af den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Anekdoter der fremstiller identitetspolitikken i negativt lys er simpelthen blevet gentaget så mange gange, at de nu blot fremstår som rene kendsgerninger, og der sættes slet ikke spørgsmålstegn ved deres sandhedsværdi længere.

At det forholder sig således er i høj grad et strukturelt problem: journalistik er pr. definition meget selv-refererende fordi det sætter nye hændelser i en kontekst dets publikum forstår – en kontekst de selv har opbygget med tidligere dækning af emnet. Det vil sige, at fordi denne tidligere dækning er upræcis, bliver den nye dækning det også. Således er dansk journalistisk dækning af identitetspolitik blevet en slags misvisende evighedsmaskine, hvor hver ny sag faktisk gør den overordnede dækning endnu mere upræcis, fordi den nu sættes i forbindelse med den misvisende anti-identitetspolitiske anekdotebank.

Det er derfor vigtigt, at danske journalister der som Havsteen stræber efter en objektiv dækning af identitetspolitik, stopper med at benytte sig af anekdotebanken, og ser med friske øjne på nye identitetspolitiske sager, såvel som tidligere sager, så de kan blive refereret mere retvisende i deres dækning.

Del 2: Når vinkling bliver til kendsgerninger: Weekendavisens dækning af identitetspolitik 

Siden 2015 er danske medier begyndt at dække identitetspolitik, krænkelseskultur og andre tilliggende emner tæt. Fra mest at beskrive hvordan disse fænomener udspillede sig i engelsktalende lande, er danske medier særligt i de seneste par år begyndt at dække hvordan identitetspolitikken angiveligt manifesterer sig i Danmark. Men meget af denne dækning er særdeles skæv, og udelader eller underspiller kendsgerninger, der ville gøre sagerne mere komplicerede. Denne vinkling sker næsten altid i anti-identitetspolitisk retning, ud fra en meget kritisk tilgang til identitetspolitik såvel som sager og hændelser der opfattes som udtryk for identitetspolitik.

 Politikens overskrift fra danske mediers misvisende dækning om en ny samling af Halfdan Rasmussens digte

Jeg har tidligere skrevet om hvordan udgivelsen af en ny samling af Halfdan Rasmussens digte blev dækket meget misvisende i danske medier. Her konkluderer jeg, ”at informationer der kunne have nuanceret sagen, og gjort det mere besværligt at koble den på fortællingen om ”krænkelseskultur”, blev udeladt i store dele af dansk presses formidling”. Dækningen af Gyldendals udgivelse var misvisende på tværs af medierne; ikke kun borgerlige aviser, men også aviser som Politiken og public service medier som DR deltog i den kendsgernings-fattige dækning. Dækningens alarmistiske og anti-identitetspolitiske karakter er fint illustreret ved Politikens overskrift, hvor det påstås, at ”Nu må vi ikke længere læse disse 8 børnerim”.10

Så den skæve dækning af identitetspolitik og tilliggende emner er en problematik der findes på tværs af danske medier. Tendensen er dog særdeles udtalt hos borgerlige medier som Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten, Berlingske og Weekendavisen, der excellerer i den anti-identitetspolitiske journalistik. Særligt i Weekendavisen behandles identitetspolitik ofte så negativt, at det grænser til karikatur. Men fordi Weekendavisen har afsat mange ressourcer til at dække det, der opfattes som identitetspolitisk aktivisme, især inden for kunst- og universitetsverdenen, er det ofte Weekendavisens partiske, men fyldige dækning, der sætter dagsordenen i disse debatter, og ender som det ”faktuelle” grundlag for resten af de danske mediers dækning.

I denne del af analysen undersøger jeg to sager, om hhv. Det Danske Akademi og Kunstakademiet, hvor Weekendavisens dækning satte præmisserne for den efterfølgende debat på trods af, at dækningen var stærkt mangelfuld på en måde der satte identitetspolitikken i et langt mere negativt lys end hændelsens egentlige forløb retfærdiggjorde. Udover min gennemgang af Weekendavisens dækning af de to sager, peger jeg også på konkrete eksempler hvor andre medier ukritisk videreformidlede Weekendavisens misvisende dækning som ubestridelige kendsgerninger. 

Fortællingen om Det Danske Akademi

Sagen om den såkaldte ”krise” i Det Danske Akademi (DDA) hvor flere medlemmer udtrådte af akademiet, blev dækket tæt i Weekendavisen. Det var endda Weekendavisens graverjournalist Poul Pilgaard Johnsen, der breakede historien i april, 2020.11 Her meldte flere medlemmer, bl.a. Suzanne Brøgger og Ida Jessen, sig ud af DDA bl.a. i protest mod, at Marianne Stidsen skiltede med sit akademimedlemskab, når hun udbredte sig om sine radikale holdninger til #MeToo og andre emner, som hun anså som identitetspolitiske. Især det, at Stidsen fremhævede sit medlemskab af DDA i forbindelse med udtalelser om sexisme i Det Svenske Akademi, faldt de udmeldte medlemmer af DDA for brystet. 

Weekendavisen bragte Pilgaards første artikel om sagen på forsiden d. 17. april 2020. Her blev Stidsen præsenteret som en ”kontroversiel kritiker af MeToo-bevægelsen, identitetspolitik, voldtægtslovgivning og forløbet af den MeToo-sag, der bragte Det Svenske Akademi i historisk krise.” Selvom identitetspolitik ikke var kernen i denne sag, blev den behandlet som endnu et eksempel på den tendens, der ofte reduceres til ”identitetspolitik”. Men fremfor at udlægge sagens rette sammenhæng, valgte Weekendavisen at præsentere sagen så den fremstod ekstremt problematisk, og Stidsen blev tildelt rollen som endnu et offer for identitetspolitikkens censurlyst. 

Jeg har valgt at undersøge Weekendavisens dækning af sagen om DDA, fordi den illustrerer, hvordan danske medier ofte behandler dette emne. Weekendavisens dækning er nemlig symptomatisk for denne type journalistik, som er karakteriseret af upræcise gengivelser, grænsende til det vildledende — men hvor ukomplette udlægninger af kendsgerningerne alligevel ender som det helt centrale i dækningen. Også i dette tilfælde var Weekendavisens udlægning af sagens centrale kendsgerninger særdeles misvisende, men endte alligevel med, at sætte rammerne for hele debatten om sagen — såvel som sagens plads i den anti-identitetspolitiske anekdotebank. 

Weekendavisens vinkling er en klassiker: Identitetspolitikken truer ytringsfriheden.12 De fire medlemmers udtræden blev således udlagt som en de facto protest mod, at Marianne Stidsen overhovedet luftede sine kontroversielle holdninger, mens hun var medlem af akademiet. 

I virkeligheden var de udtrådte medlemmers anke dog langt mere specifik, og havde ikke noget at gøre med Stidsens ytringsfrihed — et af medlemmerne nævnte helt eksplicit, at problemet ikke var, at Stidsen udtalte sig offentligt, men at hun ofte udtalte sig som medlem af akademiet. Udmeldelsens årsag var dermed ikke Stidsens ytringer, men at Stidsen udnyttede sit akademimedlemskab som en slags kvalifikation, der gjorde det uklart, om Stidsen udtalte sig i kraft af sit akademimedlemskab eller som privatperson.

Det udmeldte medlem Ida Jessen skrev f.eks. i en af de interne e-mails, der blev lækket til og citeret i Weekendavisen: ”Jeg vil understrege, at det IKKE skyldes meningernes uoverensstemmelse, men at jeg mener, at Akademiet bliver kompromitteret ved, at Marianne misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs.” Suzanne Brøgger begrundede ligeledes sin udmeldelse med ”at MS med sine uhørte påstande er kommet til at repræsentere Akademiet.” Derudover mente Brøgger også, at Stidsen havde været med til, at gøre DDA til ”en politisk, ideologisk diskussionsklub frem for et litterært selskab,” hvilket hun ikke ønskede at være del af. 

Der var med andre ord ikke tale om protester mod, at Stidsen deltog i debatten, men rettere mod arbejdsklimaet i DDA, og i særlig grad at Stidsen, når hun deltog i den offentlige debat, ikke konsekvent redegjorde for, at hendes ekstreme påstande intet havde at gøre med hendes medlemskab af DDA. Tværtimod gjorde Stidsen ofte sit akademimedlemskab til en central del af sit debatvirke.

Men Brøgger og især Jessens forklaring om, at de meldte sig ud, fordi de mente, Stidsen pyntede sig med akademiets fjer, passede ikke særligt godt ind i Weekendavisens vinkel om, at udmeldelserne udgjorde et angreb på Stidsens ytringsfrihed.13 Men i stedet for at ændre på vinklen valgte Pilgaard at skabe tvivl om de påstande, der udfordrede den efterstræbte vinkel. 

Efter Jessens udtalelse om, at hun har meldt sig ud, fordi Stidsen ”misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs,” skriver Pilgaard:

”Umiddelbart synes Ida Jessens påstande ikke at være éntydigt rigtige. Således afslutter Marianne Stidsen sit debatindlæg »Striden om Det svenske Akademi« her i Weekendavisen den 20. april 2018 med ordene: »NB: For en ordens skyld skal jeg sige, at jeg selv er medlem af Det Danske Akademi, men at jeg i artiklen alene udtaler mig på egne vegne.« Samme formulering optræder i debatindlæg af Stidsen i svenske aviser.” 

Dette er en af de få kendsgerninger, Weekendavisen bygger sin ytringsfriheds-vinkel på: At Stidsen tager forbehold for, at hun taler på egne vegne, når hun i debatindlæg præsenteres som akademimedlem. Pilgaard antyder således meget kraftigt, at Ida Jessen tager fejl, når hun skriver, at ”Marianne misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs”. Ifølge Pilgaard er det nemlig sådan, at et forbehold fra Stidsen om, at hendes udtalelser sker på egne vegne, ”optræder i debatindlæg af Stidsen i svenske aviser.” 

Men dette er vildledende. Der er mange debatindlæg, både i svenske og danske aviser, hvor Stidsen præsenteres som medlem af Det Danske Akademi og ikke tager nogen former for forbehold om, at hendes udtalelser intet har med hendes akademi-medlemskab at gøre. Pilgaards metode her er meget typisk for dækningen af identitetspolitik: Noget, der teknisk set er korrekt, fremhæves for at underbygge den anti-identitetspolitiske vinkel, mens andre kendsgerninger, der ville udfordre den negative vinkel, udelades. 

For det er ganske korrekt, at i det ene tilfælde Pilgaard eksplicit nævner14, afsluttes indlægget med formuleringen ”TRANSPARENS: För ordningens skull ska jag tillägga att jag själv är medlem av Det Danske Akademi, men att jag i artikeln enbart uttalar mig å egna vägnar.” Også et andet indlæg i Expressen med titlen ”Svenskarna borde hylla Horace – inte håna honom” afsluttes med formuleringen: ”FOTNOT. För ordningens skull ska jag tillägga att jag är medlem av Det Danske Akademi, men här enbart företräder mig själv.” 

Men Pilgaards ikke-uddybede påstand om, at en sådan formulering ”optræder i debatindlæg af Stidsen i svenske aviser” får det til, at lyde som om dette forbehold er en ingrediens i alle Stidsens indlæg i den svenske debat, og at Jessens påstand om, at Stidsen ”misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs” derfor er misvisende. 

Men Jessens påstand er ikke misvisende — den er helt korrekt. Hverken i den svenske eller danske debat, tog Stidsen konsekvent forbehold for at hun taler på egne vegne. I tre andre indlæg om Det Svenske Akademi af Stidsen i Expressen, hvor hun præsenteres som medlem af Det Danske Akademi, tages der eksempelvis ikke noget forbehold for, at Stidsen udtaler sig som privatperson.15

Derudover er det ikke blot ”svenske aviser,” Jessen taler om. Jessen peger på Stidsens generelle deltagelse i den offentlige debat. Men selv i den svenske debat, og i mindst tre indlæg om sagen på Det Svenske Akademi i online-udgaven af Expressen,præsenteres Stidsen som medlem af Det Danske Akademi helt uden forbehold for, at hun udtaler sig på egne vegne — et forbehold, Pilgaard ellers meget kraftigt antyder altid er inkluderet, når Stidsen præsenteres som medlem af DDA. Der er adskillige andre eksempler på, at Stidsen har fået bragt indlæg i den svenske debat, hvor hun præsenteres som medlem af DDA uden, at nævne at hun udtaler sig på egne vegne.16

I Stidsens danske debatoptrædener har DDA-medlemskabet også været centralt for, hvordan hun omtales.17 I forlagets præsentation af Stidsens stærkt kritiserede bog om #MeToo fremhæves hendes akademimedlemskab også: 

”I sit essay, som er den første samlede fremstilling af #MeToo i Norden, giver lektor og medlem af Det Danske Akademi Marianne Stidsen indblik i bevægelsens aftryk på nordisk kulturliv. Hendes fokus er på tre konkrete sager – om Københavns Universitet, Det Svenske Akademi og Forfatterskolen i Danmark – som hun selv har været med til at debattere.”. 

Men Pilgaard nævner ingen af de adskillige gange hvor Stidsen uden forbehold har præsenteret sig selv som medlem af DDA. Artiklen er næsten 2.000 ord lang, så det er næppe pga. pladsmangel, at Pilgaard ikke inddrager de eksempler, der udfordrer hans egen antydning om, at Stidsen altid påpeger, at hun ikke udtaler sig i sin egenskab som medlem af DDA. Havde han inddraget disse tilfælde, havde han ellers bekræftet Jessens påstand der lå til grund for udmeldelsen. I stedet sætter han et implicit, men stort, spørgsmålstegn ved Jessens påstand.

Pilgaard har åbenlyst ikke undersøgt systematisk, om Jessens pointe er rigtig eller ej — han har fremdraget ét eksempel, som antydes at være typisk for samtlige gange Stidsen har deltaget i debatten. Men om noget er dette eksempel, hvor Stidsen tager forbehold atypisk for hendes offentlige debatvirke, hvor hendes medlemskab af DDA ofte fremstod centralt i præsentationen af hende. 

Det er meget påfaldende, at Pilgaard ikke nævner, at Stidsens egne-vegne-forbehold kun optræder i nogle af hendes debatindlæg, og at han i stedet på så ufuldstændigt grundlag vælger at så tvivl om sandhedsværdien i Jessens argument om, at ”Marianne misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs”. Særligt fordi dette argument var så centralt for Jessens beslutning om at forlade DDA, er det journalistisk problematisk, når Pilgaard på så uholdbart grundlag antyder, at det er forkert. 

Misinformationen spreder sig

Den upræcise karakteristik af Stidsens optræden i den offentlige debat, og den måde Pilgaard på urimelig baggrund sår tvivl om de udmeldte medlemmers rationale, endte med at sætte præmisserne for den efterfølgende debat. Pilgaards artikel var en af de første om den såkaldte krise i Det Danske Akademi så det er ikke overraskende, at artiklens upræcise udlægning af sagens kendsgerninger endte med at blive centrale for debatten. 

I den følgende uges udgave af Weekendavisen tog chefredaktør Martin Krasnik Marianne Stidsen i forsvar, og hans leder, ”Det Stidsen Mener,” var bygget op omkring Pilgaards misvisende ytringsfrihedsvinkel. Krasnik skriver: ”Er det forståeligt, at fire medlemmer er skredet i protest mod Stidsens ytringer? Er sagen endnu et kapitel om, hvordan ytringsfriheden bruges?” Og senere ”Meget har handlet om Marianne Stidsens ytringsfrihed. Det er selvfølgelig en del af det, særligt fordi sagen illustrerer den tankemæssige ensretning, som kunstneriske og litterære miljøer lider under.” 

Men de udmeldte medlemmer forlod ikke akademiet i protest mod Stidsens ytringer. De skred nærmere i protest mod, at DDA blev taget til indtægt for de holdninger Stidsen ytrede. Dette skete bl.a. som resultat af, at Stidsen ofte lod sig titulere som akademimedlem uden forbehold — en kendsgerning, Weekendavisen ikke har indviet sine læsere i. Faktisk har de mere end antydet, at det modsatte gør sig gældende, og det er denne forkerte fortælling om sagens sammenhæng, Krasnik bygger sit forsvar for Stidsen op omkring. 

Men Weekendavisens forkerte udlægning af sagens kendsgerninger blev også viderebragt af andre medier. Under en debat i DR2s Deadline d. 17. april, 2020, hævdede værten Niels Krause-Kjær f.eks., at ”Weekendavisen nævner en række eksempler, hvor [Stidsen] specifikt udtaler sig som privatperson” som et modargument til Jessen og andres (korrekte) påstand om at Stidsen ofte, men uden forbehold, fremhævede sit akademi-medlemskab når hun deltog i debatten.

 I DR2s Deadline fremførte værten Niels Krause-Kjær på baggrund af Weekendavisens mangelfulde dækning af “krisen” i Det Danske Akademi, et argument imod påstanden om, at Marianne Stidsen skulle blive fremstillet som talte hun på akademiets vegne

Men dels er det forkert, at Weekendavisen nævner en række eksempler. De nævner kun ét. Og som jeg har påvist ovenfor, er der adskillige andre indlæg, hvor Stidsen udtaler sig som medlem af Det Danske Akademi uden at tage forbehold. Noget tyder på, at Deadlines redaktion har undladt at faktatjekke Weekendavisens påstande og i stedet gjort dem til et slags ubestridt, objektivt grundlag for deres egen dækning af sagen. Dette er naturligvis problematisk, når Weekendavisens beskrivelse af sagens centrale kendsgerninger er misvisende. 

Også andre medier såsom Information bar Weekendavisens oprindelige, men fejlagtige, udlægning af sagen videre. I deres første artikel om sagen, giver Information godt nok mere plads til Jessen og andres forklaring end Weekendavisen. Men Jessens forklaring til Information om, at det for hende var ”en anstødssten, at hun i interview og indlæg sagde, at hun var medlem af Det Danske Akademi” følges umiddelbart op med en påstand om, at Stidsen i debatindlæg om Det Svenske Akademi ”udtalte sig på egne vegne, men fik også sagt, at hun var medlem [af DDA]”. Men dette er ikke korrekt — der er adskillige eksempler på, at Stidsen har udtalt som medlem af DDA uden at gøre det klart, at hun talte på egne vegne.18

Så den heftige debat, der fulgte i kølvandet på Weekendavisens indledende dækning, endte i høj grad med, at basere sig på avisens misvisende fremstillinger. Sagen er nu endt i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, hvor de udtrådte medlemmers begrundelse om, at Stidsen lod sig præsentere som medlem uden forbehold, ofte slet ikke inkluderes, når sagen refereres selvom dette var centralt for de udtrådte medlemmer.19 Således er dette et meget symptomatisk eksempel på hvordan komplekse sager, ofte simplificeres så centrale kendsgerninger der kunne have sat identitetspolitikken i mindre negativt lys forsvinder med tiden. Fortællingen ender dermed i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, der så senere bruges til f.eks. at optegne hvordan identitetspolitikken angiveligt skulle være en trussel mod ytringsfriheden. 

Kunstakademiet og en bustes alder

Sagen om Det Danske Akademi er ikke det eneste tilfælde, hvor Weekendavisens misvisende, anti-identitetspolitiske dækning satte dagsordenen for den efterfølgende debat. Weekendavisen var nemlig også de første til at dække, hvordan en gruppe kaldet Anonyme Billedkunstnere sammen med en nu tidligere institutleder ved Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld, smed en gipsbuste af Kunstakademiets grundlægger, Frederik V, i Københavns Havn. Her var det også Poul Pilgaard Johnsen der stod bag avisens dækning, og igen endte hans misvisende udlægning af kendsgerningerne med at sætte rammerne for den efterfølgende debat.20

Aktionen medførte enorm opstandelse, og endnu engang var en bærende påstand, der senere viste sig at være forkert, central for både Weekendavisens dækning såvel som den efterfølgende anti-identitetspolitiske forargelse: at busten var skabt af den franske billedhugger Jacques Saly, der var Kunstakademiets første rektor. Men så snart man undersøgte den, viste busten sig, at være en højst 70 år gammel gipskopi, og dermed næppe udført af Saly der har været død i 200 år.

På trods af at avisen umuligt kan have fået bekræftet, at busten var skabt af Saly, eftersom det viste sig ikke at være sandt, var det en bærende kendsgerning for Weekendavisens dækning. Denne pseudokendsgerning om bustens oprindelse blev gentaget i dusinvis af artikler på tværs af danske medier i dagene efter, Weekendavisen breakede historien om at busten var forsvundet. 

At Weekendavisen fremturer med en ubekræftet påstand omkring bustens oprindelse, hvilket Information senere kaldte ”et centralt spørgsmål for debatten”21, er meget problematisk set fra et journalistisk synspunkt; man bør som journalist sikre sig, at de kendsgerninger, man præsenterer, rent faktisk ér kendsgerninger. 

Men desværre stoppede misinformationen om bustens oprindelse ikke her. Dels blev påstanden om at Saly selv havde skabt busten gentaget i meget af den tidlige dækning i andre medier, der baserede deres omtale af sagen på Weekendavisens dækning. Men selv efter det kom til offentlighedens vidende, at busten var en højst 70 år gammel gipskopi, fortsatte Pilgaard med at fremføre denne forkerte påstand. 

Flere dage efter bustens rette alder var kommet til offentlighedens kendskab, gentog Pilgaard f.eks. i DR’s populære podcast Genstart, d. 20. november, 2020, nemlig at busten var skabt af Saly.22 På trods af, at Pilgaard på tidspunktet podcasten blev udgivet var bevidst om, at busten ikke var skabt af Saly.23 Heller ikke Genstarts vært påpeger, at der var tale om en kopi, og Genstarts lyttere ender således med, at få den helt forkerte opfattelse af bustens oprindelse. I podcasten gentager Pilgaard også andre misvisende dele af hans forudgående dækning af en angivelig ”krise” på Kunstakademiet som buste-aktionen ifølge ham blot er ét eksempel på. 

Det er uklart, hvornår interviewet med Pilgaard blev foretaget, og det er muligt det blev optaget inden det kom til offentlighedens vidende at busten højst var 70 år gammel. Bustens sande alder blev dog offentliggjort flere dage inden podcasten blev udgivet, så Genstart bør have klippet Pilgaards forkerte påstand ud eller have bragt en berigtigelse i programmet. Men den forkerte påstand om bustens oprindelse får lov at stå som en uimodsagt kendsgerning. Det er muligt, at Pilgaard inden udsendelsen selv har kontaktet Genstarts redaktion, og bedt dem berigtige, at en af hans dæknings helt centrale påstande havde vist sig at være forkert, men at podcast-redaktionen ganske enkelt har udeladt, at gøre dette. Så det kan ikke udelukkes, at ansvaret for denne misinformation alene er Genstarts.

Hvem lavede busten og hvornår?

Men før vi dykker videre ned i Genstart, og hvordan podcasten som mange andre medier formidlede Weekendavisens upræcise dækning som var det ubestridelig fakta, vil jeg gerne gå lidt i dybden med hvordan misinformationen om bustens alder udsprang. Det tog som nævnt sit udpring i Pilgaards første artikel om busten d. 6. november, 2020 — en artikel der var skrevet inden videoen af aktionen blev offentliggjort. Her skrev Pilgaard om busten hvis skæbne på det tidspunkt var uvis, at ”Den forsvundne buste fra 1754 er skabt af den verdensberømte billedhugger Jacques Saly som et forstudie til rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads.” En påstand, der umiddelbart er fri fantasi. Og Pilgaard skriver da heller ikke noget om, hvorvidt eller hvordan han har forsøgt at verificere påstanden om bustens oprindelse. Den forkerte påstand præsenteres blot som kendsgerning. 

Ugen efter dækkede Pilgaard selve busteaktionen, og skriver endnu engang, at der er tale om ”billedhuggeren Salys buste,” og at ”den nu ødelagte buste var et forstudie til […] Salys rytterstatue på Amalienborg Slotsplads”. Heller ikke i denne artikel, nævner Pilgaard om han har fået bekræftet, at der ér tale om Salys buste eller en gipskopi. Påstanden om, at der var tale om en buste skabt af Saly selv, blev gentaget i adskillige artikler om sagen. F.eks. påstod Berlingske d. 14. november, 2020 at ”I sidste uge fjernede Katrine Dirckinck-Holmfeld og andre ukendte personer, der kalder sig selv »Anonyme Billedkunstnere«, den franske skulptør Jacques Salys originale buste af Frederik V fra Kunstakademiets festsal.” (min kursivering) 

Berlingskes artikel udkom dagen efter Dirckinck-Holmfeld til Politiken havde forklaret at ”Det her er en gipsafstøbning fra nyere tid, så vidt jeg er orienteret.” Dette blev dog nærmest aldrig nævnt i dækningen, da danske medier tilsyneladende blot havde accepteret Weekendavisens oprindelige dækning af bustens oprindelse som retvisende 

Men d. 17. november viste det sig, at Dirckinck-Holmfeld havde helt ret — busten var højst 70 år gammel. Her skrev Politiken:

”Nu har [bustens ejer] Akademiraadet undersøgt sagen yderligere og oplyser, at der ikke er tale om en original version fra Salys tid. Akademiraadet har fået billedhugger, stukkatør og tidligere lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Pontus Kjerrman til at kigge på den ødelagte buste. »På grund af det støbelærred, der kom til syne, kan han vurdere, at den ikke er fra før 1950’erne«, siger kunstfaglig medarbejder ved Akademiraadet Camilla Cadell.” 

Dette var fire dage før, Genstart udgav sit interview med Pilgaard, hvor han gentager, at der er tale om ”Salys buste” og end ikke forsøger at redegøre for, at det var en kopi af den oprindelige buste. 

Som nævnt ovenfor, er det muligt, at afsnittet af Genstart blev optaget inden Politikens endegyldige afdækning af bustens oprindelse d. 17. november. Men det er med sikkerhed optaget efter Dirckinck-Holmfeld til Politiken havde udtalt at ”jeg ser heller ikke dette som hærværk mod en kollega. Det her er en gipsafstøbning fra nyere tid, så vidt jeg er orienteret. Det er ikke Saly, der har hugget den ud i marmor” da dette interview refereres flere gange i Genstart. 

Dirckinck-Holmfeld har tilsyneladende igennem hele forløbet, også inden aktionen, været klar over, at busten var en kopi. Hun følte sig så sikker på det, at hun i Politiken fremsatte (den korrekte) påstand om bustens alder på trods af, at Akademiraadet et par dage inden hendes interview med Politiken i en erklæring hvor de tager kraftigt afstand fra aktionen havde omtalt busten som ”Salys buste”.24

Det vil sige, at næsten en uge, inden Pilgaard i Genstart påstod, at der var tale om en buste skabt af Saly selv, var der altså sået legitim tvivl om, hvorvidt dette nu også var tilfældet — og tre dage inden afsnittet af Genstart blev udsendt, blev det bekræftet at Pilgaards oprindelige dækning af bustens oprindelse var forkert.  

Hvis Dirckinck-Holmfeld hele tiden har været bevidst om bustens egentlige alder, må Pilgaard også kunne have nået frem til denne erkendelse via et par opringninger til de rette folk; en faktatjek-proces, der bør være noget af det første en journalist foretager sig — særligt når det kommer til et så bærende element af den sag, der bliver dækket.

Public service misinformation

Men pseudokendsgerningen om bustens oprindelse endte altså med at være central i Weekendavisens dækning, og blev gentaget af flere øvrige danske medier, inklusiv Genstart.25 Det er vel at mærke fuldstændig uden indsigelser fra værten Knud Brix, at Pilgaard får lov, til at påstå, at der var tale om Salys buste. Det nævnes heller ikke i podcasten, at Politiken et par dage inden afsnittet blev udgivet, havde dokumenteret, at busten ikke var skabt af Saly selv. Jeg bruger en del plads på dette afsnit af Genstart fordi det illustrerer hvordan ét medies skæve dækning af identitetspolitiske sager spreder sig ved, at andre medier ukritisk videreformidler mangelfuld dækning af identitetspolitik uden selv at se den efter i sømmene.  

 Ritzaus misvisende telegram om buste-sagen, baseret på Weekendavisens misvisende dækning, blev trykt i dusinvis af medier, bl.a. TV2.>

For bustens oprindelse var ikke den eneste misvisende oplysning, Pilgaard fortæller Genstarts lyttere. Indslaget handler nemlig ikke kun om busteaktionen men også om den generelle ”krise” på Kunstakademiet, aktionen angiveligt skulle illustrere. I denne forbindelse omtaler Pilgaard bl.a. Kunstakademiets indsats mod seksuelle krænkelser, hvilken han også har dækket kritisk for Weekendavisen, og påstår skulle have skabt en ”frygtkultur” på akademiet. Men også i dækningen af seksuelle krænkelser udelader Pilgaard vigtige kendsgerninger — en udeladelsespraksis, han gentager i Genstart. 

Denne del af indslaget begynder med, at Pilgaard omtaler ”såkaldte stikkerplakater.” Dette sigter til plakater, Kunstakademiet har hængt op, hvor studerende og ansatte opfordres til at indberette seksuelle krænkelser. Pilgaards begreb ”stikkerplakater” er ikke ligefrem en neutral beskrivelse og stammer fra hans egen dækning af krænkelser på Kunstakademiet, bl.a. i artiklen ”Kunstigt Akademi” fra 7. april 2020, der indledes med den journalistisk interessante sætning: ”Stikkerplakaten bliver den kaldt af nogle på Kunstakademiet.” (min kursivering) Hvem disse nogle er forbliver uklart — men i Genstart indbefatter dette ”nogle” i hvert fald Pilgaard selv. Værten Knud Brix accepterer straks Pilgaards vinklings-begreb og spørger ”Hvad står der på de her stikkerplakater?” 

Efter sin omtale af ”stikkerplakaterne” fremlægger Pilgaard endnu et eksempel på den krise, han mener plager Kunstakademiet: En klage over professor Ferdinand Ahm Kragh, der i foråret, 2020, førte til, at Kragh blev midlertidigt suspenderet fra sin stilling på Kunstakademiet. I beskrivelsen af denne sag udelader Pilgaard dog helt centrale kendsgerninger, såsom at Ahm Kragh angiveligt skulle have behandlet en kvindelig studerende dårligt efter at have indgået i en seksuel relation med hende. Endnu en gang får Pilgaards udeladelser den konsekvens, at sagen om Ahm Kragh fremstår langt mere skandaløs og som udtryk for en amokløben identitetspolitik end sagens kendsgerninger kan bære.

Pilgaard påstår nemlig i programmet, at klagen over Ahm Kragh blot gik på, at han var hård i sin kritik af studerende, foretrak nogle kunstformer frem for andre og ”så sådan noget med, at han engang under en værkgennemgang har stået og kigget ud ad vinduet, og at han har skældt nogle elever ud for at komme for sent,” som Pilgaard forklarer i et toneleje, hvor man næsten kan høre ham vende det hvide ud af øjnene. Ifølge Pilgaard er klagen over Ahm Kragh udtryk for, hvordan nogle studerende tilsyneladende mener, man ikke ”må kritisere nogle folks værker.”

Men Pilgaard nævner ikke, at klagerne mod Ahm Kragh gik langt videre end den lidt gnavne undervisningsform, Pilgaard reducerer dem til. Om sagen skriver Jyllands-Posten f.eks., ”at kritikpunkterne [mod Ahm Kragh] drejede sig om professorens omskiftelige og utilregnelige omgangsform, at undervisningen ofte blev aflyst, at han efter et seksuelt forhold til en studerende ikke opførte sig professionelt over for hende og om visse specifikke episoder på en studietur til Indien.” Ifølge Kulturmonitor, der refererer Politikens dækning af sagen, gik elevernes kritik på ”en række forskellige forhold, heriblandt omgangsform, manglende planlægning af undervisningen, utilregnelighed og et seksuelt forhold til en elev, som professoren efterfølgende behandlede ’mærkeligt’ i forbindelse med undervisningen.”26

Men i Genstart nævner Pilgaard slet ikke det, der lyder som den suverænt mest alvorlige klage: At Ahm Kragh skulle have behandlet en kvindelig elev værre, efter deres seksuelle forhold var blevet afsluttet. Helt uforklarligt nævner værten Knud Brix heller ikke den groveste anklage mod Ahm Kragh, på trods af, at andre medier end Weekendavisen havde skrevet om dette. 

Hvorfor ikke fortælle Genstarts lyttere, at klagerne over Ahm Kragh handlede om meget mere alvorlige påstande end, at han indimellem kiggede ud ad vinduet? Dette virker særligt uforståeligt, når den mest alvorlige klage over Ahm Kragh er et eksempel på netop den adfærd, meget af #MeToo debatten om krænkelser på arbejdspladser osv. handler om, og som Kunstakademiets indsats mod seksuelle krænkelser er et opgør med: At folk udnytter deres autoritet til at udøve magt over folk, de har eller ønsker at indgå i et seksuelt forhold med.

Og så er der den forkerte påstand om, at busten skulle være ”lavet af Jacques Saly,” som Pilgaard påstår i Genstart på trods af, at det allerede flere dage inden podcasten er blevet bekræftet, at der er tale om en gipskopi på højst 70 år. At det udelades, at busten ikke er skabt af Saly selv er endnu mere forbløffende når man tager i betragtning, at Genstart udover Politiken-interviewet, hvor Dirckinck-Holmfeld påpeger, at der er tale om en kopi, også har et klip fra et Deadline-interview med Dirckinck-Holmfeld. I dette interview gentager Dirckinck-Holmfeld, at busten ikke er af Saly men en kopi af nyere dato — denne del af interviewet citeres dog ikke i Genstart. 

Men selvom Genstarts redaktion ikke citerer fra denne del af interviewet, må man formode de har set det, og altså været fuldt ud klar over, at det muligvis er forkert, når Pilgaard siger, at busten ”er lavet af Jacques Saly”. Men alligevel fortæller Genstart ikke sine lyttere, at det, Pilgaard siger, er forkert.27

Den ideologiske journalist?

Der er således tale om en journalist, Poul Pilgaard Johnsen, der har et særdeles løsagtigt forhold til kendsgerninger, når han afdækker sager, der omhandler identitetspolitik — et forhold, der vel at mærke altid er i hans anti-identitetspolitiske vinklings favør — og ikke tøver med at viderebringe misvisende påstande i andre medier. I sagen om Det Danske Akademi sigtes der efter den angiveligt debat-allergiske venstrefløj, der forsøger at bortcensurere og udskamme kritikere af identitetspolitik såsom Marianne Stidsen. I sin dækning af Kunstakademiet er målet for Pilgaards negative vinkling i endnu højere grad den identitetspolitik, han mener er ved at ødelægge Kunstakademiet. 

Er det tilfældigt, at Pilgaard i dækningen af begge disse sager ender med at præsentere en ufuldstændig fortælling, der udelader kendsgerninger, der ville have sat identitetspolitikken i mindre negativt lys? Eller er skævheden i Pilgaards dækning udtryk for, at han behandler disse sager med et idelogisk bias, der gør ham mere tilbøjelig til at præsentere dem med en anti-identitetspolitisk vinkel?

Henimod slutningen af Genstart spørger Knud Brix lidt ind til dette. Han spørger, hvorvidt Pilgaards artikler er præget af, at han ”et eller andet sted er drevet af, at du synes, at identitetspolitik på den her måde — slavefortid, buster der bliver stjålet — er lidt åndsvagt?” Pilgaard bekræfter, at han synes, det er ”betænkeligt” med den ”historieløshed, der er i det,” og påpeger at han finder det problematisk når identitetspolitik ”gennemsyrer alting”. 

Men han afviser at dette skulle have nogen indvirkning på hans dækning: Interviewet afsluttes med, at Brix leverer det, der vist bedst kan kaldes en journalistisk alley-oop til Pilgaard. Han spørger, om man så kan ”afsværge dine artikler ved at sige, ’Nå, men det er bare, fordi Poul Pilgaard på Weekendavisen han er drevet af, at han politisk mener noget andet?” Men det kan man ikke, svarer Pilgaard meget overraskende, for artiklerne er ”bygget på fuldstændig klassisk journalist-maner”.

Her kunne værten have konfronteret Pilgaard med, om det virkelig er ”fuldstændig klassisk journalist-maner,” at han i Genstart ikke nævner nogle af de mest alvorlige anklager mod Ahm Krag. Eller om det er ”klassisk journalist-maner” at påstå, at busten er lavet af Saly, når dette ikke er tilfældet. Det gør Brix dog ikke. I stedet afsluttes interviewet med, at Pilgaard helt uimodsagt fremfører den groteske og åbenlyst falske konklusion, ”at man ikke længere må tale om fri kunst,” og at det alene er hans bekymring over denne påståede udvikling, der motiverer hans kritiske dækning af den identitetspolitiske strømning på Kunstakademiet.

En del af Pilgaards egne udmeldinger tyder på, at han er dybt ideologisk investeret i kampen mod identitetspolitik — noget Knud Brix antyder, men som han så lader Pilgaard pure afvise uden modspørgsmål. I sit interviewprogram Flaskens Åndpræsenterede Pilgaard f.eks. den meget kendte proponent for identitetspolitikken, Henrik Marstal, således:

”Jeg har haft folk fra den ene yderfløj til den anden i dette program. Jeg har haft en fra Dansk Folkeparti, jeg har haft yderligtgående venstreorienterede, og jeg har sågar haft besøg af en anarkist. Alligevel er der ikke en gæst, jeg har været så uenig med som dagens.” 

Så noget tyder på, at det ikke kun er bekymringer om historieløshed osv., der motiverer Pilgaard til at lave denne mangelfulde dækning, men en helt oprigtig ideologisk modstand mod identitetspolitik. 

Bør Poul Pilgaard Johnsen så lade være med at dække identitetspolitik og tilliggende emner, fordi han selv har stærke holdninger på området? Nej, naturligvis ikke. Han har et stort kildenetværk i kunstmiljøet og på akademiet, som han forklarer i Genstart, og er tydeligvis stærkt og oprigtigt optaget af institutionens velbefindende (eller i hvert fald sin egen opfattelse af, hvad dets velbefindende er). Det er ikke et problem, at Pilgaard dækker disse ting. Men det bliver et problem, når han skruer på kendsgerningerne, så de kan tjene til at udgrænse identitetspolitik. 

Og mens det måske er forståeligt, at Weekendavisen ikke selv oplyser sine læsere om, at Pilgaards journalistik muligvis lider under et sådan bias, er det sværere at forstå, hvorfor Genstart lader ham præsentere sig selv som en objektiv, undersøgende journalist, der måske nok er skeptisk overfor denne udvikling, men mest bare er involveret i dette pga. nogle beundringsværdige bekymringer for fri kunstdebat. Public service-mediet Genstart svigter sine lyttere på dette punkt — hvis Pilgaards dækning af disse ting er så præget af ideologisk modstand overfor identitetspolitik, at han kan få sig selv til at fordreje og udelade centrale kendsgerninger, bør Genstart oplyse sine lyttere om dette.28

Jeg har valgt netop denne sag, fordi Knud Brixs ukritiske accept af Pilgaards udlægning eksemplificerer danske mediers naive tilgang til holdbarheden (eller mangel på samme) af de ”kendsgerninger,” der fremlægges i dækningen af identitetspolitik.

Selv efter påstanden om at Saly havde lavet busten blev afkræftet i midten af november, 2020, hænger pseudokendsgerningen nemlig stadig ved i danske mediers omtaler af aktionen og den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Der findes nogle artikler, iblandt de dusinvis af artikler, der er udgivet om sagen i danske medier efter 20. november, 2020, der nævner, at busten var en gipskopi, men mange gør ikke. Og i flere tilfælde påstås det ligefrem stadig, at busten var skabt af Saly selv.29

Blandt visse anti-identitetspolitiske debattører betragtes det tilsyneladende også som en kendsgerning, at busten blev skabt af Saly. I april, 2021 skrev f.eks. rådsmand for De Konservative på Frederiksberg Nikolaj Bøgh, i et debatindlæg i Berlingske om Kunstakademiet og ”den ekstreme politiske aktivisme, der kulminerede med busteødelæggelsen” at ”Saly, akademiets første rektor, skabte busten og rytterstatuen af kongen på Amalienborg Slotsplads som et højdepunkt i dansk og europæisk kunsthistorie.” 

Pilgaard interviewer netop Bøgh i artiklen om aktionen fra 20. november, 2020, og her forholder han Bøgh, at busten ikke var skabt af Saly: ”Handlingen er et udtryk for en foragt for kunsthistorien og kulturarven, uanset om busten er 70 eller 250 år gammel,” siger Bøgh i den sammenhæng. Bøgh ved altså da han i april, 2021, skriver sit indlæg til Berlingske, at busten ikke er skabt af Saly. Alligevel giver han Berlingskes læsere indtryk af, at busten blev skabt af Saly.

Ligesom så mange identitetspolitiske sager før den, er buste-sagen altså endt i den anti-identitetspolitiske anekdote-bank, hvor kun de mest overfladiske kendsgerninger står tilbage, og den anti-identitetspolitiske vinkel skinner tydeligt igennem — i dette tilfælde i så høj grad, at Weekendavisens forkerte påstand om bustens oprindelse nu af mange debattører og journalister øjensynligt betragtes som en kendsgerning. 

Jeg kunne fortsætte med eksempler på denne slags dækning. Om end især aviser som Berlingske og Weekendavisen er særligt aktive inden for genren, er denne anti-faktuelle tilgang til identitetspolitiske spørgsmål desværre mere reglen end undtagelsen i den danske presses dækning af disse spørgsmål, som også blev illustreret af min gennemgang af dækningen af Gyldendals nye Halfdan Rasmussen-udgivelse, som var misvisende på tværs af de landsdækkende medier.

At borgerlige medier dækker identitetspolitik kritisk, er forventeligt — selvom alle medier, også de borgerlige, naturligvis bør efterstræbe at give et så retvisende billede af virkeligheden som muligt, hvilket desværre ikke altid er tilfældet. Men det bliver særligt problematisk, når øvrige medier øjensynligt stoler så meget på denne dæknings sanddruelighed, at de ikke gør sig den ulejlighed at undersøge, om dækningen ér retvisende. Journalistik er ikke fejlfri, og det bør ikke være et krav, at journalistik aldrig må indeholde fejl eller upræcise kendsgerninger. Men når man som Weekendavisen systematisk undlader centrale kendsgerninger der ikke passer med den efterstræbte anti-identitetspolitiske vinkel, bliver det nødvendigt, at andre medier tager Weekendavisens dækning af disse sager med et gran salt — og i det mindste sikrer sig, at de informationer de videregiver fra avisens dækning flugter med virkeligheden. 

Del 3: Den anti-identitetspolitiske debattør sætter dagsordenen 

Som jeg påpeger i del 1 og del 2 af denne analyse, vejer den anti-identitetspolitiske vinkel ofte tungere end kendsgerninger, når der skal laves journalistik om disse emner. Ikke overraskende er denne tilgang endnu mere udtalt i de mange anti-identitetspolitiske debatindlæg, der fylder danske mediers spalter. Selv hos de allerhøjest respekterede anti-identitetspolitiske debattører er det helt almindeligt med et letsindigt forhold til kendsgerningerne, hvis de ikke passer ind i den anti-identitetspolitiske fortælling. 

Her er direktør i den uafhængige tænketank Justitia, Jacob Mchangama, et rigtig godt eksempel. Mchangama er bredt anerkendt for sin ”partipolitisk uafhængige kritiske stemme og hans respektfulde saglighed,” som Politiken formulerede det, da de i 2019 nominerede ham til deres nye debatpris, Hørup-Debatprisen, som han senere vandt.  

Men Politikens beskrivelse passer meget ringe på Mchangamas ageren i debatten om identitetspolitik, krænkelseskultur osv. hvor han især var aktiv fra 2015 til 2019. Her var han ofte det modsatte af saglig og byggede ret konsekvent sine anti-identitetspolitiske argumenter op omkring kendsgerninger, der, som i den journalistiske dækning, enten var upræcist opsummeret eller decideret falske — altid i den anti-identitetspolitiske retning. På trods af dette var han en af de mest benyttede kilder i de danske medier, og blev ofte præsenteret som en slags neutral analytiker af identitetspolitik og tilliggende emner.30

Mchangamas selektive tilgang til emnet viser sig både i hans mange medieoptrædener om emnet såvel som hans arbejde hos Justitia. I denne del af analysen undersøger jeg Mchangamas kritik af Københavns Universitets nye retningslinjer, der i 2018 var genstand for stor debat — ofte med Mchangamas deltagelse, såvel som et anti-identitetspolitisk debatindlæg han skrev i 2019. Begge eksempler illustrerer, hvorledes Mchangama ikke kan siges at være den neutrale observatør, danske medier ofte fremstiller ham som. 

Mchangamas modstand mod Københavns Universitets retningslinjer

Rollen som nøgtern observatør bunder ofte i de grundige og dybdegående analyser Mchangama laver i sin egenskab af direktør hos Justitia. Dette var også tilfældet i debatten om Københavns Universitets nye retningslinjer mod diskrimination, som Mchangama var en fremtrædende kritiker af, og som eksploderede efter sagen om, at en kostumefest på Jurastudiet blev aflyst.31 Denne kritik udsprang i høj grad af en Justitia-rapport ved navn ”Krænkende adfærd og akademisk frihed: En juridisk vurdering af Københavns Universitets nye retningslinjer vedrørende krænkende adfærd” hvor Mchangama på baggrund af en længere analyse anbefaler, at KU ændrer deres nye retningslinjer, fordi de angiveligt skulle true ytringsfriheden og den akademiske frihed. 

Denne anbefaling sker blandt andet på baggrund af nogle juridiske analyser. Mchangamas primære anke går på, at der er nogle uklare formuleringer i KU’s retningslinjer, men han afslutter alligevel sin juridiske gennemgang, med at konkludere at retningslinjerne ikke vil karambolere med ytringsfriheden, så længe de bliver brugt på den måde, de helt eksplicit er tilegnet, nemlig til interpersonelle forhold: 

”I det omfang Retningslinjerne alene håndhæves snævert på det ’interpersonelle’ plan i forhold til at sikre det psykiske arbejdsmiljø og modvirke egentlige overgreb, mobning og chikane rettet mod konkrete ansatte eller studerende, vil Retningslinjerne formentligt ikke give anledning til problemer i forhold [til] ytringsfriheden.” (s. 14)32

Men på trods af at han ikke umiddelbart mener, at retningslinjerne truer den akademiske frihed hvis de bruges som de er formuleret, opfordrer Mchangama kraftigt til at retningslinjerne ændres. Argumentet for hvorfor udbygges især i rapportens næstsidste afsnit, der hedder ”Udenlandske erfaringer”.

Her bevæger Mchangama sig væk fra sit juridiske ekspertiseområde og forsøger, i den anekdotebankstil vi kender fra mediedækningen, at pege på nogle eksempler fra udlandet, der angiveligt viser bunden af den slippery slope, KU bevæger sig ud på med deres nye retningslinjer mod krænkende opførsel. I denne del af rapporten præsenterer Mchangama syv anekdoter som, må man formode, han har udvalgt, fordi de bedre end nogen andre af de mange anekdoter, Mchangama antyder, han havde at vælge imellem, ”demonstrerer, at regler rettet mod chikane og mobning risikerer, at medføre begrænsninger i den akademiske frihed, såfremt de ikke afgrænses klart i både udformning og praksis,” som han skriver (s. 14). 

Ingen af Mchangamas beskrivelser af de syv anekdoter giver dog et retvisende overblik i forhold til, hvad der rent faktisk skete i disse sager. De første fire er skåret over den velkendte læst, hvor anekdoten teknisk set er korrekt, men fortalt på en ufuldstændig måde, der udelader kendsgerninger, der kunne få sagen til at fremstå mere nuanceret. Til gengæld er Mchangamas tre sidste eksempler dybt misvisende og i et enkelt tilfælde decideret falsk. 

Jeg begynder med at beskrive de fire misvisende anekdoter. Det er desværre lidt kedeligt, fordi det er komplekse og besværlige sager, og det kræver detaljeret indsigt, at få øje på hvor urimeligt vinklet Mchangamas ultra-korte referater af dem er.

Først skriver Mchangama om en sag fra Sverige, der ifølge ham viser hvad man risikerer på KU hvis de nye retningslinjer fastholdes:

”I foråret 2018 indledte den Kungliga Tekniska Høgskolan i Stockholm en undersøgelse mod en studerende for ’krænkende og chikanerende adfærd’. Den studerende havde efter en diskussion med en medstuderende om udlændinges overrepræsentation i kriminalstatistikken indsamlet sig egen dokumentation, som blev spredt til øvrige studerende, der derefter klagede [til] studieadministrationen, der valgte at anmelde den studerende.” (s. 13)

Beskrivelsen af sagen er teknisk set korrekt — men i modsætning til den kilde han henviser til i fodnoten, undlader Mchangama at nævne, at klagen blev komplet afvist og den studerende ikke led nogle konsekvenser udover at blive indkaldt til en granskningssamtale hos instituttets ledelse, der også lyder særdeles enerverende, men næppe kan betragtes som den trussel mod den akademiske frihed Mchangama fremstiller den som. 

Det andet eksempel, Mchangama peger på for at demonstrere, hvorfor KU ikke skal have alt for skrappe regler mod seksuelle krænkelser, er, at ”I USA blev en kvindelig sociologiprofessor i 2012 suspenderet fra Apalachian State University for som led i sin undervisning bl.a. at have vist en dokumentarfilm om porno.” Her linker Mchangama til en historie om underviseren Jammie Price

Igen er det teknisk set korrekt, hvad Mchangama skriver. Men hans ”bl.a.” dækker over aspekter, der kunne have været meget relevant for læseren at vide, hvis de skal have en chance for, at bedømme om suspensionen virkelig skete pga. den slags upræcise retningslinjer imod seksuelle krænkelser, Mchangama mener denne sag skulle eksemplificere. 

Klagerne over Price gik nemlig på langt mere end seksuel krænkelse. Ifølge Mchangamas eget link havde Price ”created a hostile environment and strayed from the syllabus in her introductory sociology class. The allegations included making negative comments about the university and its student athletes and showing a documentary on pornography.” 

Det er muligt, sagen om Price ér problematisk. Men det virker unødvendigt for Mchangama at reducere hendes brøde til ”at have vist en dokumentarfilm om porno” når der åbenlyst lå langt mere til grund for hendes suspendering. Til gengæld lyder denne reducerede version langt mere beskæmmende, end den mere retvisende beskrivelse om, at Price blev suspenderet på baggrund af adskillige problemer ved hendes undervisning, hvoraf de fleste intet havde med seksuelle krænkelser at gøre.  

Det tredje og fjerde eksempel Mchangama henviser til er disse:

”I 2017 blev en juraprofessor på Howard University pålagt disciplinærsanktioner for sexchikane efter, at han havde udfærdiget et spørgsmål i en skriftlig prøve, der vedrørte en hypotetisk situation, med en såkaldt ”Brazilian Wax” (intimbarbering). I 2015 iværksatte Northwestern University en undersøgelse af en kvindelig professor for sexchikane efter, at professoren i et debatindlæg havde kritiseret de selvsamme regler mod sexchikane for at være for vidtgående og skabe ”seksuel paranoia”.”

Disse to eksempler er også relativt retvisende refereret — om end Mchangama ikke nævner, at både Howard og Northwestern er private universiteter, og derfor ikke er bundet af de love om ytringsfrihed der gælder for de danske statsdrevne universiteter. Mchangama forklarer ikke, hvorfor han omtaler sager på private universiteter i sin analyse af offentlige universiteters retningslinjer. 

I sagen om det hypotetiske, men meget detaljerede eksamensspørgsmål om intimbarbering i et jura-fag har Howard tilsyneladende ønsket at signalere til sine studerende, som jo qua Howards status som privatuniversitet også for dem er kunder, at den slags eksamensspørgsmål ikke hører hjemme i deres klasselokaler. En forretningsmæssig afvejning man sagtens kan problematisere, men som har mere at gøre med profit-motiver end ytringsfrihed. 

Sagen på Northwestern handler om forskeren Laura Kipnis, og det er korrekt at den bl.a. tog udgangspunkt i et debatindlæg hun havde skrevet. Den omtalte undersøgelse skete rigtignok ”efter, at professoren i et debatindlæg havde kritiseret de selvsamme regler mod sexchikane” som Mchangama skriver (min kursivering). Men undersøgelsen opstod dog ikke på universitets eget initiativ, men fandt sted efter en klage over Kipnis blev indgivet af en studerende — som det også står i Mchangamas egen reference. 

Klagen gik bl.a. på, at Kipnis i anonymiseret form omtaler den klagende studerende i sit debatindlæg, der handler om hvordan, den anonymiserede og andre studerendes klager over en professor ved navn Peter Ludlow for seksuel chikane ifølge Kipnis skulle være grundløse. Den klagende studerende mente bl.a. at Kipnis’ debatindlæg skulle være udtryk for ”retaliation” over at den studerende havde indgivet klagen om sexchikane (bedst oversat med hævn).33

Så selvom det teknisk set er korrekt at denne klage blev indgivet efter Kipnis fremsatte en kritik af retningslinjer mod seksuelle krænkelser, skete klagen dog ikke på grund af kritikken af disse regler. Den skete fordi den kvindelige studerende mente at Kipnis søgte at hævne sig på hende over en klage om sexchikane, og skabe et klima hvor det bliver mere risikabelt at indgive klager over seksuelle krænkelser. Klagen over Kipnis blev afvist af Northwestern, hvilket Mchangama dog ikke nævner. 

Sagen om Kipnis er enormt kompliceret (i så høj grad at hun selv har skrevet en hel bog der bl.a. handler om klagen), og Mchangamas korte referat giver på ingen måde et dækkende overblik over dens mange facetter. Tværtimod er Mchangamas referat ret misvisende i og med, at han dels fremstiller undersøgelsen som om, at den skulle være sket på universitetets egen foranledning. Men den skete som reaktion på en klage fra en studerende. Mchangama antyder også at undersøgelsen alene skete fordi Kipnis skulle have fremført kritik af Northwesterns retningslinjer mod sexchikane, selvom den studerendes klage slet ikke handlede om dét. Der er helt sikkert en vigtig samtale, at tage om sagen om Kipnis — men Mchangamas misvisende referat er et forfærdeligt udgangspunkt for den debat. 

De første fire eksempler, Mchangama har valgt til at underbygge sin modstand mod Københavns Universitets retningslinjer mod seksuelle krænkelser, er således teknisk set korrekte, men præsenteret på en ukomplet og til tider decideret misvisende måde. Nøjagtigt som med danske mediers anti-identitetspolitiske anekdotebank har Mchangama skåret alle de kendsgerninger væk, der kunne nuancere sagerne, og nøjedes med at fortælle om de enkeltelementer, der sætter identitetspolitik i et dårligt lys. Men hvis den slippery slope Mchangama advarer imod virkelig er så reel, bør det så ikke være muligt for ham at finde nogle eksempler, han ikke behøver at reducere til sine allermest overfladiske kendsgerninger for, at få til at passe ind i sin argumentation?

Fra misvisende til falsk

I de afsluttende tre eksempler, der skal bevise, hvor galt det kan gå med retningslinjer som dem på KU, bevæger Mchangama sig dog fra  misvisende fremstillinger af komplekse sager til, hvad, der bedst kan beskrives som decideret falsum. Her lægger Mchangama ud med at skrive at, ”I Storbritannien har 9 ud af 10 universiteter indført begrænsninger af ytringsfriheden ifølge en medie-rapport fra 2017.” Mchangama undlader dog at nævne, at mediet der står bag rapporten, er det stærkt højredrejede Spiked — et medie, der næppe bør betragtes som en neutral observatør på dette område. 

Hos Times Higher Education påpegede en kritiker af rapporten, Carl Thompson, f.eks. at Spikes forståelse af, hvad der udgør ”begrænsninger af ytringsfriheden,” mildest talt er meget vidtgående.

“About 85 per cent to 90 per cent of Spiked’s evidence each year amounts merely to human resources policies and codes of conduct, of a sort now standard in most large organisations and often required by law. Spiked offers no evidence that these policies have ever been applied in a fashion that repressed free speech, or that they have generated discontent among staff, students or the wider public.

As the magazine itself admits (when explaining its methodology), many highlighted policies “do not explicitly limit speech” but only “have the potential to be used to that end”, because of what Spiked regards as ambiguous phrasing.”34

Mchangama hverken nævner, at rapporten er skrevet af en højreorienteret interesseorganisation eller uddyber, hvad de ”begrænsninger af ytringsfriheden,” 90% af universiteterne i Storbritannien skulle have indført, egentlig indebærer.

Men hvis vi tager Thompsons beskrivelse for gode varer,35 virker det til, at der tilsyneladende er tale om nøjagtigt den type retningslinjer, Københavns Universitet har indført. Dvs. at Mchangama her ophæver sin egen påstand om at KU’s retningslinjer begrænser ytringsfriheden til et faktum, som et bærende element for hans argumentation om, at KU’s retningslinjer begrænser ytringsfriheden. For det eneste der øjensynligt gør at Spiked mener, at de fleste af disse britiske retningslinjer skulle true den akademiske frihed er, at de minder om KU’s retningslinjer. 

Et flot udført cirkel-argument, som læseren dog ikke har mulighed for at opdage som sådan, da Mchangama slet ikke går i dybden med, hvordan denne ”medierapport” definerer ”begrænsninger af ytringsfriheden”. Her må læseren bare tage Mchangamas ord for, at medierapporten ubestrideligt har bevist, at ”9 ud af 10 universiteter [i Storbritannien har] indført begrænsninger af ytringsfriheden.” Men det eneste, Spikeds rapport viste, er, at en del universiteter i Storbritannien har indført retningslinjer, der minder om Københavns Universitets. 

Mchangama fremdrager et enkelt eksempel på hvordan disse angivelige begrænsninger ser ud. Og dette eksempel forklarer måske, hvorfor han har valgt at inkludere det partsindlæg rapporten reelt udgør, som noget af sin tungeste empiri:

”Eksempelvis har Cardiff Metropolitan University forbudt 34 ord som ”fore-fathers”, ”right-hand man”, ”mankind” til fordel for kønsneutrale termer. Overtrædes forbuddet, kan det resultere i disciplinærsanktioner.”

Det lyder jo også forfærdende. Problemet er bare, at det overhovedet ikke passer, at Cardiff Met har ”forbudt 34 ord”. Som mange andre sager i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, er det svært at finde ud, af hvad der præcist er op og ned i denne sag, men der findes ingen henvisninger til forbud mod ord på Cardiff Mets hjemmeside. 

Mchangama henviser formodentligt til et dokument udgivet af ledelsen på Cardiff Met i 2013. Det tog mig ret lang tid at finde denne liste, der er del af et word-dokument, ved navn ”Code of Practice on using Inclusive Language”. I dette dokument er der godt nok 34 ord, der fremhæves som problematiske, men der er ingen tale om forbud. Der er blot en opfordring til at ”Try to use gender-neutral language,” og så en liste over 34 ord, man kan bruge i stedet for ord der betragtes som unødvendigt ekskluderende. 

Man kan sagtens mene, at en sådan liste er fjollet. Men der er meget langt fra sandheden (at et universitet i et internt dokument anbefaler et mere inklusivt sprogbrug), til Mchangamas påstand om at 34 ord er blevet decideret forbudt på Cardiff Met. 

Mchangamas påstand om forbud er identisk med en historie der cirkulerede heftigt i højrefløjsmedie-sfæren i 2017. Bl.a. Murdoch-ejede The Daily Mail skrev om sagen, at ”PC brigade declare the end of mankind: University bans lecturers from using series of phrases that could be deemed sexist”. Påstanden om “ban,” altså forbud, er også central i Mchangamas reference, The Independent, der dog har skrællet sin dækning fra en anden konservativ avis The Telegraph. 

 Ligesom Jacob Mchangama påstod den engelske tabloidavis Daily Mail, at adskillige ord var blevet forbudt på Cardiff Metropolitan University

Men i Mchangamas egen reference dementerer en repræsentant for universitetet, at der er tale om forbud:

“The Code of Practice on Using Inclusive Language sets out a broad approach to promoting fairness and equality through raising awareness about the effects of potentially discriminatory vocabulary.  In particular, it includes some suggestions to support gender equality,” som universitetsrepræsentanten udtaler (min kursivering).36

Om det er, fordi Mchangama ikke har læst sin egen reference ordentligt, at han refererer til disse forslag som ”forbud,” er uklart. Men det er svært at slippe mistanken om, at Mchangama kun har indoptaget denne og andre manipulerende og alarmistiske overskrifter, fordi disse upræcise påstande nu engang egner sig bedst til det argument, Mchangama gerne vil fremme — og så må sandheden tilsyneladende komme i anden række. 

For ”Cardiff Met har forbudt 34 ord” lyder langt mere foruroligende end sandheden om, at ”i 2013 lavede Cardiff Met en liste med 34 ord, man kan undgå, hvis man har lyst til at benytte sig af et mere inkluderende sprog”. Den slags manipulation med virkeligheden, er velkendt hos ideologer, der søger at påvirke folk til, at være enige med dem. Men som en person, der antageligvis skulle være en uafhængig analytiker i disse spørgsmål, bør Mchangama ikke sigte efter, hvad der lyder mest foruroligende, men hvad der er mest korrekt.

Det sidste eksempel, Mchangama præsenterer, er en rapport fra det britiske parlament, der konkluderer, ”at der trods et generelt sundt klima på britiske universiteter også er ’alvorlige barrierer for ytringsfriheden’, herunder i form af uklare og vidtgående bureaukratiske regler, der begrænser ytringsfriheden for studerende og ansatte.” 

Mchangama nævner ikke, hvad disse ”uklare og vidtgående bureaukratiske regler” er. Som læser af Justitias rapport, der jo netop kritiserer Københavns Universitets retningslinjer for at være uklare, kunne man tro, at det netop er den type retningslinjer den britiske regeringsrapport handler om.37 Læser man rapporten fra det britiske parlament, virker det dog ikke til alene at være den type retningslinjer, der sigtes efter med det citat, Mchangama fremhæver, men en langt bredere problematik. 

En af de helt store begrænsninger af britiske studerendes ytringsfrihed, der omtales i rapporten, er tiltaget Prevent, der stiller krav til undervisere og andre om at indberette det til staten, hvis de mistænker studerende eller andre for at være i risiko for at blive radikaliseret. Et tiltag, der er blevet heftigt kritiseret for især at gå ud over muslimer. Mchangama nævner dog slet ikke dette i sin rapport, og virker til at antyde, at disse ”uklare og vidtgående bureaukratiske regler” er retningslinjer mod krænkelser som dem KU indførte.

Eksperten Mchangama

Så når Mchangama konkluderer, at ”i det omfang Retningslinjerne alene håndhæves snævert på det ’interpersonelle’ plan i forhold til at sikre det psykiske arbejdsmiljø og modvirke egentlige overgreb, mobning og chikane rettet mod konkrete ansatte eller studerende, vil Retningslinjerne formentligt ikke give anledning til problemer i forhold [til] ytringsfriheden,” har han en rigtig god pointe. 

Men han stopper desværre ikke der: ”såfremt Retningslinjerne derimod også forudsættes anvendt i forhold til eksempelvis undervisningen, diskussioner og debatter på KU, vil der være tale om indgreb i ytringsfriheden,” (p. 14) afslutter han sin advarsel mod retningslinjerne. 

Der er dog intet i retningslinjerne, der taler for, at de skulle sigte mod at blive anvendt på den måde.38 Men på baggrund af de udenlandske erfaringer han har fremhævet, mener Mchangama, at det er sandsynligt, det kunne ske alligevel: ”Væsentligheden af at afgrænse og præcisere Retningslinjerne – uanset det vigtige og legitime hensyn i forhold til at beskytte studerende og ansatte mod chikane, mobning m.v. – kan demonstreres af en række sager fra udenlandske universiteter,” som han skriver (s. 12). 

Men som jeg har påvist ovenfor, rangerer Mchangamas fortællinger om disse sager fra upræcis og misvisende til decideret falsk. Hans overordnede advarsel mod KU’s retningslinjer hviler således på særdeles vaklende dokumentation. Men til trods for at hans advarsel var baseret på så ufuldstændig empiri, brugte danske medier igen og igen Mchangama som ekspertkilde i debatten om retningslinjerne. 

Mchangama var i høj grad selv med til at påtage sig denne ekspertrolle. Ovennævnte rapport var bl.a. grundlaget for en kronik han fik trykt i Politiken et par dage efter rapporten blev udgivet. Her advarer han i sin egenskab af direktør for Justitia imod, at KU’s retningslinjer, som han mener er udtryk for en ”krænkelseskultur,” udgør en trussel mod den akademiske frihed. 

denne kronik spiller anekdote-banken også en central rolle i Mchangamas argumentation, og de syv misvisende anekdoter fra Justitia-rapporten gentages ordret og har en central plads i kronikkens argumentation, inklusiv den falske påstand om de 34 forbudte ord på Cardiff Met.  

Mchangama var længe en af de mest brugte kilder i danske mediers dækning af identitetspolitik. Og særligt i dækningen af disse nye retningslinjer på Københavns Universitet blev han tit inviteret ind som ekspert — endda adskillige gange med udgangspunkt i den fejlfyldte Justitia-rapport. En søgning på Infomedia viser, at Mchangama blev omtalt, enten som interviewperson eller forfatter bag den omtalte rapport, i næsten hver fjerde artikel om de nye retningslinjer på KU i landsdækkende medier.39

Bl.a. konstaterede Weekendavisens Katja Kvaale d. 7. december 2018, på baggrund af Mchangamas rapport, at Københavns Universitet var på gale veje med sine retningslinjer. Ifølge Kvaale var rapporten mere overbevisende end retningslinjerne blandt andet, fordi ”analysen [i rapporten] forekommer grundigere end KU’s eget forarbejde til udarbejdelsen af [retningslinjerne]”. Om Kvaale har undersøgt sandhedsværdien i de anekdoter, der ifølge Mchangama ”demonstrerer,” hvor risikable disse retningslinjer er, melder hun ikke noget om, men hvis hun har, virker hun til at operere med en ret speciel forståelse af, hvad ”grundigt” analysearbejde indebærer. 

At Weekendavisen, som jeg har påvist i en tidligere del af denne analyse, hælder kraftigt til den anti-identitetspolitiske fløj i deres dækning, og at avisen bifalder Mchangamas anti-identitetspolitiske arbejde, er næppe overraskende. Men Mchangamas analyse af KU’s retningslinjer som udtryk for en trussel mod den akademiske frihed, blev også præsenteret som saglig og virkelighedsnær i andre medier. 

Et eksempel er en artikel i Politiken om Justitias rapport: ”Tænketank: KU’s retningslinjer om krænkende adfærd truer studerendes og underviseres ytringsfrihed”. Her udtaler Mchangama sig om hvordan sagen om introforløbet på Jura, der af mange blev set som en konsekvens af de nye retningslinjer, viser hvordan retningslinjer som disse kan skade den akademiske frihed. Uden modspørgsmål fra journalisten siger Mchangama, ”at sagen i sig selv ikke handler om akademisk frihed, men er et eksempel på, hvordan krænkelseskulturen risikerer at skride i retning af noget, som kendes fra for eksempel USA og Sverige.” Journalisten spørger ikke ind til, hvad det er for en retning, som kendes fra USA og Sverige, men man må formode, at det er den retning, Mchangama beskriver i rapporten — en påstået retning, Mchangama jo udelukkende baserer på sit upræcise og misvisende anekdotebrug. I adskillige andre artikler fik Mchangama også lov til uimodsagt, at fremføre sin analyse som var den baseret på hændelser fra den virkelige verden, og jeg har ikke kunnet finde nogle eksempler på, at en journalist har gået Mchangamas påstande om de udenlandske erfaringer med sådanne retningslinjer efter i sømmene. 

Et mønster af vildledning

Mchangamas misvisende brug af den anti-identitetspolitiske anekdotebank var altså helt central i både hans analyse og efterfølgende deltagelse i debatten om Københavns Universitets retningslinjer mod krænkelser. På trods af dette blev han af danske medier ofte brugt som en neutral ekspert med styr på kendsgerningerne om hvordan sådanne retningslinjer skulle true den akademiske frihed i andre lande. Men noget tyder på, at en stærkt misvisende brug af anekdoter er en fast bestanddel i Mchangamas indlæg om identitetspolitik. 

Et løst forhold til kendsgerninger viste sig i hvert fald også i et debatindlæg Mchangama skrev til Berlingske i 2019 hvor han, fornuftigt nok, skriver at man ikke bør ”overdrive identitetspolitikkens betydning”. Herefter bruger Mchangama så resten af teksten på at overdrive identitetspolitikkens betydning. 

I indlægget benytter Mchangama sig igen af det meget populære greb i den anti-identitetspolitiske genre: han erkender, at det faktisk ikke står så slemt til i Danmark, men at hvis man kigger mod USA og Storbritannien, kan man se, hvor galt det kan gå, hvis man ikke får sat en stopper for den identitetspolitiske tidevandsbølge. 

For at påvise udviklingen i USA, dykker Mchangama ned i den amerikanske anti-identitetspolitiske anekdotebank, som han også benyttede sig af i sine advarsler mod KU’s retningslinjer.  Metoden er den velkendte cherry picking: et par upræcist refererede anekdoter påstås at udgøre en stor, sammenhængende identitetspolitisk bevægelse, der også risikerer at slå sine kløer i Danmark: 

”Det er korrekt, at Danmark ikke er gennemsyret af krænkelseskultur,” skriver Mchangama: ”Der er meget langt fra Københavns Universitet til Yale, hvor to professorer måtte forlade deres stillinger, fordi de forsvarede studerendes ret til at klæde sig ud til en halloweenfest, eller UC Berkeley, hvor man har udarbejdet en række ord og sætninger – herunder »Amerika er en smeltedigel« – som ansatte på universitetet bør undgå, da de kan opfattes som »mikroaggressioner«.” 

Det er de to eksempler, Mchangama har udvalgt til at illustrere den foruroligende ”krænkelseskultur” og ”identitetspolitik”40, man skal gardere sig imod i Danmark.41 Man må derfor formode, at valget er faldet på netop disse anekdoter, fordi de klarest illustrerer det, Mchangama advarer imod. Men fremstillingen af begge anekdoter er dybt manipulerende på grænsen til det falske. Og hold nu fast, kære læser, for nu bliver det for alvor kompliceret. Som det ofte er tilfældet i den anti-identitetspolitiske argumentation, reducerer Mchangama nemlig dybt komplekse sager til en enkelt catchphrase-agtig sætning, der skærer al kontekst fra sagen, så kun det, der tjener Mchangamas anti-identitetspolitiske ærinde, står tilbage.

De to Yale-professorer Mchangama refererer til, er Christakis-parret, Nicholas og Erika, to højt estimerede forskere i hhv. sociologi og småbørnspædagogik, som i 2015 var ansat som undervisere på Yale. Men, må man forstå på Mchangama, det er de ikke længere. Fordi de ”forsvarede studerendes ret til at klæde sig ud til en halloweenfest” har de ”to professorer måtte forlade deres stillinger”. 

Mchangamas brug af anekdoten illustrerer netop tendensen, hvor en kompleks sag reduceres til en enkelt sætning. Noget der er særligt ærgerligt, fordi en reel præsentation af sagen sagtens kunne åbne op for en interessant og vedkommende diskussion. Men i stedet vælger Mchangama at præsentere sagen på den absolut mest overfladiske måde, nærmest decideret manipulerende. For selvom det han skriver teknisk set er korrekt, fremstår fremstillingen af den angivelige konsekvens (”at de måtte forlade deres stillinger”) ret så misvisende, når man kender til sagens rette sammenhæng. 

Den stilling Christakis-parret forlod, som konsekvens af sagen, var nemlig som såkaldte ”masters” på et af Yales mange kollegier, Silliman. ”Master,” en rolle der går på skift mellem Yales ansatte, er en slags studenter-vejledere, der bor på de enkelte kollegier. Det var denne stilling Christakis-parret fratrådte, ikke deres rolle som ”professorer”, noget Mchangama aldrig gør klart i debatindlægget.

Kontroversen, der førte til, at de trak sig som Masters, startede, fordi Erika, midt i en debat om racistiske kostumer, sendte en e-mail til de studerende på kollegiet. I e-mailen, skrev hun, at ingen skulle begrænse sig selv i kostumevalg af frygt for at krænke. Argumentet førte til en masse kritik af det hvide forskerpar. De studerende mente f.eks., at de to masters ophævede spørgsmålet til en rent abstrakt, principiel diskussion og f.eks. virkede uinteresserede i, at nogle minoritetsstuderende finder det ubehageligt, hvis medstuderende klæder sig ud som minoriteter. 

Man kan sagtens være enig med Christakis-parret, men Mchangamas beskrivelse af kontroversen som bestående i, at de ”forsvarede studerendes ret til at klæde sig ud til en halloweenfest” udelader en masse vigtig kontekst, og besværliggør enhver debat om sagen, fordi inden man kan forholde sig til Mchangamas referat, skal man undersøge, hvad han har valgt at udelade. Mchangama nævner heller ikke at det ikke ”bare” var udklædning til en Halloween-fest det drejede sig om, som Mchangama ellers skriver, men specifikt var et forsvar for kostumer der kunne krænke andre. 

Efter e-mailen om racistiske kostumer blev parret centrum for en større debat, ikke bare på Yale men i hele USA og store dele af verden.42 Som man kan læse i studenteravisen Yale Daily News, handlede meget af debatten internt på Yale om, hvorvidt Christakis-parret forvaltede deres rolle som Masters på en ordentlig måde. Parret fik blandt andet kritik af studerende, der boede på Silliman-kollegiet for, at de havde gjort deres hjem til en politisk kampplads, og ikke virkede interesseret i at engagere de studerende på den måde, master-rollen lægger op til. En Yale-dekan og tidligere Master, Jonathan Holloway, udtalte blandt andet:

”’Christakis has a real vision of a residential college as a place for intense intellectual engagement and that’s great,’ Holloway said. ‘But there needs to be trust first.’ Holloway said Christakis, like any new master, needs to build a rapport with students before raising potentially sensitive new discussions. In order to implement the ‘lovely philosophy’ of setting the college’s intellectual and moral tone, masters have to build trust in the community through day-to-day activities and interactions”.  

Ca. seks måneder efter kontroversen trådte Christakis-parret tilbage som Masters. Og her var det ikke deres holdninger, der blev lagt til grund, som Mchangama antyder, men at ”the two could no longer serve as effective leaders of a college community designed to create a home for undergraduates”.  

Christakis-parret blev efter alt at dømme ikke længere betragtet, som nogle der kunne varetage Master-posten, der også drejer sig om at skabe et trygt hjem for de studerende, der bor på Silliman. Det kan man naturligvis sagtens diskutere retfærdigheden i, men det er ret langt fra den version af sagen Mchangama fortæller, hvor han end ikke forsøger, at tydeliggøre, at det ikke var deres professor-stillinger, de forlod. 

Erika var ovenikøbet ekstern lektor, og altså ikke ”professor” som Mchangama skriver. Hun fratrådte godt nok denne stilling efter kontroversen, men ifølge hendes chef på Yale var det hendes eget valg og ikke direkte forbundet med kostume-sagen.  

Nicholas Christakis har heller ikke forladt sit professorat som følge af kostume-kontroversen. Han er ikke alene stadig professor på Yale – han er faktisk blevet forfremmet til såkaldt Sterling Professor, en af de mest prestigiøse poster man kan opnå på Yale. 

 Et udklip af Nicholas Christakis’ nuværende profil-side på Yale, der ifølge Jacob Mchangama er en af de “to professorer [der] måtte forlade deres stillinger, fordi de forsvarede studerendes ret til at klæde sig ud til en halloweenfest”

Sagen om Christakis-parret er kompliceret, og der er givetvis strategier og argumenter, som man kan kritisere de såkaldt ”identitetspolitiske” studerende for. Men Mchangamas korte referat får det til at lyde som om, at parret blev jaget ud af Yale, alene fordi de skrev en uskyldig e-mail om kostumer. Dette er en helt urimelig fremstilling; begges karrierer har det strålende, og Nicholas Christakis er efter sagen ovenikøbet blevet forfremmet. Efter kontroversen om kostumerne, er han desuden også blevet noget af en stjerne i den anti-identitetspolitiske meningsindustri. 

Mchangamas anden anekdote, og manipulationen hvormed han præsenterer den, er mere ligetil: 

”UC Berkeley, hvor man har udarbejdet en række ord og sætninger – herunder »Amerika er en smeltedigel« -som ansatte på universitetet bør undgå, da de kan opfattes som »mikroaggressioner«.” 

For hvad er denne ”række ord og sætninger – herunder »Amerika er en smeltedigel« -som ansatte på universitetet bør undgå”? Det lyder umiddelbart som retningslinjer, der er blevet sendt rundt til alle på universitetet. 

Er det, hvad der er sket på UC Berkeley? Nej, ikke umiddelbart. Mchangama henviser i online-udgaven af sit debatindlæg til en artikel, han skrev om emnet hos Zetland. I den skriver han, at ”På University of California sendte ledelsen en liste med eksempler på mikroaggressioner ud til brug for en række seminarer, der skulle sikre skabelsen af et inklusivt klima og forhindre racistiske og sexistiske kommentarer”. Han linker også til listen, der blev udarbejdet i 2014

Om end Mchangamas beskrivelse hos Zetland er langt mere retvisende, end hvad han påstår i Berlingske, virker selv denne version til at være en overdrivelse i stil med den Mchangama et år tidligere havde fremført om de 34 ”forbudte” ord på Cardiff Met. Efter alt at dømme er pjecen Mchangama linker til, ”Recognizing microaggressions and the message they send”, et der blev omdelt ved nogle anti-diskriminations workshops i 2015.

Selvom det teknisk set er korrekt, hvad Mchangama skriver fire år senere, nemlig at denne liste over ord der kan opfattes som mikroaggressioner findes, vil jeg tro, at mange læsere, opfatter Mchangamas formulering som at det nu er de facto forbudt at sige disse ting på UC Berkeley. Men det er ingenlunde tilfældet. Det er blot en liste, der blev sendt rundt i 2015, med nogle forslag til ord som man kunne undgå, hvis man ønskede at bidrage til et mere inkluderende sprogbrug.43

Så mens Mchangamas to anekdoter teknisk set er korrekte, fremstår han mere interesseret i at fremstille dem som farlig identitetspolitik og krænkelseskultur fremfor at give læseren et præcist indblik i, hvad de her sager egentlig handler om. Her må man spørge sig selv: hvis tingene virkelig står så slemt til i USA, bør det så ikke være ligetil at finde nogle eksempler man kan referere langt mere sandfærdigt og præcist? 

Det virker således ret paradoksalt, når Mchangama i samme debatindlæg kritiserer Vincent Hendricks og Silas L. Markers bog Dem og Os: Identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter der netop undersøger den skævvredne debat om identitetspolitik som Mchangama i så høj grad bidrager til. Her hævder Mchangama nemlig at bogen ”nøje udvalgte – og fravalgte – de relevante eksempler for at kunne nå frem til en bestemt konklusion.” En fremgangsmåde jeg ikke mener er retvisende for Hendricks og Markers bog44 — men til gengæld lyder som en ret fin beskrivelse af Mchangamas egen metode både i dette debatindlæg og hans argumentation om Københavns Universitets retningslinjer.

Ideolog eller analytiker?

Er Jacob Mchangama en analytiker der stræber efter at være så objektiv som muligt i sine analyser af ”krænkelseskultur”, ”identitetspolitik” osv.? Eller er han en ideolog, der tilpasser sine argumenters bestanddele efter, hvordan han bedst når frem til de konklusioner, han af ideologiske grunde gerne vil nå frem til? Noget tyder på, at det sidstnævnte er tilfældet. 

Bør man så undlade at tage Mchangamas advarsler mod identitetspolitik alvorligt? Nej. Problemet er ikke, at Mchangama har en politisk holdning til identitetspolitik. Men han vedgår aldrig, at han taler fra en anti-identitetspolitisk position på trods af, at det virker til, at han øjensynligt ikke tilrettelægger sin argumentation efter kendsgerningerne, men efter hvad der mest effektivt sætter identitetspolitik i et negativt lys. 

At debattører præsenterer deres partiske argumenter som objektive observationer er enormt udbredt, og findes på alle fløje. Så i den forstand er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved Mchangamas fremgangsmåde. Men ikke alle debattører bliver som Mchangama ophævet af danske medier til en slags neutral observatør af debatter, hvor de selv tilhører den ene fløj. Så mens Mchangamas vildledende påstande om identitetspolitik ikke er voldsomt problematiske i sig selv, er det særdeles problematisk, at når danske medier, bruger ham som en slags ekspert i disse spørgsmål, ikke giver læserne indblik i at Mchangama er en part i debatten. 

I mediernes brug af Mchangama, bliver der sjældent sat spørgsmålstegn ved om hans analysers empiriske grundlag holder til et nærmere eftersyn. Der eksisterer øjensynligt blot en formodning blandt danske journalister om, at Mchangamas analyse er fagligt velunderbygget og baseret på objektive fakta. En tildelt rolle der blev understreget af at Mchangama samme år som han skrev det misvisende debatindlæg i Berlingske vandt Politikens Hørup-Debatpris, der ”har til formål at fremme og udvikle den stærke demokratiske debatkultur i Danmark”.

Men det er svært, at se Mchangamas bidrag til debatten om identitetspolitik og f.eks. hans modstand mod Københavns Universitets retningslinjer mod krænkelser som udtryk for en stærk demokratisk debatkultur. For her er Mchangamas argumentation baseret på et usagligt forhold til kendsgerninger, hvor målet øjensynligt ikke er, at præsentere kendsgerningerne så klart og præcist som muligt så offentligheden kan overveje hvor de står i disse sager ud fra et oplyst grundlag. 

Derimod virker Mchangamas bidrag mere optaget af, at fremstille virkeligheden så den flugter bedre med hans anti-identitetspolitiske argument — også selvom det indebærer dybt misvisende fortællinger om relevante sager. Det er derfor vigtigt, at danske medier bliver bedre til at forstå de forskellige positioner i denne debat og præsenterer ideologiske debattører som Mchangama som part i debatten fremfor en nøgtern, objektiv observatør.

Konklusion

I denne tekst har jeg analyseret, hvordan danske medier dækker identitetspolitik og tilliggende emner. Min påstand er, at overordnet set skaber dækningen et uholdbart grundlag for en debat om de vigtige spørgsmål, identitetspolitikken rejser. Denne påstand baserer jeg på tre problematiske elementer ved dækningen: 

For det første det, jeg kalder den anti-identitetspolitiske anekdotebank, hvor en række komplekse sager får alle nuancer skåret fra, så kun de allermest overfladiske kendsgerninger står tilbage. Det, der havner i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, er nærmest altid netop de kendsgerninger, der sætter identitetspolitikken i et dårligt lys. Ofte er det, der bliver tilbage, endda knap nok kendsgerninger men nærmere misvisende sammenfatninger. Efterfølgende bliver disse upræcise sammenfatninger så gentaget igen og igen, når nye identitetspolitiske sager dukker op, og skal sættes i en kontekst af journalisterne. 

Det andet element jeg har analyseret, er selve den journalistiske dækning af identitetspolitikken. Denne er ofte upræcis og fejlfyldt, men alligevel har danske medier det med at gentage hinandens misvisende dækning, som var den retvisende — hvilket skaber anekdotebankens faktuelt vaklende grundlag. Her virker danske mediers dækning ofte, som om de søger at opfylde en anti-identitetspolitisk vinkling fremfor åbent og så objektivt som muligt at undersøge og fremlægge sagsforløb, der er komplekse. I denne del af analysen har jeg kigget nærmere på Weekendavisens misvisende dækning af to omfattende  og velkendte identitetspolitiske sager, og hvorledes denne dækning ukritisk blev videreformidlet af andre medier. Her endte Weekendavisens misvisende fremstillinger af hvorfor nogle medlemmer udtrådte fra Det Danske Akademi, og deres misvisende dækning af oprindelsen af busten der blev smidt i Københavns Havn, som centrale ”kendsgerninger” i både dækningen og debatten. 

Som det tredje element i dækningen har jeg peget på, hvordan den fremtrædende jurist Jacob Mchangama, der ellers betragtes som arketypen på en saglig debattør, har et særdeles lemfældigt forhold til kendsgerninger, når det kommer til identitetspolitik. På trods af dette har danske medier ofte brugt Mchangama som en slags neutral ekspert, der fordomsfrit kan vurdere og kommentere på identitetspolitikkens udvikling i Danmark og udenlands. Mchangama har i høj grad været med til at sætte mediernes dagsorden i disse spørgsmål, f.eks. i debatten om Københavns Universitets retningslinjer mod krænkelser. Men Mchangama virker mindre optaget af, at præsentere den danske offentlighed for en nøgtern gennemgang af kendsgerningerne omkring disse spørgsmål, og mere optaget af, at fremføre anti-identitetspolitiske argumenter, baseret på vildledende anekdotefortælling såsom, at et universitet i Storbritannien har ”forbudt” 34 ord på grund af retningslinjer som dem på KU.

Sammen skaber disse tre elementer en dækning af identitetspolitik, der på et ufuldstændigt og misvisende grundlag har opbygget en fortælling om identitetspolitik som langt mere problematisk end de reelle kendsgerninger kan bære. 

Mediernes anti-identitetspolitik og angrebet på forskningsfriheden

En konkret og dybt bekymrende manifestation af kampen mod identitetspolitik er angrebet på forskningsfriheden fra højrefløjspolitikere såsom Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, der bl.a. påstår at megen forskning er blevet for ”identitetspolitisk”. Et angreb, som regeringspartiet Socialdemokraterne ikke virker til at ville eller kunne modstå fuldstændig. Uden identitetspolitikkens i forvejen ekstremt dårlige ry er det svært at forestille sig, at et så usagligt og virkelighedsfjernt angreb på forskningsfriheden kunne finde sted med Socialdemokratiets implicitte støtte. 

Det er formodentligt danske mediers skæve dækning af identitetspolitik, der gør, at Dahl, Messerschmidt og deres allierede i danske medier såsom Weekendavisen og Berlingske kan blive taget alvorligt på trods af, at deres angreb er baseret på meget usaglig forskningskritik

Og i debatten om såkaldt politiserende forskning har netop de dynamikker, jeg beskriver i denne artikel, også spillet en central rolle. Det er ikke tilfældigt, at socialdemokraterne Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborgs støtteerklæring til Henrik Dahls angreb på forskningsfriheden, bestod af adskillige udtræk fra den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Sager der betænkeligt nok ikke havde noget med forskning at gøre, bl.a. sagen om tiltale af non-binære personer på Københavns Universitet, referencer til den angivelige dominans identitetspolitikere udøver på Kunstakademiet og en falsk påstand om, at der er personer, der mener at Halfdan Rasmussen ”må censureres”. Men Brandenborg og Stoklund har ikke haft behov for selv at finde på disse anekdoter. De bygger blot deres modstand mod forskning de ikke bryder sig om på den misvisende fortælling danske medier har skabt om identitetspolitik. 

Et sigende eksempel, på hvordan mediernes forståelse for disse spørgsmål fremmer anti-identitetspolitikken, er en kommentar om denne forskningsdebat af Information-journalisten Louise Schou Drivsholm med udgangspunkt i et kulturudspil fra Dansk Folkeparti hvor partiet bl.a. angreb forskning de mente var for identitetspolitisk. På trods af at Schou Drivsholm anlægger en kritisk vinkel på det politiske angreb på forskningsfriheden, benytter hun sig selv af den anti-identitetspolitiske anekdotebank på en måde, der fastholder den misvisende fortælling om identitetspolitikken politikere som Messerschmidt og Dahl abonnerer på. 

Schou Drivsholm skriver:

”Det kan måske i sig selv være fornuftigt nok at få belyst, hvorvidt og hvordan de videregående uddannelsesinstitutioner værner om et »apolitisk akademisk miljø«, som DF betegner det. For man skal ikke være blind for, at nogle uddannelser herhjemme potentielt kan have taget en for identitetspolitisk drejning. Det er der flere meget medieomtalte eksempler på: De forbudte sombrerohatte på Københavns Universitet (KU). Protesterne mod »Den danske sang er en ung blond pige« på Copenhagen Business School. En biologilektor, som modtog klager for at dele statistik op i mænd og kvinder.”

Her fremhæver Schou Drivsholm to anekdoter jeg har gennemgået i første del af analysen: først, den meget populære, men dybt misvisende, forestilling om ”forbud” mod sombrerohatte på KU og så sagen, hvor et enkelt institut på CBS besluttede sig for ikke længere at synge ”Den danske sang,” fordi en kollega ikke brød sig om det. Her bliver sagen endda fremstillet med det misvisende ord ”protester” i flertal på trods af, at selv de mest anti-identitetspolitiske stemmer i debatten erkender, at der kun var tale om én ansat. 

Schou Drivsholm nævner også en tredje anti-identitetspolitisk anekdoteklassiker, nemlig sagen om, at en studerende på biologi påpegede overfor en lektor, at ikke alle identificerer sig som mand eller kvinde. Denne sag førte til en meget voldsom dækning i danske medier, meget fint illustreret af en overskrift i Jyllands-Posten: ”Må man nu heller ikke omtale mennesker med ’han’ og ’hun’?”  

Men der var ingen klage: Der var blot tale om, at en studerende til en intern evaluering, i øvrigt helt korrekt, fremhævede at når man som den omtalte underviser beder studerende på et hold inddele sig i mænd og kvinder, risikerer man at udelukke personer, der ikke identificerer sig med en af de to kønskategorier.45 Også her taler Schou Drivsholm helt uforklarligt i flertal og gør det, der ikke engang var én klage til ”klager”.

Så på trods af, at Schou Drivsholm tager afstand fra Messerschmidt og Dahls angreb på forskningsfriheden, fremstiller hun deres diagnose af ”identitetspolitikken” på universiteterne som korrekt — men det er den ikke. Den er forkert. Og Schou Drivsholms eneste ”beviser” for denne diagnose er da også danske mediers egne misvisende fortællinger fra den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Den fejlfyldte analyse af forskningen, der er blevet lagt til grund for angrebet på forskningsfriheden, er således tæt forbundet med den fejlfyldte fortælling om identitetspolitik, danske medier har fremmet de seneste par år. 

Et bæger fyldt til randen med anekdoter

Og i det hele taget kan danske mediers anti-identitetspolitiske tilgang kan formodentlig forklare noget af den udbredte modstand mod identitetspolitik, der præger den danske offentlighed og ofte manifesterer sig i den politiske debat, hvor politikere på tværs af det politiske spektrum tager afstand fra identitetspolitik. I første del af denne analyse har jeg blandt andet peget på folketingsmedlem for De Konservative, Katarina Ammitzbøll, og hendes modstand mod ændringen af en introuge-tradition på Københavns Universitets statskundskabsstudie, der som hun beskrev det fik hendes anti-identitetspolitiske bæger til at flyde over. 

Og Ammitzbølls bægermetafor er en god måde at afrunde denne analyse på. For bægeret, som Ammitzbøll og formodentlig mange andre ser som fyldt til kanten med problematisk identitetspolitik, er i høj grad et fatamorgana skabt af danske mediers skæve dækning — selv de konkrete sager, Ammitzbøll og Berlingske refererer som de vigtigste dråber i hendes bæger, bliver formidlet særdeles upræcist og misvisende. 

Men ligesom et rigtigt fatamorgana er det fyldte bæger nok i høj grad opstået ud fra en form for ønsketænkning: I takt med, at racisme og xenofobi er blevet mere central i dansk politik, er der opstået et politisk og kulturelt behov for at marginalisere og udgrænse de bevægelser, der sætter lup på denne højredrejning. Her tilbyder identitetspolitik et stærkt og tidssvarende analyseapparat, der blandt andet udstiller, hvor normaliseret racisme er blevet i dansk politik. Så det giver god mening, at mange danske politikere søger at udgrænse dette analyseapparat. Desværre har medierne svigtet sit demokratiske ansvar i denne debat, og har med deres upræcise dækning været en aktiv medspiller i udgrænsningen af identitetspolitik. 

Information-journalisten Louise Schou Drivsholms analyse af forskningsdebatten viser hvorledes mediernes tilgang til disse spørgsmål er selvopfyldende. Danske medier har øjensynligt malet sig selv op i et hjørne, hvor det nærmest er blevet umuligt for dem at dække disse emner på en retvisende måde. Dette ville nemlig indebære et opgør med deres egen årelange og utroligt skæve dækning af disse emner. Men i stedet for at tage dette opgør gentages den skæve dækning så meget, at dens sandhedsværdi ikke længere betragtes som noget, man behøver undersøge. 

Her er det værd at nævne, at der naturligvis er undtagelser til dette billede. Danske medier, fra Weekendavisen til Information, producerer masser af god og grundig dækning af identitetspolitik. Men overordnet set er den danske presses dækning af emnet præget af, at man har lagt sig fast på en anti-identitetspolitisk vinkel. Så den journalistik, man producerer, fremstår i højere grad som om den søger at bekræfte denne negative vinkel end at fremlægge kendsgerningerne i de ofte meget komplicerede og flertydige sager. Som Schou Drivsholms kommentar viser, sætter man end ikke spørgsmålstegn ved, hvor retvisende anekdote-banken er — man gentager bare, hvad andre har skrevet, og så er det ligesom dét.

Der er for mig at se især to årsager til, at danske medier er havnet her: dels er der det faktum, at nogle medier simpelthen lader deres ideologiske behov for at udgrænse identitetspolitik veje tungere end det journalistiske behov for at tage udgangspunkt i kendsgerningerne. I denne artikel har jeg påpeget, hvordan Weekendavisen og deres journalist Poul Pilgaard Johnsen tilsyneladende lader en oprigtig ideologisk modstand mod identitetspolitik præge deres dækning i så høj grad, at kendsgerninger indimellem fordrejes eller udelades, hvis de risikerer at sætte identitetspolitikken i et mindre negativt lys. 

Den anden store årsag til, at dækningen ikke bare er skæv, men bliver tiltagende mere misvisende, er et strukturelt problem hos journalistikken, hvor man har tendens til at blive for afhængig af forudgående dækning af et emne, og derfor risikerer at videreføre upræcise udlægninger. For paradoksalt nok baserer de fleste journalister deres dækning af identitetspolitik på god journalistisk praksis: At man skal forklare læserne om hvad der sker i verden ved at sætte nye hændelser ind i en kontekst, der giver læserne mulighed for bedre at forstå denne hændelse. 

Her er problemet dog, at den kontekst, danske medier tilbyder sine læsere, alt for ofte ikke er en retvisende fremstilling af virkeligheden men nærmere den fortælling om identitetspolitik, danske medier allerede har etableret, især gennem tilbagevendende brug af den misvisende og anti-identitetspolitiske anekdotebank.

Så den upræcise dækning af identitetspolitik skal delvist forstås som et resultat af nogle strukturelle begrænsninger, der findes i journalistikken — eller rettere sagt hvorledes visse strukturer har fastholdt en specifik kontekst-formidling selvom denne kontekst er særdeles misvisende. Dette er en risiko, der følger med en af journalistikkens overordnede opgaver; nemlig at gøre komplekse sager forståelige for et så bredt publikum som muligt, som i dækningen af identitetspolitik gøres ved at nye angiveligt identitetspolitiske hændelser sammenstilles med tidligere identitetspolitiske hændelser. 

Desværre overser man ofte på de danske redaktioner, at denne tidligere dækning af identitetspolitik har været upræcis og unødvendigt negativ overfor identitetspolitik. Således bliver fortællinger der udelod eller ligefrem misrepræsenterede centrale kendsgerninger, nu gentaget som objektiv sandhed, når de fremhæves som konteksten for nye hændelser. Det er netop denne mekanisme, der manifesterer sig i det, jeg har kaldt den anti-identitetspolitiske anekdotebank, der er endt med at blive så normaliseret at også politikere og debattører anvender den i deres kamp mod såkaldt identitetspolitik. 

Men der er mange måder man kan agere indenfor disse journalistiske strukturer. Dækningen af identitetspolitik er også udtryk for de mange konkrete til- og fravalg, der hver dag bliver truffet på redaktionerne. Så det er muligt for danske medier at gå andre veje. Første skridt ville være at kassere den anti-identitetspolitiske anekdotebank, og starte forfra med at få redegjort for, hvad der er op og ned i de enkelte identitetspolitiske sager, så de misvisende anekdoter forsvinder fra dækningen, og danske medieforbrugere i stedet kan forholde sig til, hvordan identitetspolitik rent faktisk manifesterer sig i dagens Danmark. Danske journalister bør også tage bestik af hvorvidt de fortællinger om identitetspolitik der kommer fra medier som Weekendavisen og debattører som Jacob Mchangama, flugter med virkeligheden eller ej. 

Det er vigtigt for den offentlige debat, at danske medier tager dette opgør med sin egen skæve dækning. Identitetspolitikken er nemlig kommet for at blive, blandt andet fordi den er så effektiv til at belyse fænomener såsom racisme og sexisme, som man i Danmark historisk ikke har været så optaget af. Hvis den danske offentlighed skal få adgang til en retfærdig og kritisk dækning af identitetspolitik, er det afgørende, at danske medier får frigjort sig fra den anti-identitetspolitiske anekdotebank, dækker nye identitetspolitiske sager med respekt for kendsgerningerne, og i det hele taget begynder at dække disse sager med den præcision og grundighed, emnet fortjener.

  1. Jeg søgte via Infomedia på artikler i landsdækkende dagblade hvor ordet ”identitetspolitik” indgik mellem hhv. 1. januar 2015 – 1. januar 2016 og 1. januar 2020 – 1. januar 2021. I 2015 indgik begrebet i 37 artikler og i 2020 indgik det i 576 artikler. Ordet blev i 2021s første seks måneder brugt i 331 artikler, så mediedækningen er stadig i vækst. I disse søgninger har jeg kun søgt på ”identitetspolitik” og antallene ville være markant højere hvis jeg også havde inkluderet variationer af ordet såsom ”identitetspolitisk”.
  2. Jeg har i løbet af de seneste par år på min Twitter-profil dokumenteret dusinvis af eksempler på danske mediers skæve dækning af identitetspolitik osv.
  3. Uden referencer til nogle konkrete sager, påstår Berlingske bl.a. at i USA ”har et meget højlydt mindretal af studerende ændret gældende normer ved rutinemæssigt at skrige hysterisk ad professorerne på Youtube og udråbe politiske modstandere til at være fascister og forhindre dem i at tale. Der er også flere eksempler på, at offentliggjort forskning bliver krævet trukket tilbage, fordi det strider mod dominerende kønspolitiske og postkoloniale holdninger.” Dette lyder for mig som nogle meget grove overdrivelser af f.eks. sagen om Nicholas Christakis jeg diskuterer i del 3 af denne analyse, men da Berlingske ikke nævner ét eneste eksempel på dette ”rutinemæssige” YouTube-skrigeri eller hvordan ”gældende normer” skulle være blevet ændret, har jeg ikke kunne tjekke hvad det præcist er avisen baserer denne meget voldsomme påstand på.
  4. Der er tale om en særdeles kompliceret sag, og Berlingskes påstand om at det ikke ”gav mening” at inkludere Butler i pensum er, selvom de fremstiller det som ubestrideligt sandt, i bedste fald en subjektiv vurdering. Inside Higher Ed har en relativt god dækning af sagen hvor professoren, Erik Ringmar, påstår at Butler var pillet af fordi han havde fjernet et tema om postmodernisme fra faget. Men som Butler selv påpeger i artiklen, behøvede dette ikke at indebære, at feministisk kritik som hendes helt skulle udelades af faget: ”The proposed course on fascism is less interesting and less insightful by virtue of its lack of feminist perspectives,” påpeger hun i lighed med den studerende Forskerforum.no havde talt med.
  5. Marianne Stidsen nævner i artiklen også at en ”svensk litteraturhistoriker, der advarede om, at de identitetspolitiske tendenser siver fra universitetet ned gennem resten af samfundet, blev afvist af lærerkollegiet til et professorat, han var indstillet til, selv om det var en ren formalitet” men giver så få detaljer om sagen, at det har været umuligt for mig, at finde ud af hvad hun her refererer til.
  6. Som Jennifer Finney Boylan skrev i et debatindlæg i New York Times under titlen ”Why Scarlett Johansson Shouldn’t Play a Trans Man”: ”But the days of transface [praksissen hvor cispersoner spiller transkønnede roller] are numbered. […] There are two reasons why we should open those gates. First, as Ms. Richards makes clear, there are hundreds, if not thousands, of trans actors ready to play these parts. We deserve the chance to represent our own truth. Secondly, there’s usually something slightly off when cisgender actors play us. People who aren’t trans don’t see it; they give each other awards and weepily hail their bravery. Jared Leto and Eddie Redmayne were lauded for their courage in portraying trans women on film (“Dallas Buyers Club” and “The Danish Girl”) — but not so much by transgender women themselves, many of whom found the performances mannered, studied and implausible.” Dette langt mere sofistikerede argument passer ringe med den anti-identitetspolitiske vinkel, men Berlingskes journalist bør efterprøve om Stidsens påstand om hendes ideologiske modstandere passer — i stedet accepteres det blot, at Stidsens udlægning opsummerer hele argumentet mod Johanssons casting.
  7. Sagen om ”Den danske sang er en ung, blond pige” blev dækket intenst af danske medier. På under en uge, efter Kristeligt Dagblad først omtalte sagen d. 17. december, 2018, udgav danske landsdækkende medier mindst 65 artikler der omtalte sagen (jeg søgte på Infomedia på artikler der nævnte Den danske sang er en ung, blond pige og CBS). Tæller man samtlige danske medier med, blev der udgivet næsten 500 artikler der omtalte sagen i løbet af denne korte periode på syv dage.
  8. Havsteen og Blüdnikows kritik af New York Times er ikke særligt overbevisende, men det jeg er interesseret i her er i højere grad hvordan Havsteen fremstiller den identitetspolitik, de begge mener at kunne genkende i avisens redaktionelle linje.
  9. McNeil selv lagde meget vægt på, at han endte med, at forlade avisen fordi mange af hans kolleger var vrede over hans komplet afvisende reaktion på kritikken: ”Almost undoubtedly, the reaction inside the Times itself would have been different” skriver han om hvordan det havde udviklet sig hvis han og New York Times havde håndteret post-Daily Beast shitstormen bedre.
  10. Værd at bemærke her er, at de udgivelser der indeholder de otte rim stadig bliver udgivet — og tilsyneladende er langt mere populære end den nye udgivelse — en oplysning der dog ikke er fulgt med i anekdotebanken, hvor Rasmussen-udgivelsen stadig figurerer som et eksempel på identitetspolitikkens indtog og magt til at ændre det danske samfund . Det vil sige at hele præmissen for den oprindelige dækning, altså at denne nye udgivelse skulle medføre at de otte udeladte digte ikke længere vil figurere i danske børneværelser, har vist sig at være forkert.
  11. Steffen Groth har peget på andre kritisable elementer i Weekendavisens dækning af ”krisen” på Det Danske Akademi, bl.a. at der er flere journalistisk etiske problemer ved Pilgaards dækning og brug af kilder.
  12. Overlappet mellem identitetspolitik og ytringsfrihed er et vigtigt element, som jeg bliver nødt til at springer over. For en stærk analyse af denne problematik kan jeg anbefale Gavan Titley’s Is Free Speech Racist.
  13. Suzanne Brøgger skriver i det udmeldelsesbrev som Weekendavisen citerer fra, at ”selv om MS hævder kun at tale på egne vegne,” men det er uklart hvilken kontekst Brøgger refererer til her, om hun taler overordnet eller mere specifikt, og om hun med ”hævder” refererer til konkrete debatindlæg eller f.eks. en mere overordnet forklaring Stidsen har givet til akademiets medlemmer.
  14. Et indlæg publiceret i Expressen hvoraf en oversættelse blev bragt i Weekendavisen.
  15. Jeg har ikke adgang til de trykte udgaver af Expressen, og det er muligt at dette forbehold indgår her.
  16. Stidsen optræder også andre steder i den svenske debat som medlem af Det Danske Akademi uden forbehold, f.eks. hos det højreorienterede internetmagasin Kvartal og NGOen Academic Rights Watch.
  17. Hun præsenteres også uden forbehold som akademimedlem i debatindlæg i danske aviser såsom i Information hvor hun præsenteres som ”forfatter og holdt motivationstalen på vegne af Det Danske Akademi, da Christina Hagen fik overrakt Otto Gelsted-prisen.” Og Kristeligt Dagblad hvor Stidsen præsenteres således: ”Marianne Stidsen er dr.phil. og lektor ved Københavns Universitet samt medlem af Det Danske Akademi.” I ingen af disse indlæg står der noget om at hendes udtalelser her intet har med hendes medlemskab af Det Danske Akademi at gøre. Der er også eksempler på at Stidsen udtaler sig om det svenske akademi uden at tage forbehold, men hvor hun dog heller ikke præsenteres som medlem af Det Danske Akademi såsom ”Den fortiede virkelighed bag akademi­skandalen” i Weekendavisen.
  18. Det er lidt uklart hvorvidt Informations artikel henviser til Weekendavisens dækning eller ej, da denne trods alt kun udkom en enkelt dag før Informations artikel. Så det er muligt, at Informations påstand om, at Stidsen udtaler sig på egne vegne, er Informations egen. Det gør den dog ikke mere korrekt.
  19. F.eks. skriver Jørgen Carlsen, medlem af Etisk Råd, i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad at ”Litteraten Marianne Stidsen vakte forargelse og vrede med sine meget kategoriske udtalelser om Black Lives Matter-bevægelsen og MeToo-bevægelsen, som hun sammenlignede med nazismen. Det blev anset for så provokerende og kontroversielt, at fire medlemmer forlod akademiet i protest.” Den udlægning af sagen er ganske enkelt forkert —Carlsens fejl er dog forståelig al den stund, at hverken Weekendavisen eller resten af de danske medier virkede synderligt optagede af, at udlægge sagens rette sammenhæng. I forbindelse med at fire nye medlemmer indtrådte i akademiet i januar, 2021, blev sagen om udmeldelserne nævnt en del gange i pressen. Her blev det også tydeligt, at den kendsgerning at Stidsen ofte præsenterede sig som akademimedlem uden forbehold, simpelthen er forsvundet fra erindringen om sagen. F.eks. skriver Berlingske i en portrætartikel med overskriften ”Marianne Stidsen har ikke tænkt sig at klappe i” (13. januar 2021) således om sagen på DDA: ”Det på trods af, at det var en kontrovers om hendes #metoo-kritiske udtalelser, der førte til, at fire forfattere i april sidste år endte med at træde ud ad Akademiet. »Jeg har min fulde ytringsfrihed ligesom alle andre medlemmer af Det Danske Akademi,« siger hun.” Journalisten konfronterer ikke Stidsen med at hendes ytringsfrihed aldrig var på spil — det var bare den vinkling Weekendavisen havde valgt. Måske fordi journalisten har opfattet Weekendavisens dækning som retvisende, konfronterer han heller ikke Stidsen da hun lyver og siger: ”Jeg synes, det er vigtigt at sige – og det har jeg forsøgt at understrege hele tiden – at min egen deltagelse i #metoo-debatten er adskilt fra det arbejde, jeg laver i akademiet. Sådan har det været hele tiden.”
  20. En god analyse af aktionen som ”en del af en verdensomspændende, aktionspræget modstand og handlen imod den historiske kolonisering af lande, mennesker og kontinenter over hele verden” er at finde her på Solidaritet.dk.
  21. Information skriver: ”Et centralt spørgsmål for debatten har været, hvorvidt den ødelagte buste var et kunstværk eller blot en kopi. I tv-interviewet understregede Katrine Dirckinck-Holmfeld, at værket ikke var »et uvurderligt kunstværk«, som det tidligt i debatten var blevet fremført, men »bare en kopi«. Flere, heriblandt museumsinspektør på Bornholms Museum, Jakob Seerup, har modsagt hende og hævdet, at busten var et forstudium til rytterstatuen af Frederik V. Det ville betyde, at busten var originalafstøbningen lavet på lerbusten, som den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly skabte i 1754.”  
  22. Omkring 7.30 inde i podcasten fortæller Pilgaard om busten: ”Det er jo ligesom det der symboliserer akademiet allermest for det er jo grundlæggeren, Frederik V, som busten forestiller. Og den er lavet af Jacques Saly som var en fransk billedhugger som kom til Danmark for at lave rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads men som også blev den første rektor, i virkeligheden, for akademiet. Så det er hele akademiets historie, både selve grundlæggeren, altså kongen, og så selve den første kunstneriske leder, Saly, der er repræsenteret i denne her ene buste”.
  23. I artiklen ”Identitetspoliti: Med posen over hovedet” fra 20. november, 2020, samme dag som Pilgaard deltager i Genstart, skriver han, at busten er ”en senere afstøbning. Sandsynligvis fra 1950erne”. Han nævner dog ikke, at en sandsynlig årsag til, at folk hidtil har gået og troet, at busten var skabt af Saly, var at Weekendavisen selv gjorde denne forkerte formodning central i deres dækning. I selvsamme artikel står der dog også, at ”den ødelagte buste var et forstudie” til ”billedhuggeren Salys rytterstatue på Amalienborg Slotsplads”, så Weekendavisen kan tilsyneladende ikke helt give slip på denne forkerte præmis.
  24. Af en eller anden grund annoncerede bustens ejer, Akademiraadet, d. 12. november, 2020 at den buste der blev smidt i havnen var ”Salys buste” — tilsyneladende før de havde sikret sig hvorvidt dette var tilfældet. I erklæringen nævnes der intet om, at der muligvis er tale om en kopi af den oprindelige buste, og selvom der heller ikke eksplicit står at busten med sikkerhed var skabt af Saly selv, er det svært at læse erklæringen på anden måde end at dette skulle være tilfældet, når der f.eks. skrives at ”Salys buste af Frederik V var en del af Akademiets kunstsamling”.
  25. Saly som bustens skaber var centrum for megen mediedækning af busteaktionen. Ritzaus oprindelige telegram om sagen, der henviste til Weekendavisens dækning og blev bragt i mange medier, har overskriften ”Uvurderlig dansk statue smidt i havnen,” og indeholder også pseudokendsgerningen om, at busten skulle være ”udført af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, der levede fra 1717 til 1776”.
  26. I dele af dækningen er Ahm Kragh anonymiseret, men fra bl.a. denne artikel ved vi at den sag Jyllands-Posten og Kulturmonitor omtaler, handler om Ahm Kragh.
  27. I Genstart refereres også interviewet med Katrine Dirckinck-Holmfeld i Politiken fra d. 13. november, 2020 hvor hun bl.a. udtaler at ”Det var en happening mod en gipsafstøbing, der findes i flere versioner” og at ”Det her er en gipsafstøbning fra nyere tid, så vidt jeg er orienteret. Det er ikke Saly, der har hugget den ud i marmor«.” Disse udtalelser nævnes heller ikke i Genstart på trods af, at det kunne udfordre Pilgaards påstand om bustens oprindelse.
  28. I amerikanske journalistkredse har der rejst sig en bevægelse for mere transparens, der på samme tid er et opgør med det objektivitetsmantra der opstod i USA omkring år 1900, og dette er en vigtig, men i Danmark ret forsømt, debat om hvorvidt man i moderne journalistik bør blive bedre til at oplyse sit publikum om ens egne mulige bias. Man kan læse mere om denne interessante udvikling indenfor journalistikken her.
  29. F.eks. står der i et Ritzau-telegram fra 14. december, 2020, trykt i bl.a. BT og 30 andre medier, om Kunstakademiets rektors aftrædelse hvor buste-aktionen også omtales, at ”Busten af akademiets stifter er udført af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, der levede fra 1717 til 1776.” Og d. 20. februar, 2021, i forbindelse med den kritik kulturminister Joy Mogensen har rettet mod Kunstakademiet opsamles bustesagen således i Jyllands-Posten:  ”En gipsbuste af Frederik V blev i november stjålet fra festsalen på Charlottenborg og smidt i Københavns Havn. Statuen, der er skabt af den franske billedhugger Jean-Francois-Joseph Saly var fuldstændig ødelagt, da dykkerne fik den op af vandet.”
  30. Mchangama er aktiv i debatter om mange emner, og jeg udtaler mig her ikke om hans generelle debatvirke. Analysen her berører alene om hans deltagelse i debatten omkring identitetspolitik, krænkelseskultur og disses angivelige trussel mod ytringsfriheden såvel som den akademiske frihed.
  31. Faktisk var det Mchangama der på sin vis startede hele debatten om retningslinjerne, da det var ham der på sin Facebook breakede historien om kostumefesten på jurastudiet. Her satte Mchangamas partiske udlægning dagsordenen for den efterfølgende debat.
  32. Jeg har ikke fagligheden til at bedømme Mchangamas juridiske udlægning, men for mig at se, med lægmands øjne, konkluderer Mchangama, at retningslinjerne ikke er i strid med hverken dansk lovgivning, domme osv. eller EU-lovgivning, domme osv. Han citerer et par kendelser hvor der på en uddannelsesinstitution ér faldet domme omkring krænkelse osv., men de virker umiddelbart ret rimelige og har intet med akademisk frihed at gøre, f.eks. ”I Vejdeland m.fl. mod Sverige var klagerne straffet for at have uddelt løbesedler med stærkt nedsættende udtalelser om homoseksuelle og homoseksualitet på et svensk gymnasium. Uanset, at løbesedlerne ikke opfordrede til vold og ikke var omfattet af artikel 17, var udtalelserne så alvorlige, nedsættende og diskriminerende, at det i den konkrete sag lå indenfor myndighedernes skønsmargin at vægte hensynet til at bekæmpe homofobi tungere end hensynet til ytringsfrihed”. (s. 10) Mchangama citerer også nogle udtalelser fra Ombudsmanden om hvorvidt offentlige myndigheder skal tage hensyn til offentligheden, og det bekræfter Ombudsmanden, at det skal de. Men disse udtalelser fortæller os intet om hvorvidt KUs retningslinjer karambolerer med ytringsfriheden eller ej — og Mchangama antyder heller ikke, at de skulle gøre dette. Mchangama citerer tre sager om at Ombudsmanden har omtalt offentlige institutioners retningslinjer som muligvis i strid med ytringsfriheden. Men disse har umiddelbart heller ingen relevans for hvorvidt KUs nye retningslinjer mod krænkelser skulle være juridisk problematiske eller ej. De tre sager handler handler om ansattes ret til at udtale sig om deres arbejdsplads. To af dem er fra 1984 om hhv. DR og Det Kongelige Teater og minder meget om hinanden, og handler om hvorvidt medarbejdere må tale om institutionen i offentligheden — hvilken Ombudsmanden tilkendegiver, at det må de gerne, og at retningslinjer der forbyder dette bør afskaffes. Den tredje sag handler  om en specifik DR-medarbejders udtalelse i 2018, og handler også om hvorvidt man må tale grimt om sin arbejdsplads i offentligheden. Altså tre udtalelser der ikke umiddelbart, i min lægmands holdning, har noget som helst at gøre med den type retningslinjer som dem mod krænkelser, vi ser hos KU. Det virker således udelukkende som om, det er de udenlandske erfaringer, som jo er ret vildledende præsenteret, der ligger til grund for Mchangamas kritik af KUs retningslinjer. Han har øjensynligt intet juridisk at udsætte på dem.
  33. Klagen gik ifølge Mchangamas egen reference på at Kipnis ”was alleged to have violated the part of the sexual-misconduct policy prohibiting ‘retaliation’; additionally, she was alleged to have created a ‘hostile environment’ and a ‘chilling effect’ on complaints. Northwestern launched a formal Title IX investigation of Kipnis.” 
  34. Thompson fortsætter “Many of the things presented [by Spiked] as significant restraints on free speech are frankly absurd. Is it unduly repressive to insist, as the University of Cambridge does, that internet porn is not downloaded on to work computers? A clause allows such material to be accessed for legitimate research purposes. Is Cardiff University really stifling intellectual debate when it asks staff not to wolf-whistle, catcall or verbally abuse colleagues? Are students’ unions curtailing free speech when they refuse to accept advertising from predatory payday loan companies? This list could be greatly extended.”
  35. Rapporten er umiddelbart blevet fjernet fra internettet. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde andet end et referat af rapporten, men den indeholder meget lidt om den metodik Thompson kritiserer, så derfor må vi forlade os på hans udlægning.
  36. De 34 ord er altså helt eksplicit forslag til hvilke ord man kan bruge hvis man ønsker et mere inkluderende sprogbrug — og endda nogle forslag der ikke virker til at have været promoveret særligt meget af universitetet. Universitetets egen bestyrelsesformand brugte da også ordet ”mankind”, som ifølge Mchangama altså er forbudt på universitetet, i en tale i 2019.
  37. Mchangama skriver også at “Nogle studerende fremhæver eksplicit uklare definitioner af ”chikane” som et særskilt problem.” Men jeg kan umiddelbart i rapporten finde sådanne udtalelser fra én studerende, Liam Kelly, der ganske rigtig udtrykker det Mchangama skriver — men der er intet i rapporten om hvorvidt Kellys beskrivelse er retvisende; det er alene Kellys egne overvejelser, ikke noget konkret der fremhæves som problematisk. Rapporten fremhæver da heller ikke denne type retningslinjer mod seksuelle krænkelser som et særskilt problem nogen steder — og den slags retningslinjer indgår da heller ikke blandt de “Key Findings” rapportens forfattere fremhæver som potentielle trusler mod ytringsfriheden osv. på britiske universiteter.
  38. I en beslutning der mest mindede om en du-får-ret-jeg-får-fred manøvre ændrede Københavns Universitets efter debatten retningslinjerne så det blev endnu tydeligere, at de kun skulle bruges i interpersonelle relationer.
  39. Jeg søgte på Infomedia fra 15. september 2018, (hvor Ekstra-Bladet bragte en af de første artikler om de nye retningslinjer med overskriften ”Ny tone på: Tæl til ti før I fortæller sjofle vitser) til 7. marts 2019 hvor debatten stort set var hørt op. I denne periode bragte landsdækkende danske medier 143 artikler, hvor både ”retningslinjer” og ”københavns universitet” indgik. I 31 af disse artikler, der inkluderer debatindlæg som Mchangamas kronik, blev Mchangama nævnt.
  40. Debatindlægget er i øvrigt også en god illustration af hvordan ”identitetspolitik” og ”krænkelseskultur” mere eller mindre bruges synonymt.
  41. Mchangama nævner også dette, men helt uden referencer til konkrete sager, så det er svært at vurdere sandhedsværdien i dette udsagn: ”I Storbritannien beretter en række akademikere, at de bliver intimideret af studerende, herunder i form af klager og forsøg på no-platforming, altså en slags studenterboykot, hvis de udtaler sig på en måde, der kan udlægges som »transfobisk«, og at deres universiteter ofte er på de studerendes side.”
  42. Debatten eksploderede særligt efter præsidenten for NGOen Foundation for Individual Rights in Education (FIRE), Greg Lukianoff, uploadede en video han havde filmet hvor nogle studerende offentligt konfronterede Nicholas Kristakis. Som et kuriosum kan det nævnes, at Mchangama i dag er vært på podcasten Clear and Present Danger: A History of Free Speech der modtager økonomisk støtte fra bl.a. netop FIRE. FIRE selv modtager enorme summer i støtte fra bl.a. de ultrakonservative Koch-brødre, men har forsvaret både venstreorienterede og højreorienterede personer og gruppers ytringsfrihed på campus.
  43. Derudover er det også ganske påfaldende, at Mchangama sætter ”mikroaggressioner” i citationstegn som om, der skulle være noget kontroversielt eller betænkeligt ved dette begreb — som en søgning på Google Scholar viser, findes der tusindvis af akademiske udgivelser om dette begreb, der i bl.a. psykologiforskning er fuldstændig ukontroversielt og bredt anerkendt som et reelt fænomen.
  44. Jeg har skrevet en meget positiv anmeldelse af denne bog. Hendricks & Markers bog er en fremragende gennemgang af mange af de dynamikker jeg diskuterer i denne analyse.
  45. Den korrekte sammenhæng her er, at en biologistuderende i 2018 i en evaluering påpegede, at da en lektor bad de studerende om, at dele sig op i mænd og kvinder risikerede man, at overse nogle studerende der måske identificerer sig som non-binære. En helt korrekt observation, der vel at mærke blev ytret efter studiet direkte opfordrede hende til at pege på ting ved faget, der kunne gøres bedre. Dette blev til ”klager” i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, som Schou Drivsholm her laver et udtræk fra. En anden ting der er værd, at bemærke her, er at ingen medier kontaktede den studerende det drejede sig om, og valgte at fremstille sagen udelukkende fra underviseren selv, på trods af at hans version af sagen viste sig, at være særdeles misvisende.