Del 2: Når vinkling bliver til kendsgerninger: Weekendavisens dækning af identitetspolitik 

Du kan lytte til analysens anden del her. Bemærk at i oplæsningen, springer jeg de fleste fodnoter over.

Siden 2015 er danske medier begyndt at dække identitetspolitik, krænkelseskultur og andre tilliggende emner tæt. Fra mest at beskrive hvordan disse fænomener udspillede sig i engelsktalende lande, er danske medier særligt i de seneste par år begyndt at dække hvordan identitetspolitikken angiveligt manifesterer sig i Danmark. Men meget af denne dækning er særdeles skæv, og udelader eller underspiller kendsgerninger, der ville gøre sagerne mere komplicerede. Denne vinkling sker næsten altid i anti-identitetspolitisk retning, ud fra en meget kritisk tilgang til identitetspolitik såvel som sager og hændelser der opfattes som udtryk for identitetspolitik.

 Politikens overskrift fra danske mediers misvisende dækning om en ny samling af Halfdan Rasmussens digte

Jeg har tidligere skrevet om hvordan udgivelsen af en ny samling af Halfdan Rasmussens digte blev dækket meget misvisende i danske medier. Her konkluderer jeg, ”at informationer der kunne have nuanceret sagen, og gjort det mere besværligt at koble den på fortællingen om ”krænkelseskultur”, blev udeladt i store dele af dansk presses formidling”. Dækningen af Gyldendals udgivelse var misvisende på tværs af medierne; ikke kun borgerlige aviser, men også aviser som Politiken og public service medier som DR deltog i den kendsgernings-fattige dækning. Dækningens alarmistiske og anti-identitetspolitiske karakter er fint illustreret ved Politikens overskrift, hvor det påstås, at ”Nu må vi ikke længere læse disse 8 børnerim”.1

Så den skæve dækning af identitetspolitik og tilliggende emner er en problematik der findes på tværs af danske medier. Tendensen er dog særdeles udtalt hos borgerlige medier som Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten, Berlingske og Weekendavisen, der excellerer i den anti-identitetspolitiske journalistik. Særligt i Weekendavisen behandles identitetspolitik ofte så negativt, at det grænser til karikatur. Men fordi Weekendavisen har afsat mange ressourcer til at dække det, der opfattes som identitetspolitisk aktivisme, især inden for kunst- og universitetsverdenen, er det ofte Weekendavisens partiske, men fyldige dækning, der sætter dagsordenen i disse debatter, og ender som det ”faktuelle” grundlag for resten af de danske mediers dækning.

I denne del af analysen undersøger jeg to sager, om hhv. Det Danske Akademi og Kunstakademiet, hvor Weekendavisens dækning satte præmisserne for den efterfølgende debat på trods af, at dækningen var stærkt mangelfuld på en måde der satte identitetspolitikken i et langt mere negativt lys end hændelsens egentlige forløb retfærdiggjorde. Udover min gennemgang af Weekendavisens dækning af de to sager, peger jeg også på konkrete eksempler hvor andre medier ukritisk videreformidlede Weekendavisens misvisende dækning som ubestridelige kendsgerninger. 

Fortællingen om Det Danske Akademi

Sagen om den såkaldte ”krise” i Det Danske Akademi (DDA) hvor flere medlemmer udtrådte af akademiet, blev dækket tæt i Weekendavisen. Det var endda Weekendavisens graverjournalist Poul Pilgaard Johnsen, der breakede historien i april, 2020.2 Her meldte flere medlemmer, bl.a. Suzanne Brøgger og Ida Jessen, sig ud af DDA bl.a. i protest mod, at Marianne Stidsen skiltede med sit akademimedlemskab, når hun udbredte sig om sine radikale holdninger til #MeToo og andre emner, som hun anså som identitetspolitiske. Især det, at Stidsen fremhævede sit medlemskab af DDA i forbindelse med udtalelser om sexisme i Det Svenske Akademi, faldt de udmeldte medlemmer af DDA for brystet. 

Weekendavisen bragte Pilgaards første artikel om sagen på forsiden d. 17. april 2020. Her blev Stidsen præsenteret som en ”kontroversiel kritiker af MeToo-bevægelsen, identitetspolitik, voldtægtslovgivning og forløbet af den MeToo-sag, der bragte Det Svenske Akademi i historisk krise.” Selvom identitetspolitik ikke var kernen i denne sag, blev den behandlet som endnu et eksempel på den tendens, der ofte reduceres til ”identitetspolitik”. Men fremfor at udlægge sagens rette sammenhæng, valgte Weekendavisen at præsentere sagen så den fremstod ekstremt problematisk, og Stidsen blev tildelt rollen som endnu et offer for identitetspolitikkens censurlyst. 

Jeg har valgt at undersøge Weekendavisens dækning af sagen om DDA, fordi den illustrerer, hvordan danske medier ofte behandler dette emne. Weekendavisens dækning er nemlig symptomatisk for denne type journalistik, som er karakteriseret af upræcise gengivelser, grænsende til det vildledende — men hvor ukomplette udlægninger af kendsgerningerne alligevel ender som det helt centrale i dækningen. Også i dette tilfælde var Weekendavisens udlægning af sagens centrale kendsgerninger særdeles misvisende, men endte alligevel med, at sætte rammerne for hele debatten om sagen — såvel som sagens plads i den anti-identitetspolitiske anekdotebank. 

Weekendavisens vinkling er en klassiker: Identitetspolitikken truer ytringsfriheden.3 De fire medlemmers udtræden blev således udlagt som en de facto protest mod, at Marianne Stidsen overhovedet luftede sine kontroversielle holdninger, mens hun var medlem af akademiet. 

I virkeligheden var de udtrådte medlemmers anke dog langt mere specifik, og havde ikke noget at gøre med Stidsens ytringsfrihed — et af medlemmerne nævnte helt eksplicit, at problemet ikke var, at Stidsen udtalte sig offentligt, men at hun ofte udtalte sig som medlem af akademiet. Udmeldelsens årsag var dermed ikke Stidsens ytringer, men at Stidsen udnyttede sit akademimedlemskab som en slags kvalifikation, der gjorde det uklart, om Stidsen udtalte sig i kraft af sit akademimedlemskab eller som privatperson.

Det udmeldte medlem Ida Jessen skrev f.eks. i en af de interne e-mails, der blev lækket til og citeret i Weekendavisen: ”Jeg vil understrege, at det IKKE skyldes meningernes uoverensstemmelse, men at jeg mener, at Akademiet bliver kompromitteret ved, at Marianne misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs.” Suzanne Brøgger begrundede ligeledes sin udmeldelse med ”at MS med sine uhørte påstande er kommet til at repræsentere Akademiet.” Derudover mente Brøgger også, at Stidsen havde været med til, at gøre DDA til ”en politisk, ideologisk diskussionsklub frem for et litterært selskab,” hvilket hun ikke ønskede at være del af. 

Der var med andre ord ikke tale om protester mod, at Stidsen deltog i debatten, men rettere mod arbejdsklimaet i DDA, og i særlig grad at Stidsen, når hun deltog i den offentlige debat, ikke konsekvent redegjorde for, at hendes ekstreme påstande intet havde at gøre med hendes medlemskab af DDA. Tværtimod gjorde Stidsen ofte sit akademimedlemskab til en central del af sit debatvirke.

Men Brøgger og især Jessens forklaring om, at de meldte sig ud, fordi de mente, Stidsen pyntede sig med akademiets fjer, passede ikke særligt godt ind i Weekendavisens vinkel om, at udmeldelserne udgjorde et angreb på Stidsens ytringsfrihed.4 Men i stedet for at ændre på vinklen valgte Pilgaard at skabe tvivl om de påstande, der udfordrede den efterstræbte vinkel. 

Efter Jessens udtalelse om, at hun har meldt sig ud, fordi Stidsen ”misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs,” skriver Pilgaard:

”Umiddelbart synes Ida Jessens påstande ikke at være éntydigt rigtige. Således afslutter Marianne Stidsen sit debatindlæg »Striden om Det svenske Akademi« her i Weekendavisen den 20. april 2018 med ordene: »NB: For en ordens skyld skal jeg sige, at jeg selv er medlem af Det Danske Akademi, men at jeg i artiklen alene udtaler mig på egne vegne.« Samme formulering optræder i debatindlæg af Stidsen i svenske aviser.” 

Dette er en af de få kendsgerninger, Weekendavisen bygger sin ytringsfriheds-vinkel på: At Stidsen tager forbehold for, at hun taler på egne vegne, når hun i debatindlæg præsenteres som akademimedlem. Pilgaard antyder således meget kraftigt, at Ida Jessen tager fejl, når hun skriver, at ”Marianne misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs”. Ifølge Pilgaard er det nemlig sådan, at et forbehold fra Stidsen om, at hendes udtalelser sker på egne vegne, ”optræder i debatindlæg af Stidsen i svenske aviser.” 

Men dette er vildledende. Der er mange debatindlæg, både i svenske og danske aviser, hvor Stidsen præsenteres som medlem af Det Danske Akademi og ikke tager nogen former for forbehold om, at hendes udtalelser intet har med hendes akademi-medlemskab at gøre. Pilgaards metode her er meget typisk for dækningen af identitetspolitik: Noget, der teknisk set er korrekt, fremhæves for at underbygge den anti-identitetspolitiske vinkel, mens andre kendsgerninger, der ville udfordre den negative vinkel, udelades. 

For det er ganske korrekt, at i det ene tilfælde Pilgaard eksplicit nævner5, afsluttes indlægget med formuleringen ”TRANSPARENS: För ordningens skull ska jag tillägga att jag själv är medlem av Det Danske Akademi, men att jag i artikeln enbart uttalar mig å egna vägnar.” Også et andet indlæg i Expressen med titlen ”Svenskarna borde hylla Horace – inte håna honom” afsluttes med formuleringen: ”FOTNOT. För ordningens skull ska jag tillägga att jag är medlem av Det Danske Akademi, men här enbart företräder mig själv.” 

Men Pilgaards ikke-uddybede påstand om, at en sådan formulering ”optræder i debatindlæg af Stidsen i svenske aviser” får det til, at lyde som om dette forbehold er en ingrediens i alle Stidsens indlæg i den svenske debat, og at Jessens påstand om, at Stidsen ”misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs” derfor er misvisende. 

Men Jessens påstand er ikke misvisende — den er helt korrekt. Hverken i den svenske eller danske debat, tog Stidsen konsekvent forbehold for at hun taler på egne vegne. I tre andre indlæg om Det Svenske Akademi af Stidsen i Expressen, hvor hun præsenteres som medlem af Det Danske Akademi, tages der eksempelvis ikke noget forbehold for, at Stidsen udtaler sig som privatperson.6

Derudover er det ikke blot ”svenske aviser,” Jessen taler om. Jessen peger på Stidsens generelle deltagelse i den offentlige debat. Men selv i den svenske debat, og i mindst tre indlæg om sagen på Det Svenske Akademi i online-udgaven af Expressen,præsenteres Stidsen som medlem af Det Danske Akademi helt uden forbehold for, at hun udtaler sig på egne vegne — et forbehold, Pilgaard ellers meget kraftigt antyder altid er inkluderet, når Stidsen præsenteres som medlem af DDA. Der er adskillige andre eksempler på, at Stidsen har fået bragt indlæg i den svenske debat, hvor hun præsenteres som medlem af DDA uden, at nævne at hun udtaler sig på egne vegne.7

I Stidsens danske debatoptrædener har DDA-medlemskabet også været centralt for, hvordan hun omtales.8 I forlagets præsentation af Stidsens stærkt kritiserede bog om #MeToo fremhæves hendes akademimedlemskab også: 

”I sit essay, som er den første samlede fremstilling af #MeToo i Norden, giver lektor og medlem af Det Danske Akademi Marianne Stidsen indblik i bevægelsens aftryk på nordisk kulturliv. Hendes fokus er på tre konkrete sager – om Københavns Universitet, Det Svenske Akademi og Forfatterskolen i Danmark – som hun selv har været med til at debattere.”. 

Men Pilgaard nævner ingen af de adskillige gange hvor Stidsen uden forbehold har præsenteret sig selv som medlem af DDA. Artiklen er næsten 2.000 ord lang, så det er næppe pga. pladsmangel, at Pilgaard ikke inddrager de eksempler, der udfordrer hans egen antydning om, at Stidsen altid påpeger, at hun ikke udtaler sig i sin egenskab som medlem af DDA. Havde han inddraget disse tilfælde, havde han ellers bekræftet Jessens påstand der lå til grund for udmeldelsen. I stedet sætter han et implicit, men stort, spørgsmålstegn ved Jessens påstand.

Pilgaard har åbenlyst ikke undersøgt systematisk, om Jessens pointe er rigtig eller ej — han har fremdraget ét eksempel, som antydes at være typisk for samtlige gange Stidsen har deltaget i debatten. Men om noget er dette eksempel, hvor Stidsen tager forbehold atypisk for hendes offentlige debatvirke, hvor hendes medlemskab af DDA ofte fremstod centralt i præsentationen af hende. 

Det er meget påfaldende, at Pilgaard ikke nævner, at Stidsens egne-vegne-forbehold kun optræder i nogle af hendes debatindlæg, og at han i stedet på så ufuldstændigt grundlag vælger at så tvivl om sandhedsværdien i Jessens argument om, at ”Marianne misbruger Akademiets navn til at føre sine meninger til torvs”. Særligt fordi dette argument var så centralt for Jessens beslutning om at forlade DDA, er det journalistisk problematisk, når Pilgaard på så uholdbart grundlag antyder, at det er forkert. 

Misinformationen spreder sig

Den upræcise karakteristik af Stidsens optræden i den offentlige debat, og den måde Pilgaard på urimelig baggrund sår tvivl om de udmeldte medlemmers rationale, endte med at sætte præmisserne for den efterfølgende debat. Pilgaards artikel var en af de første om den såkaldte krise i Det Danske Akademi så det er ikke overraskende, at artiklens upræcise udlægning af sagens kendsgerninger endte med at blive centrale for debatten. 

I den følgende uges udgave af Weekendavisen tog chefredaktør Martin Krasnik Marianne Stidsen i forsvar, og hans leder, ”Det Stidsen Mener,” var bygget op omkring Pilgaards misvisende ytringsfrihedsvinkel. Krasnik skriver: ”Er det forståeligt, at fire medlemmer er skredet i protest mod Stidsens ytringer? Er sagen endnu et kapitel om, hvordan ytringsfriheden bruges?” Og senere ”Meget har handlet om Marianne Stidsens ytringsfrihed. Det er selvfølgelig en del af det, særligt fordi sagen illustrerer den tankemæssige ensretning, som kunstneriske og litterære miljøer lider under.” 

Men de udmeldte medlemmer forlod ikke akademiet i protest mod Stidsens ytringer. De skred nærmere i protest mod, at DDA blev taget til indtægt for de holdninger Stidsen ytrede. Dette skete bl.a. som resultat af, at Stidsen ofte lod sig titulere som akademimedlem uden forbehold — en kendsgerning, Weekendavisen ikke har indviet sine læsere i. Faktisk har de mere end antydet, at det modsatte gør sig gældende, og det er denne forkerte fortælling om sagens sammenhæng, Krasnik bygger sit forsvar for Stidsen op omkring. 

Men Weekendavisens forkerte udlægning af sagens kendsgerninger blev også viderebragt af andre medier. Under en debat i DR2s Deadline d. 17. april, 2020, hævdede værten Niels Krause-Kjær f.eks., at ”Weekendavisen nævner en række eksempler, hvor [Stidsen] specifikt udtaler sig som privatperson” som et modargument til Jessen og andres (korrekte) påstand om at Stidsen ofte, men uden forbehold, fremhævede sit akademi-medlemskab når hun deltog i debatten.

 I DR2s Deadline fremførte værten Niels Krause-Kjær på baggrund af Weekendavisens mangelfulde dækning af “krisen” i Det Danske Akademi, et argument imod påstanden om, at Marianne Stidsen skulle blive fremstillet som talte hun på akademiets vegne

Men dels er det forkert, at Weekendavisen nævner en række eksempler. De nævner kun ét. Og som jeg har påvist ovenfor, er der adskillige andre indlæg, hvor Stidsen udtaler sig som medlem af Det Danske Akademi uden at tage forbehold. Noget tyder på, at Deadlines redaktion har undladt at faktatjekke Weekendavisens påstande og i stedet gjort dem til et slags ubestridt, objektivt grundlag for deres egen dækning af sagen. Dette er naturligvis problematisk, når Weekendavisens beskrivelse af sagens centrale kendsgerninger er misvisende. 

Også andre medier såsom Information bar Weekendavisens oprindelige, men fejlagtige, udlægning af sagen videre. I deres første artikel om sagen, giver Information godt nok mere plads til Jessen og andres forklaring end Weekendavisen. Men Jessens forklaring til Information om, at det for hende var ”en anstødssten, at hun i interview og indlæg sagde, at hun var medlem af Det Danske Akademi” følges umiddelbart op med en påstand om, at Stidsen i debatindlæg om Det Svenske Akademi ”udtalte sig på egne vegne, men fik også sagt, at hun var medlem [af DDA]”. Men dette er ikke korrekt — der er adskillige eksempler på, at Stidsen har udtalt som medlem af DDA uden at gøre det klart, at hun talte på egne vegne.9

Så den heftige debat, der fulgte i kølvandet på Weekendavisens indledende dækning, endte i høj grad med, at basere sig på avisens misvisende fremstillinger. Sagen er nu endt i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, hvor de udtrådte medlemmers begrundelse om, at Stidsen lod sig præsentere som medlem uden forbehold, ofte slet ikke inkluderes, når sagen refereres selvom dette var centralt for de udtrådte medlemmer.10 Således er dette et meget symptomatisk eksempel på hvordan komplekse sager, ofte simplificeres så centrale kendsgerninger der kunne have sat identitetspolitikken i mindre negativt lys forsvinder med tiden. Fortællingen ender dermed i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, der så senere bruges til f.eks. at optegne hvordan identitetspolitikken angiveligt skulle være en trussel mod ytringsfriheden. 

Kunstakademiet og en bustes alder

Sagen om Det Danske Akademi er ikke det eneste tilfælde, hvor Weekendavisens misvisende, anti-identitetspolitiske dækning satte dagsordenen for den efterfølgende debat. Weekendavisen var nemlig også de første til at dække, hvordan en gruppe kaldet Anonyme Billedkunstnere sammen med en nu tidligere institutleder ved Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld, smed en gipsbuste af Kunstakademiets grundlægger, Frederik V, i Københavns Havn. Her var det også Poul Pilgaard Johnsen der stod bag avisens dækning, og igen endte hans misvisende udlægning af kendsgerningerne med at sætte rammerne for den efterfølgende debat.11

Aktionen medførte enorm opstandelse, og endnu engang var en bærende påstand, der senere viste sig at være forkert, central for både Weekendavisens dækning såvel som den efterfølgende anti-identitetspolitiske forargelse: at busten var skabt af den franske billedhugger Jacques Saly, der var Kunstakademiets første rektor. Men så snart man undersøgte den, viste busten sig, at være en højst 70 år gammel gipskopi, og dermed næppe udført af Saly der har været død i 200 år.

På trods af at avisen umuligt kan have fået bekræftet, at busten var skabt af Saly, eftersom det viste sig ikke at være sandt, var det en bærende kendsgerning for Weekendavisens dækning. Denne pseudokendsgerning om bustens oprindelse blev gentaget i dusinvis af artikler på tværs af danske medier i dagene efter, Weekendavisen breakede historien om at busten var forsvundet. 

At Weekendavisen fremturer med en ubekræftet påstand omkring bustens oprindelse, hvilket Information senere kaldte ”et centralt spørgsmål for debatten”12, er meget problematisk set fra et journalistisk synspunkt; man bør som journalist sikre sig, at de kendsgerninger, man præsenterer, rent faktisk ér kendsgerninger. 

Men desværre stoppede misinformationen om bustens oprindelse ikke her. Dels blev påstanden om at Saly selv havde skabt busten gentaget i meget af den tidlige dækning i andre medier, der baserede deres omtale af sagen på Weekendavisens dækning. Men selv efter det kom til offentlighedens vidende, at busten var en højst 70 år gammel gipskopi, fortsatte Pilgaard med at fremføre denne forkerte påstand. 

Flere dage efter bustens rette alder var kommet til offentlighedens kendskab, gentog Pilgaard f.eks. i DR’s populære podcast Genstart, d. 20. november, 2020, nemlig at busten var skabt af Saly.13 På trods af, at Pilgaard på tidspunktet podcasten blev udgivet var bevidst om, at busten ikke var skabt af Saly.14 Heller ikke Genstarts vært påpeger, at der var tale om en kopi, og Genstarts lyttere ender således med, at få den helt forkerte opfattelse af bustens oprindelse. I podcasten gentager Pilgaard også andre misvisende dele af hans forudgående dækning af en angivelig ”krise” på Kunstakademiet som buste-aktionen ifølge ham blot er ét eksempel på. 

Det er uklart, hvornår interviewet med Pilgaard blev foretaget, og det er muligt det blev optaget inden det kom til offentlighedens vidende at busten højst var 70 år gammel. Bustens sande alder blev dog offentliggjort flere dage inden podcasten blev udgivet, så Genstart bør have klippet Pilgaards forkerte påstand ud eller have bragt en berigtigelse i programmet. Men den forkerte påstand om bustens oprindelse får lov at stå som en uimodsagt kendsgerning. Det er muligt, at Pilgaard inden udsendelsen selv har kontaktet Genstarts redaktion, og bedt dem berigtige, at en af hans dæknings helt centrale påstande havde vist sig at være forkert, men at podcast-redaktionen ganske enkelt har udeladt, at gøre dette. Så det kan ikke udelukkes, at ansvaret for denne misinformation alene er Genstarts.

Hvem lavede busten og hvornår?

Men før vi dykker videre ned i Genstart, og hvordan podcasten som mange andre medier formidlede Weekendavisens upræcise dækning som var det ubestridelig fakta, vil jeg gerne gå lidt i dybden med hvordan misinformationen om bustens alder udsprang. Det tog som nævnt sit udpring i Pilgaards første artikel om busten d. 6. november, 2020 — en artikel der var skrevet inden videoen af aktionen blev offentliggjort. Her skrev Pilgaard om busten hvis skæbne på det tidspunkt var uvis, at ”Den forsvundne buste fra 1754 er skabt af den verdensberømte billedhugger Jacques Saly som et forstudie til rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads.” En påstand, der umiddelbart er fri fantasi. Og Pilgaard skriver da heller ikke noget om, hvorvidt eller hvordan han har forsøgt at verificere påstanden om bustens oprindelse. Den forkerte påstand præsenteres blot som kendsgerning. 

Ugen efter dækkede Pilgaard selve busteaktionen, og skriver endnu engang, at der er tale om ”billedhuggeren Salys buste,” og at ”den nu ødelagte buste var et forstudie til […] Salys rytterstatue på Amalienborg Slotsplads”. Heller ikke i denne artikel, nævner Pilgaard om han har fået bekræftet, at der ér tale om Salys buste eller en gipskopi. Påstanden om, at der var tale om en buste skabt af Saly selv, blev gentaget i adskillige artikler om sagen. F.eks. påstod Berlingske d. 14. november, 2020 at ”I sidste uge fjernede Katrine Dirckinck-Holmfeld og andre ukendte personer, der kalder sig selv »Anonyme Billedkunstnere«, den franske skulptør Jacques Salys originale buste af Frederik V fra Kunstakademiets festsal.” (min kursivering) 

Berlingskes artikel udkom dagen efter Dirckinck-Holmfeld til Politiken havde forklaret at ”Det her er en gipsafstøbning fra nyere tid, så vidt jeg er orienteret.” Dette blev dog nærmest aldrig nævnt i dækningen, da danske medier tilsyneladende blot havde accepteret Weekendavisens oprindelige dækning af bustens oprindelse som retvisende 

Men d. 17. november viste det sig, at Dirckinck-Holmfeld havde helt ret — busten var højst 70 år gammel. Her skrev Politiken:

”Nu har [bustens ejer] Akademiraadet undersøgt sagen yderligere og oplyser, at der ikke er tale om en original version fra Salys tid. Akademiraadet har fået billedhugger, stukkatør og tidligere lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Pontus Kjerrman til at kigge på den ødelagte buste. »På grund af det støbelærred, der kom til syne, kan han vurdere, at den ikke er fra før 1950’erne«, siger kunstfaglig medarbejder ved Akademiraadet Camilla Cadell.” 

Dette var fire dage før, Genstart udgav sit interview med Pilgaard, hvor han gentager, at der er tale om ”Salys buste” og end ikke forsøger at redegøre for, at det var en kopi af den oprindelige buste. 

Som nævnt ovenfor, er det muligt, at afsnittet af Genstart blev optaget inden Politikens endegyldige afdækning af bustens oprindelse d. 17. november. Men det er med sikkerhed optaget efter Dirckinck-Holmfeld til Politiken havde udtalt at ”jeg ser heller ikke dette som hærværk mod en kollega. Det her er en gipsafstøbning fra nyere tid, så vidt jeg er orienteret. Det er ikke Saly, der har hugget den ud i marmor” da dette interview refereres flere gange i Genstart. 

Dirckinck-Holmfeld har tilsyneladende igennem hele forløbet, også inden aktionen, været klar over, at busten var en kopi. Hun følte sig så sikker på det, at hun i Politiken fremsatte (den korrekte) påstand om bustens alder på trods af, at Akademiraadet et par dage inden hendes interview med Politiken i en erklæring hvor de tager kraftigt afstand fra aktionen havde omtalt busten som ”Salys buste”.15

Det vil sige, at næsten en uge, inden Pilgaard i Genstart påstod, at der var tale om en buste skabt af Saly selv, var der altså sået legitim tvivl om, hvorvidt dette nu også var tilfældet — og tre dage inden afsnittet af Genstart blev udsendt, blev det bekræftet at Pilgaards oprindelige dækning af bustens oprindelse var forkert.  

Hvis Dirckinck-Holmfeld hele tiden har været bevidst om bustens egentlige alder, må Pilgaard også kunne have nået frem til denne erkendelse via et par opringninger til de rette folk; en faktatjek-proces, der bør være noget af det første en journalist foretager sig — særligt når det kommer til et så bærende element af den sag, der bliver dækket.

Public service misinformation

Men pseudokendsgerningen om bustens oprindelse endte altså med at være central i Weekendavisens dækning, og blev gentaget af flere øvrige danske medier, inklusiv Genstart.16 Det er vel at mærke fuldstændig uden indsigelser fra værten Knud Brix, at Pilgaard får lov, til at påstå, at der var tale om Salys buste. Det nævnes heller ikke i podcasten, at Politiken et par dage inden afsnittet blev udgivet, havde dokumenteret, at busten ikke var skabt af Saly selv. Jeg bruger en del plads på dette afsnit af Genstart fordi det illustrerer hvordan ét medies skæve dækning af identitetspolitiske sager spreder sig ved, at andre medier ukritisk videreformidler mangelfuld dækning af identitetspolitik uden selv at se den efter i sømmene.  

 Ritzaus misvisende telegram om buste-sagen, baseret på Weekendavisens misvisende dækning, blev trykt i dusinvis af medier, bl.a. TV2.>

For bustens oprindelse var ikke den eneste misvisende oplysning, Pilgaard fortæller Genstarts lyttere. Indslaget handler nemlig ikke kun om busteaktionen men også om den generelle ”krise” på Kunstakademiet, aktionen angiveligt skulle illustrere. I denne forbindelse omtaler Pilgaard bl.a. Kunstakademiets indsats mod seksuelle krænkelser, hvilken han også har dækket kritisk for Weekendavisen, og påstår skulle have skabt en ”frygtkultur” på akademiet. Men også i dækningen af seksuelle krænkelser udelader Pilgaard vigtige kendsgerninger — en udeladelsespraksis, han gentager i Genstart. 

Denne del af indslaget begynder med, at Pilgaard omtaler ”såkaldte stikkerplakater.” Dette sigter til plakater, Kunstakademiet har hængt op, hvor studerende og ansatte opfordres til at indberette seksuelle krænkelser. Pilgaards begreb ”stikkerplakater” er ikke ligefrem en neutral beskrivelse og stammer fra hans egen dækning af krænkelser på Kunstakademiet, bl.a. i artiklen ”Kunstigt Akademi” fra 7. april 2020, der indledes med den journalistisk interessante sætning: ”Stikkerplakaten bliver den kaldt af nogle på Kunstakademiet.” (min kursivering) Hvem disse nogle er forbliver uklart — men i Genstart indbefatter dette ”nogle” i hvert fald Pilgaard selv. Værten Knud Brix accepterer straks Pilgaards vinklings-begreb og spørger ”Hvad står der på de her stikkerplakater?” 

Efter sin omtale af ”stikkerplakaterne” fremlægger Pilgaard endnu et eksempel på den krise, han mener plager Kunstakademiet: En klage over professor Ferdinand Ahm Kragh, der i foråret, 2020, førte til, at Kragh blev midlertidigt suspenderet fra sin stilling på Kunstakademiet. I beskrivelsen af denne sag udelader Pilgaard dog helt centrale kendsgerninger, såsom at Ahm Kragh angiveligt skulle have behandlet en kvindelig studerende dårligt efter at have indgået i en seksuel relation med hende. Endnu en gang får Pilgaards udeladelser den konsekvens, at sagen om Ahm Kragh fremstår langt mere skandaløs og som udtryk for en amokløben identitetspolitik end sagens kendsgerninger kan bære.

Pilgaard påstår nemlig i programmet, at klagen over Ahm Kragh blot gik på, at han var hård i sin kritik af studerende, foretrak nogle kunstformer frem for andre og ”så sådan noget med, at han engang under en værkgennemgang har stået og kigget ud ad vinduet, og at han har skældt nogle elever ud for at komme for sent,” som Pilgaard forklarer i et toneleje, hvor man næsten kan høre ham vende det hvide ud af øjnene. Ifølge Pilgaard er klagen over Ahm Kragh udtryk for, hvordan nogle studerende tilsyneladende mener, man ikke ”må kritisere nogle folks værker.”

Men Pilgaard nævner ikke, at klagerne mod Ahm Kragh gik langt videre end den lidt gnavne undervisningsform, Pilgaard reducerer dem til. Om sagen skriver Jyllands-Posten f.eks., ”at kritikpunkterne [mod Ahm Kragh] drejede sig om professorens omskiftelige og utilregnelige omgangsform, at undervisningen ofte blev aflyst, at han efter et seksuelt forhold til en studerende ikke opførte sig professionelt over for hende og om visse specifikke episoder på en studietur til Indien.” Ifølge Kulturmonitor, der refererer Politikens dækning af sagen, gik elevernes kritik på ”en række forskellige forhold, heriblandt omgangsform, manglende planlægning af undervisningen, utilregnelighed og et seksuelt forhold til en elev, som professoren efterfølgende behandlede ’mærkeligt’ i forbindelse med undervisningen.”17

Men i Genstart nævner Pilgaard slet ikke det, der lyder som den suverænt mest alvorlige klage: At Ahm Kragh skulle have behandlet en kvindelig elev værre, efter deres seksuelle forhold var blevet afsluttet. Helt uforklarligt nævner værten Knud Brix heller ikke den groveste anklage mod Ahm Kragh, på trods af, at andre medier end Weekendavisen havde skrevet om dette. 

Hvorfor ikke fortælle Genstarts lyttere, at klagerne over Ahm Kragh handlede om meget mere alvorlige påstande end, at han indimellem kiggede ud ad vinduet? Dette virker særligt uforståeligt, når den mest alvorlige klage over Ahm Kragh er et eksempel på netop den adfærd, meget af #MeToo debatten om krænkelser på arbejdspladser osv. handler om, og som Kunstakademiets indsats mod seksuelle krænkelser er et opgør med: At folk udnytter deres autoritet til at udøve magt over folk, de har eller ønsker at indgå i et seksuelt forhold med.

Og så er der den forkerte påstand om, at busten skulle være ”lavet af Jacques Saly,” som Pilgaard påstår i Genstart på trods af, at det allerede flere dage inden podcasten er blevet bekræftet, at der er tale om en gipskopi på højst 70 år. At det udelades, at busten ikke er skabt af Saly selv er endnu mere forbløffende når man tager i betragtning, at Genstart udover Politiken-interviewet, hvor Dirckinck-Holmfeld påpeger, at der er tale om en kopi, også har et klip fra et Deadline-interview med Dirckinck-Holmfeld. I dette interview gentager Dirckinck-Holmfeld, at busten ikke er af Saly men en kopi af nyere dato — denne del af interviewet citeres dog ikke i Genstart. 

Men selvom Genstarts redaktion ikke citerer fra denne del af interviewet, må man formode de har set det, og altså været fuldt ud klar over, at det muligvis er forkert, når Pilgaard siger, at busten ”er lavet af Jacques Saly”. Men alligevel fortæller Genstart ikke sine lyttere, at det, Pilgaard siger, er forkert.18

Den ideologiske journalist?

Der er således tale om en journalist, Poul Pilgaard Johnsen, der har et særdeles løsagtigt forhold til kendsgerninger, når han afdækker sager, der omhandler identitetspolitik — et forhold, der vel at mærke altid er i hans anti-identitetspolitiske vinklings favør — og ikke tøver med at viderebringe misvisende påstande i andre medier. I sagen om Det Danske Akademi sigtes der efter den angiveligt debat-allergiske venstrefløj, der forsøger at bortcensurere og udskamme kritikere af identitetspolitik såsom Marianne Stidsen. I sin dækning af Kunstakademiet er målet for Pilgaards negative vinkling i endnu højere grad den identitetspolitik, han mener er ved at ødelægge Kunstakademiet. 

Er det tilfældigt, at Pilgaard i dækningen af begge disse sager ender med at præsentere en ufuldstændig fortælling, der udelader kendsgerninger, der ville have sat identitetspolitikken i mindre negativt lys? Eller er skævheden i Pilgaards dækning udtryk for, at han behandler disse sager med et idelogisk bias, der gør ham mere tilbøjelig til at præsentere dem med en anti-identitetspolitisk vinkel?

Henimod slutningen af Genstart spørger Knud Brix lidt ind til dette. Han spørger, hvorvidt Pilgaards artikler er præget af, at han ”et eller andet sted er drevet af, at du synes, at identitetspolitik på den her måde — slavefortid, buster der bliver stjålet — er lidt åndsvagt?” Pilgaard bekræfter, at han synes, det er ”betænkeligt” med den ”historieløshed, der er i det,” og påpeger at han finder det problematisk når identitetspolitik ”gennemsyrer alting”. 

Men han afviser at dette skulle have nogen indvirkning på hans dækning: Interviewet afsluttes med, at Brix leverer det, der vist bedst kan kaldes en journalistisk alley-oop til Pilgaard. Han spørger, om man så kan ”afsværge dine artikler ved at sige, ’Nå, men det er bare, fordi Poul Pilgaard på Weekendavisen han er drevet af, at han politisk mener noget andet?” Men det kan man ikke, svarer Pilgaard meget overraskende, for artiklerne er ”bygget på fuldstændig klassisk journalist-maner”.

Her kunne værten have konfronteret Pilgaard med, om det virkelig er ”fuldstændig klassisk journalist-maner,” at han i Genstart ikke nævner nogle af de mest alvorlige anklager mod Ahm Krag. Eller om det er ”klassisk journalist-maner” at påstå, at busten er lavet af Saly, når dette ikke er tilfældet. Det gør Brix dog ikke. I stedet afsluttes interviewet med, at Pilgaard helt uimodsagt fremfører den groteske og åbenlyst falske konklusion, ”at man ikke længere må tale om fri kunst,” og at det alene er hans bekymring over denne påståede udvikling, der motiverer hans kritiske dækning af den identitetspolitiske strømning på Kunstakademiet.

En del af Pilgaards egne udmeldinger tyder på, at han er dybt ideologisk investeret i kampen mod identitetspolitik — noget Knud Brix antyder, men som han så lader Pilgaard pure afvise uden modspørgsmål. I sit interviewprogram Flaskens Åndpræsenterede Pilgaard f.eks. den meget kendte proponent for identitetspolitikken, Henrik Marstal, således:

”Jeg har haft folk fra den ene yderfløj til den anden i dette program. Jeg har haft en fra Dansk Folkeparti, jeg har haft yderligtgående venstreorienterede, og jeg har sågar haft besøg af en anarkist. Alligevel er der ikke en gæst, jeg har været så uenig med som dagens.” 

Så noget tyder på, at det ikke kun er bekymringer om historieløshed osv., der motiverer Pilgaard til at lave denne mangelfulde dækning, men en helt oprigtig ideologisk modstand mod identitetspolitik. 

Bør Poul Pilgaard Johnsen så lade være med at dække identitetspolitik og tilliggende emner, fordi han selv har stærke holdninger på området? Nej, naturligvis ikke. Han har et stort kildenetværk i kunstmiljøet og på akademiet, som han forklarer i Genstart, og er tydeligvis stærkt og oprigtigt optaget af institutionens velbefindende (eller i hvert fald sin egen opfattelse af, hvad dets velbefindende er). Det er ikke et problem, at Pilgaard dækker disse ting. Men det bliver et problem, når han skruer på kendsgerningerne, så de kan tjene til at udgrænse identitetspolitik. 

Og mens det måske er forståeligt, at Weekendavisen ikke selv oplyser sine læsere om, at Pilgaards journalistik muligvis lider under et sådan bias, er det sværere at forstå, hvorfor Genstart lader ham præsentere sig selv som en objektiv, undersøgende journalist, der måske nok er skeptisk overfor denne udvikling, men mest bare er involveret i dette pga. nogle beundringsværdige bekymringer for fri kunstdebat. Public service-mediet Genstart svigter sine lyttere på dette punkt — hvis Pilgaards dækning af disse ting er så præget af ideologisk modstand overfor identitetspolitik, at han kan få sig selv til at fordreje og udelade centrale kendsgerninger, bør Genstart oplyse sine lyttere om dette.19

Jeg har valgt netop denne sag, fordi Knud Brixs ukritiske accept af Pilgaards udlægning eksemplificerer danske mediers naive tilgang til holdbarheden (eller mangel på samme) af de ”kendsgerninger,” der fremlægges i dækningen af identitetspolitik.

Selv efter påstanden om at Saly havde lavet busten blev afkræftet i midten af november, 2020, hænger pseudokendsgerningen nemlig stadig ved i danske mediers omtaler af aktionen og den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Der findes nogle artikler, iblandt de dusinvis af artikler, der er udgivet om sagen i danske medier efter 20. november, 2020, der nævner, at busten var en gipskopi, men mange gør ikke. Og i flere tilfælde påstås det ligefrem stadig, at busten var skabt af Saly selv.20

Blandt visse anti-identitetspolitiske debattører betragtes det tilsyneladende også som en kendsgerning, at busten blev skabt af Saly. I april, 2021 skrev f.eks. rådsmand for De Konservative på Frederiksberg Nikolaj Bøgh, i et debatindlæg i Berlingske om Kunstakademiet og ”den ekstreme politiske aktivisme, der kulminerede med busteødelæggelsen” at ”Saly, akademiets første rektor, skabte busten og rytterstatuen af kongen på Amalienborg Slotsplads som et højdepunkt i dansk og europæisk kunsthistorie.” 

Pilgaard interviewer netop Bøgh i artiklen om aktionen fra 20. november, 2020, og her forholder han Bøgh, at busten ikke var skabt af Saly: ”Handlingen er et udtryk for en foragt for kunsthistorien og kulturarven, uanset om busten er 70 eller 250 år gammel,” siger Bøgh i den sammenhæng. Bøgh ved altså da han i april, 2021, skriver sit indlæg til Berlingske, at busten ikke er skabt af Saly. Alligevel giver han Berlingskes læsere indtryk af, at busten blev skabt af Saly.

Ligesom så mange identitetspolitiske sager før den, er buste-sagen altså endt i den anti-identitetspolitiske anekdote-bank, hvor kun de mest overfladiske kendsgerninger står tilbage, og den anti-identitetspolitiske vinkel skinner tydeligt igennem — i dette tilfælde i så høj grad, at Weekendavisens forkerte påstand om bustens oprindelse nu af mange debattører og journalister øjensynligt betragtes som en kendsgerning. 

Jeg kunne fortsætte med eksempler på denne slags dækning. Om end især aviser som Berlingske og Weekendavisen er særligt aktive inden for genren, er denne anti-faktuelle tilgang til identitetspolitiske spørgsmål desværre mere reglen end undtagelsen i den danske presses dækning af disse spørgsmål, som også blev illustreret af min gennemgang af dækningen af Gyldendals nye Halfdan Rasmussen-udgivelse, som var misvisende på tværs af de landsdækkende medier.

At borgerlige medier dækker identitetspolitik kritisk, er forventeligt — selvom alle medier, også de borgerlige, naturligvis bør efterstræbe at give et så retvisende billede af virkeligheden som muligt, hvilket desværre ikke altid er tilfældet. Men det bliver særligt problematisk, når øvrige medier øjensynligt stoler så meget på denne dæknings sanddruelighed, at de ikke gør sig den ulejlighed at undersøge, om dækningen ér retvisende. Journalistik er ikke fejlfri, og det bør ikke være et krav, at journalistik aldrig må indeholde fejl eller upræcise kendsgerninger. Men når man som Weekendavisen systematisk undlader centrale kendsgerninger der ikke passer med den efterstræbte anti-identitetspolitiske vinkel, bliver det nødvendigt, at andre medier tager Weekendavisens dækning af disse sager med et gran salt — og i det mindste sikrer sig, at de informationer de videregiver fra avisens dækning flugter med virkeligheden. 

Indholdsfortegnelse

Indledning

Del 1: Den anti-identitetspolitiske anekdote-bank

Del 2: Når vinkling bliver til kendsgerninger: Weekendavisens dækning af identitetspolitik

Del 3: Den anti-identitetspolitiske debattør sætter dagsordenen

Konklusion

  1. Værd at bemærke her er, at de udgivelser der indeholder de otte rim stadig bliver udgivet — og tilsyneladende er langt mere populære end den nye udgivelse — en oplysning der dog ikke er fulgt med i anekdotebanken, hvor Rasmussen-udgivelsen stadig figurerer som et eksempel på identitetspolitikkens indtog og magt til at ændre det danske samfund . Det vil sige at hele præmissen for den oprindelige dækning, altså at denne nye udgivelse skulle medføre at de otte udeladte digte ikke længere vil figurere i danske børneværelser, har vist sig at være forkert.
  2. Steffen Groth har peget på andre kritisable elementer i Weekendavisens dækning af ”krisen” på Det Danske Akademi, bl.a. at der er flere journalistisk etiske problemer ved Pilgaards dækning og brug af kilder.
  3. Overlappet mellem identitetspolitik og ytringsfrihed er et vigtigt element, som jeg bliver nødt til at springer over. For en stærk analyse af denne problematik kan jeg anbefale Gavan Titley’s Is Free Speech Racist.
  4. Suzanne Brøgger skriver i det udmeldelsesbrev som Weekendavisen citerer fra, at ”selv om MS hævder kun at tale på egne vegne,” men det er uklart hvilken kontekst Brøgger refererer til her, om hun taler overordnet eller mere specifikt, og om hun med ”hævder” refererer til konkrete debatindlæg eller f.eks. en mere overordnet forklaring Stidsen har givet til akademiets medlemmer.
  5. Et indlæg publiceret i Expressen hvoraf en oversættelse blev bragt i Weekendavisen.
  6. Jeg har ikke adgang til de trykte udgaver af Expressen, og det er muligt at dette forbehold indgår her.
  7. Stidsen optræder også andre steder i den svenske debat som medlem af Det Danske Akademi uden forbehold, f.eks. hos det højreorienterede internetmagasin Kvartal og NGOen Academic Rights Watch.
  8. Hun præsenteres også uden forbehold som akademimedlem i debatindlæg i danske aviser såsom i Information hvor hun præsenteres som ”forfatter og holdt motivationstalen på vegne af Det Danske Akademi, da Christina Hagen fik overrakt Otto Gelsted-prisen.” Og Kristeligt Dagblad hvor Stidsen præsenteres således: ”Marianne Stidsen er dr.phil. og lektor ved Københavns Universitet samt medlem af Det Danske Akademi.” I ingen af disse indlæg står der noget om at hendes udtalelser her intet har med hendes medlemskab af Det Danske Akademi at gøre. Der er også eksempler på at Stidsen udtaler sig om det svenske akademi uden at tage forbehold, men hvor hun dog heller ikke præsenteres som medlem af Det Danske Akademi såsom ”Den fortiede virkelighed bag akademi­skandalen” i Weekendavisen.
  9. Det er lidt uklart hvorvidt Informations artikel henviser til Weekendavisens dækning eller ej, da denne trods alt kun udkom en enkelt dag før Informations artikel. Så det er muligt, at Informations påstand om, at Stidsen udtaler sig på egne vegne, er Informations egen. Det gør den dog ikke mere korrekt.
  10. F.eks. skriver Jørgen Carlsen, medlem af Etisk Råd, i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad at ”Litteraten Marianne Stidsen vakte forargelse og vrede med sine meget kategoriske udtalelser om Black Lives Matter-bevægelsen og MeToo-bevægelsen, som hun sammenlignede med nazismen. Det blev anset for så provokerende og kontroversielt, at fire medlemmer forlod akademiet i protest.” Den udlægning af sagen er ganske enkelt forkert —Carlsens fejl er dog forståelig al den stund, at hverken Weekendavisen eller resten af de danske medier virkede synderligt optagede af, at udlægge sagens rette sammenhæng. I forbindelse med at fire nye medlemmer indtrådte i akademiet i januar, 2021, blev sagen om udmeldelserne nævnt en del gange i pressen. Her blev det også tydeligt, at den kendsgerning at Stidsen ofte præsenterede sig som akademimedlem uden forbehold, simpelthen er forsvundet fra erindringen om sagen. F.eks. skriver Berlingske i en portrætartikel med overskriften ”Marianne Stidsen har ikke tænkt sig at klappe i” (13. januar 2021) således om sagen på DDA: ”Det på trods af, at det var en kontrovers om hendes #metoo-kritiske udtalelser, der førte til, at fire forfattere i april sidste år endte med at træde ud ad Akademiet. »Jeg har min fulde ytringsfrihed ligesom alle andre medlemmer af Det Danske Akademi,« siger hun.” Journalisten konfronterer ikke Stidsen med at hendes ytringsfrihed aldrig var på spil — det var bare den vinkling Weekendavisen havde valgt. Måske fordi journalisten har opfattet Weekendavisens dækning som retvisende, konfronterer han heller ikke Stidsen da hun lyver og siger: ”Jeg synes, det er vigtigt at sige – og det har jeg forsøgt at understrege hele tiden – at min egen deltagelse i #metoo-debatten er adskilt fra det arbejde, jeg laver i akademiet. Sådan har det været hele tiden.”
  11. En god analyse af aktionen som ”en del af en verdensomspændende, aktionspræget modstand og handlen imod den historiske kolonisering af lande, mennesker og kontinenter over hele verden” er at finde her på Solidaritet.dk.
  12. Information skriver: ”Et centralt spørgsmål for debatten har været, hvorvidt den ødelagte buste var et kunstværk eller blot en kopi. I tv-interviewet understregede Katrine Dirckinck-Holmfeld, at værket ikke var »et uvurderligt kunstværk«, som det tidligt i debatten var blevet fremført, men »bare en kopi«. Flere, heriblandt museumsinspektør på Bornholms Museum, Jakob Seerup, har modsagt hende og hævdet, at busten var et forstudium til rytterstatuen af Frederik V. Det ville betyde, at busten var originalafstøbningen lavet på lerbusten, som den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly skabte i 1754.”  
  13. Omkring 7.30 inde i podcasten fortæller Pilgaard om busten: ”Det er jo ligesom det der symboliserer akademiet allermest for det er jo grundlæggeren, Frederik V, som busten forestiller. Og den er lavet af Jacques Saly som var en fransk billedhugger som kom til Danmark for at lave rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads men som også blev den første rektor, i virkeligheden, for akademiet. Så det er hele akademiets historie, både selve grundlæggeren, altså kongen, og så selve den første kunstneriske leder, Saly, der er repræsenteret i denne her ene buste”.
  14. I artiklen ”Identitetspoliti: Med posen over hovedet” fra 20. november, 2020, samme dag som Pilgaard deltager i Genstart, skriver han, at busten er ”en senere afstøbning. Sandsynligvis fra 1950erne”. Han nævner dog ikke, at en sandsynlig årsag til, at folk hidtil har gået og troet, at busten var skabt af Saly, var at Weekendavisen selv gjorde denne forkerte formodning central i deres dækning. I selvsamme artikel står der dog også, at ”den ødelagte buste var et forstudie” til ”billedhuggeren Salys rytterstatue på Amalienborg Slotsplads”, så Weekendavisen kan tilsyneladende ikke helt give slip på denne forkerte præmis.
  15. Af en eller anden grund annoncerede bustens ejer, Akademiraadet, d. 12. november, 2020 at den buste der blev smidt i havnen var ”Salys buste” — tilsyneladende før de havde sikret sig hvorvidt dette var tilfældet. I erklæringen nævnes der intet om, at der muligvis er tale om en kopi af den oprindelige buste, og selvom der heller ikke eksplicit står at busten med sikkerhed var skabt af Saly selv, er det svært at læse erklæringen på anden måde end at dette skulle være tilfældet, når der f.eks. skrives at ”Salys buste af Frederik V var en del af Akademiets kunstsamling”.
  16. Saly som bustens skaber var centrum for megen mediedækning af busteaktionen. Ritzaus oprindelige telegram om sagen, der henviste til Weekendavisens dækning og blev bragt i mange medier, har overskriften ”Uvurderlig dansk statue smidt i havnen,” og indeholder også pseudokendsgerningen om, at busten skulle være ”udført af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, der levede fra 1717 til 1776”.
  17. I dele af dækningen er Ahm Kragh anonymiseret, men fra bl.a. denne artikel ved vi at den sag Jyllands-Posten og Kulturmonitor omtaler, handler om Ahm Kragh.
  18. I Genstart refereres også interviewet med Katrine Dirckinck-Holmfeld i Politiken fra d. 13. november, 2020 hvor hun bl.a. udtaler at ”Det var en happening mod en gipsafstøbing, der findes i flere versioner” og at ”Det her er en gipsafstøbning fra nyere tid, så vidt jeg er orienteret. Det er ikke Saly, der har hugget den ud i marmor«.” Disse udtalelser nævnes heller ikke i Genstart på trods af, at det kunne udfordre Pilgaards påstand om bustens oprindelse.
  19. I amerikanske journalistkredse har der rejst sig en bevægelse for mere transparens, der på samme tid er et opgør med det objektivitetsmantra der opstod i USA omkring år 1900, og dette er en vigtig, men i Danmark ret forsømt, debat om hvorvidt man i moderne journalistik bør blive bedre til at oplyse sit publikum om ens egne mulige bias. Man kan læse mere om denne interessante udvikling indenfor journalistikken her.
  20. F.eks. står der i et Ritzau-telegram fra 14. december, 2020, trykt i bl.a. BT og 30 andre medier, om Kunstakademiets rektors aftrædelse hvor buste-aktionen også omtales, at ”Busten af akademiets stifter er udført af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, der levede fra 1717 til 1776.” Og d. 20. februar, 2021, i forbindelse med den kritik kulturminister Joy Mogensen har rettet mod Kunstakademiet opsamles bustesagen således i Jyllands-Posten:  ”En gipsbuste af Frederik V blev i november stjålet fra festsalen på Charlottenborg og smidt i Københavns Havn. Statuen, der er skabt af den franske billedhugger Jean-Francois-Joseph Saly var fuldstændig ødelagt, da dykkerne fik den op af vandet.”