I denne tekst har jeg analyseret, hvordan danske medier dækker identitetspolitik og tilliggende emner. Min påstand er, at overordnet set skaber dækningen et uholdbart grundlag for en debat om de vigtige spørgsmål, identitetspolitikken rejser. Denne påstand baserer jeg på tre problematiske elementer ved dækningen:
For det første det, jeg kalder den anti-identitetspolitiske anekdotebank, hvor en række komplekse sager får alle nuancer skåret fra, så kun de allermest overfladiske kendsgerninger står tilbage. Det, der havner i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, er nærmest altid netop de kendsgerninger, der sætter identitetspolitikken i et dårligt lys. Ofte er det, der bliver tilbage, endda knap nok kendsgerninger men nærmere misvisende sammenfatninger. Efterfølgende bliver disse upræcise sammenfatninger så gentaget igen og igen, når nye identitetspolitiske sager dukker op, og skal sættes i en kontekst af journalisterne.
Det andet element jeg har analyseret, er selve den journalistiske dækning af identitetspolitikken. Denne er ofte upræcis og fejlfyldt, men alligevel har danske medier det med at gentage hinandens misvisende dækning, som var den retvisende — hvilket skaber anekdotebankens faktuelt vaklende grundlag. Her virker danske mediers dækning ofte, som om de søger at opfylde en anti-identitetspolitisk vinkling fremfor åbent og så objektivt som muligt at undersøge og fremlægge sagsforløb, der er komplekse. I denne del af analysen har jeg kigget nærmere på Weekendavisens misvisende dækning af to omfattende og velkendte identitetspolitiske sager, og hvorledes denne dækning ukritisk blev videreformidlet af andre medier. Her endte Weekendavisens misvisende fremstillinger af hvorfor nogle medlemmer udtrådte fra Det Danske Akademi, og deres misvisende dækning af oprindelsen af busten der blev smidt i Københavns Havn, som centrale ”kendsgerninger” i både dækningen og debatten.
Som det tredje element i dækningen har jeg peget på, hvordan den fremtrædende jurist Jacob Mchangama, der ellers betragtes som arketypen på en saglig debattør, har et særdeles lemfældigt forhold til kendsgerninger, når det kommer til identitetspolitik. På trods af dette har danske medier ofte brugt Mchangama som en slags neutral ekspert, der fordomsfrit kan vurdere og kommentere på identitetspolitikkens udvikling i Danmark og udenlands. Mchangama har i høj grad været med til at sætte mediernes dagsorden i disse spørgsmål, f.eks. i debatten om Københavns Universitets retningslinjer mod krænkelser. Men Mchangama virker mindre optaget af, at præsentere den danske offentlighed for en nøgtern gennemgang af kendsgerningerne omkring disse spørgsmål, og mere optaget af, at fremføre anti-identitetspolitiske argumenter, baseret på vildledende anekdotefortælling såsom, at et universitet i Storbritannien har ”forbudt” 34 ord på grund af retningslinjer som dem på KU.
Sammen skaber disse tre elementer en dækning af identitetspolitik, der på et ufuldstændigt og misvisende grundlag har opbygget en fortælling om identitetspolitik som langt mere problematisk end de reelle kendsgerninger kan bære.
Mediernes anti-identitetspolitik og angrebet på forskningsfriheden
En konkret og dybt bekymrende manifestation af kampen mod identitetspolitik er angrebet på forskningsfriheden fra højrefløjspolitikere såsom Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, der bl.a. påstår at megen forskning er blevet for ”identitetspolitisk”. Et angreb, som regeringspartiet Socialdemokraterne ikke virker til at ville eller kunne modstå fuldstændig. Uden identitetspolitikkens i forvejen ekstremt dårlige ry er det svært at forestille sig, at et så usagligt og virkelighedsfjernt angreb på forskningsfriheden kunne finde sted med Socialdemokratiets implicitte støtte.
Det er formodentligt danske mediers skæve dækning af identitetspolitik, der gør, at Dahl, Messerschmidt og deres allierede i danske medier såsom Weekendavisen og Berlingske kan blive taget alvorligt på trods af, at deres angreb er baseret på meget usaglig forskningskritik.
Og i debatten om såkaldt politiserende forskning har netop de dynamikker, jeg beskriver i denne artikel, også spillet en central rolle. Det er ikke tilfældigt, at socialdemokraterne Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborgs støtteerklæring til Henrik Dahls angreb på forskningsfriheden, bestod af adskillige udtræk fra den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Sager der betænkeligt nok ikke havde noget med forskning at gøre, bl.a. sagen om tiltale af non-binære personer på Københavns Universitet, referencer til den angivelige dominans identitetspolitikere udøver på Kunstakademiet og en falsk påstand om, at der er personer, der mener at Halfdan Rasmussen ”må censureres”. Men Brandenborg og Stoklund har ikke haft behov for selv at finde på disse anekdoter. De bygger blot deres modstand mod forskning de ikke bryder sig om på den misvisende fortælling danske medier har skabt om identitetspolitik.
Et sigende eksempel, på hvordan mediernes forståelse for disse spørgsmål fremmer anti-identitetspolitikken, er en kommentar om denne forskningsdebat af Information-journalisten Louise Schou Drivsholm med udgangspunkt i et kulturudspil fra Dansk Folkeparti hvor partiet bl.a. angreb forskning de mente var for identitetspolitisk. På trods af at Schou Drivsholm anlægger en kritisk vinkel på det politiske angreb på forskningsfriheden, benytter hun sig selv af den anti-identitetspolitiske anekdotebank på en måde, der fastholder den misvisende fortælling om identitetspolitikken politikere som Messerschmidt og Dahl abonnerer på.
Schou Drivsholm skriver:
”Det kan måske i sig selv være fornuftigt nok at få belyst, hvorvidt og hvordan de videregående uddannelsesinstitutioner værner om et »apolitisk akademisk miljø«, som DF betegner det. For man skal ikke være blind for, at nogle uddannelser herhjemme potentielt kan have taget en for identitetspolitisk drejning. Det er der flere meget medieomtalte eksempler på: De forbudte sombrerohatte på Københavns Universitet (KU). Protesterne mod »Den danske sang er en ung blond pige« på Copenhagen Business School. En biologilektor, som modtog klager for at dele statistik op i mænd og kvinder.”
Her fremhæver Schou Drivsholm to anekdoter jeg har gennemgået i første del af analysen: først, den meget populære, men dybt misvisende, forestilling om ”forbud” mod sombrerohatte på KU og så sagen, hvor et enkelt institut på CBS besluttede sig for ikke længere at synge ”Den danske sang,” fordi en kollega ikke brød sig om det. Her bliver sagen endda fremstillet med det misvisende ord ”protester” i flertal på trods af, at selv de mest anti-identitetspolitiske stemmer i debatten erkender, at der kun var tale om én ansat.
Schou Drivsholm nævner også en tredje anti-identitetspolitisk anekdoteklassiker, nemlig sagen om, at en studerende på biologi påpegede overfor en lektor, at ikke alle identificerer sig som mand eller kvinde. Denne sag førte til en meget voldsom dækning i danske medier, meget fint illustreret af en overskrift i Jyllands-Posten: ”Må man nu heller ikke omtale mennesker med ’han’ og ’hun’?”
Men der var ingen klage: Der var blot tale om, at en studerende til en intern evaluering, i øvrigt helt korrekt, fremhævede at når man som den omtalte underviser beder studerende på et hold inddele sig i mænd og kvinder, risikerer man at udelukke personer, der ikke identificerer sig med en af de to kønskategorier.1 Også her taler Schou Drivsholm helt uforklarligt i flertal og gør det, der ikke engang var én klage til ”klager”.
Så på trods af, at Schou Drivsholm tager afstand fra Messerschmidt og Dahls angreb på forskningsfriheden, fremstiller hun deres diagnose af ”identitetspolitikken” på universiteterne som korrekt — men det er den ikke. Den er forkert. Og Schou Drivsholms eneste ”beviser” for denne diagnose er da også danske mediers egne misvisende fortællinger fra den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Den fejlfyldte analyse af forskningen, der er blevet lagt til grund for angrebet på forskningsfriheden, er således tæt forbundet med den fejlfyldte fortælling om identitetspolitik, danske medier har fremmet de seneste par år.
Et bæger fyldt til randen med anekdoter
Og i det hele taget kan danske mediers anti-identitetspolitiske tilgang kan formodentlig forklare noget af den udbredte modstand mod identitetspolitik, der præger den danske offentlighed og ofte manifesterer sig i den politiske debat, hvor politikere på tværs af det politiske spektrum tager afstand fra identitetspolitik. I første del af denne analyse har jeg blandt andet peget på folketingsmedlem for De Konservative, Katarina Ammitzbøll, og hendes modstand mod ændringen af en introuge-tradition på Københavns Universitets statskundskabsstudie, der som hun beskrev det fik hendes anti-identitetspolitiske bæger til at flyde over.
Og Ammitzbølls bægermetafor er en god måde at afrunde denne analyse på. For bægeret, som Ammitzbøll og formodentlig mange andre ser som fyldt til kanten med problematisk identitetspolitik, er i høj grad et fatamorgana skabt af danske mediers skæve dækning — selv de konkrete sager, Ammitzbøll og Berlingske refererer som de vigtigste dråber i hendes bæger, bliver formidlet særdeles upræcist og misvisende.
Men ligesom et rigtigt fatamorgana er det fyldte bæger nok i høj grad opstået ud fra en form for ønsketænkning: I takt med, at racisme og xenofobi er blevet mere central i dansk politik, er der opstået et politisk og kulturelt behov for at marginalisere og udgrænse de bevægelser, der sætter lup på denne højredrejning. Her tilbyder identitetspolitik et stærkt og tidssvarende analyseapparat, der blandt andet udstiller, hvor normaliseret racisme er blevet i dansk politik. Så det giver god mening, at mange danske politikere søger at udgrænse dette analyseapparat. Desværre har medierne svigtet sit demokratiske ansvar i denne debat, og har med deres upræcise dækning været en aktiv medspiller i udgrænsningen af identitetspolitik.
Information-journalisten Louise Schou Drivsholms analyse af forskningsdebatten viser hvorledes mediernes tilgang til disse spørgsmål er selvopfyldende. Danske medier har øjensynligt malet sig selv op i et hjørne, hvor det nærmest er blevet umuligt for dem at dække disse emner på en retvisende måde. Dette ville nemlig indebære et opgør med deres egen årelange og utroligt skæve dækning af disse emner. Men i stedet for at tage dette opgør gentages den skæve dækning så meget, at dens sandhedsværdi ikke længere betragtes som noget, man behøver undersøge.
Her er det værd at nævne, at der naturligvis er undtagelser til dette billede. Danske medier, fra Weekendavisen til Information, producerer masser af god og grundig dækning af identitetspolitik. Men overordnet set er den danske presses dækning af emnet præget af, at man har lagt sig fast på en anti-identitetspolitisk vinkel. Så den journalistik, man producerer, fremstår i højere grad som om den søger at bekræfte denne negative vinkel end at fremlægge kendsgerningerne i de ofte meget komplicerede og flertydige sager. Som Schou Drivsholms kommentar viser, sætter man end ikke spørgsmålstegn ved, hvor retvisende anekdote-banken er — man gentager bare, hvad andre har skrevet, og så er det ligesom dét.
Der er for mig at se især to årsager til, at danske medier er havnet her: dels er der det faktum, at nogle medier simpelthen lader deres ideologiske behov for at udgrænse identitetspolitik veje tungere end det journalistiske behov for at tage udgangspunkt i kendsgerningerne. I denne artikel har jeg påpeget, hvordan Weekendavisen og deres journalist Poul Pilgaard Johnsen tilsyneladende lader en oprigtig ideologisk modstand mod identitetspolitik præge deres dækning i så høj grad, at kendsgerninger indimellem fordrejes eller udelades, hvis de risikerer at sætte identitetspolitikken i et mindre negativt lys.
Den anden store årsag til, at dækningen ikke bare er skæv, men bliver tiltagende mere misvisende, er et strukturelt problem hos journalistikken, hvor man har tendens til at blive for afhængig af forudgående dækning af et emne, og derfor risikerer at videreføre upræcise udlægninger. For paradoksalt nok baserer de fleste journalister deres dækning af identitetspolitik på god journalistisk praksis: At man skal forklare læserne om hvad der sker i verden ved at sætte nye hændelser ind i en kontekst, der giver læserne mulighed for bedre at forstå denne hændelse.
Her er problemet dog, at den kontekst, danske medier tilbyder sine læsere, alt for ofte ikke er en retvisende fremstilling af virkeligheden men nærmere den fortælling om identitetspolitik, danske medier allerede har etableret, især gennem tilbagevendende brug af den misvisende og anti-identitetspolitiske anekdotebank.
Så den upræcise dækning af identitetspolitik skal delvist forstås som et resultat af nogle strukturelle begrænsninger, der findes i journalistikken — eller rettere sagt hvorledes visse strukturer har fastholdt en specifik kontekst-formidling selvom denne kontekst er særdeles misvisende. Dette er en risiko, der følger med en af journalistikkens overordnede opgaver; nemlig at gøre komplekse sager forståelige for et så bredt publikum som muligt, som i dækningen af identitetspolitik gøres ved at nye angiveligt identitetspolitiske hændelser sammenstilles med tidligere identitetspolitiske hændelser.
Desværre overser man ofte på de danske redaktioner, at denne tidligere dækning af identitetspolitik har været upræcis og unødvendigt negativ overfor identitetspolitik. Således bliver fortællinger der udelod eller ligefrem misrepræsenterede centrale kendsgerninger, nu gentaget som objektiv sandhed, når de fremhæves som konteksten for nye hændelser. Det er netop denne mekanisme, der manifesterer sig i det, jeg har kaldt den anti-identitetspolitiske anekdotebank, der er endt med at blive så normaliseret at også politikere og debattører anvender den i deres kamp mod såkaldt identitetspolitik.
Men der er mange måder man kan agere indenfor disse journalistiske strukturer. Dækningen af identitetspolitik er også udtryk for de mange konkrete til- og fravalg, der hver dag bliver truffet på redaktionerne. Så det er muligt for danske medier at gå andre veje. Første skridt ville være at kassere den anti-identitetspolitiske anekdotebank, og starte forfra med at få redegjort for, hvad der er op og ned i de enkelte identitetspolitiske sager, så de misvisende anekdoter forsvinder fra dækningen, og danske medieforbrugere i stedet kan forholde sig til, hvordan identitetspolitik rent faktisk manifesterer sig i dagens Danmark. Danske journalister bør også tage bestik af hvorvidt de fortællinger om identitetspolitik der kommer fra medier som Weekendavisen og debattører som Jacob Mchangama, flugter med virkeligheden eller ej.
Det er vigtigt for den offentlige debat, at danske medier tager dette opgør med sin egen skæve dækning. Identitetspolitikken er nemlig kommet for at blive, blandt andet fordi den er så effektiv til at belyse fænomener såsom racisme og sexisme, som man i Danmark historisk ikke har været så optaget af. Hvis den danske offentlighed skal få adgang til en retfærdig og kritisk dækning af identitetspolitik, er det afgørende, at danske medier får frigjort sig fra den anti-identitetspolitiske anekdotebank, dækker nye identitetspolitiske sager med respekt for kendsgerningerne, og i det hele taget begynder at dække disse sager med den præcision og grundighed, emnet fortjener.
Indholdsfortegnelse
Del 1: Den anti-identitetspolitiske anekdote-bank
Del 2: Når vinkling bliver til kendsgerninger: Weekendavisens dækning af identitetspolitik
Del 3: Den anti-identitetspolitiske debattør sætter dagsordenen
- Den korrekte sammenhæng her er, at en biologistuderende i 2018 i en evaluering påpegede, at da en lektor bad de studerende om, at dele sig op i mænd og kvinder risikerede man, at overse nogle studerende der måske identificerer sig som non-binære. En helt korrekt observation, der vel at mærke blev ytret efter studiet direkte opfordrede hende til at pege på ting ved faget, der kunne gøres bedre. Dette blev til ”klager” i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, som Schou Drivsholm her laver et udtræk fra. En anden ting der er værd, at bemærke her, er at ingen medier kontaktede den studerende det drejede sig om, og valgte at fremstille sagen udelukkende fra underviseren selv, på trods af at hans version af sagen viste sig, at være særdeles misvisende.