Indledning

Du kan lytte til analysens indledning her. Bemærk at i oplæsningen springer jeg de fleste fodnoter over.

Identitetspolitik er blevet et heftigt omtalt og debatteret emne i Danmark og danske medier. Fra at blot blive nævnt i 37 artikler i 2015, indgik begrebet i år 2020 i næsten 600 artikler i landsdækkende aviser — en stigning på over 1400% på fem år.1 Men dækningens kvalitet er ikke steget i takt med antallet af artikler. I stedet er mediernes dækning og den medfølgende debat præget af stråmænd og fordrejninger — næsten altid i anti-identitetspolitikkens favør. I denne analyse gennemgår jeg mediedækningen af identitetspolitik, og hvorledes den er med til at skabe og fastholde en skæv forestilling om hvad dette fænomen egentlig er. 

Den journalistiske dækning af identitetspolitik er præget af vinklinger, der er stærkt negative overfor identitetspolitik — vinklinger, der ofte kammer over i noget, der minder om misinformation. Meget journalistisk dækning af identitetspolitik udelader fakta og kontekst, der ville sætte identitetspolitik i et positivt lys. Og da journalistik er meget selvrefererende, ender denne dækning med at blive en slags selvopfyldende profeti. På baggrund af tidligere (misvisende) journalistisk dækning der angiveligt peger på, at identitetspolitik er problematisk, ender dækningen af emnet derfor med at fremstå mere optaget af at bekræfte denne allerede etablerede negative vinkel end i at undersøge, hvad der rent faktisk er op og ned i disse ofte meget komplekse sager.

Den ufuldstændige dækning gør, at det, vi diskuterer i den danske debat sjældent er identitetspolitik som sådan. I stedet tager debatten udgangspunkt i den skræmmeversion af identitetspolitik, danske medier har frembragt gennem en dækning, der er skæv, mangelfuld og urimeligt negativ overfor identitetspolitik. 

Der ér interessante og vigtige debatter, der bør tages om identitetspolitik og dens berettigelse, og der findes også god dækning af disse emner i danske medier. Men min påstand er, at overordnet betragtet er den danske journalistiske dækning og debat om identitetspolitik så skævvredet, at det besværliggør en saglig offentlig debat om emnet gevaldigt. Som en person, der finder meget inspiration og politisk håb i den måde, identitetspolitik kan åbne op for nye forestillinger om, hvad samfundet kan og bør være, er det frustrerende, at debatten ofte foregår på denne måde.

Det er vigtigt at pointere, at jeg ikke søger at antyde, at der i mørke redaktionslokaler rundt omkring i Danmark sidder en anti-identitetspolitisk loge, der har held med at få danske journalister til at fremstille identitetspolitik så negativt som muligt. Tværtimod betragter jeg det jeg identificerer i denne artikel som udtryk for et strukturelt problem: I danske medier er der opstået en formodning om, at identitetspolitik er et negativt fænomen, så hver gang en identitetspolitisk sag opstår, går den journalistiske proces ikke ud på at behandle den med friske øjne, men i at undersøge hvordan denne identitetspolitiske sag nu illustrerer identitetspolitikkens negative sider. Dette er i høj grad et produkt af det jeg kalder den anti-identitetspolitiske anekdotebank som jeg analyserer i første del af denne tekst.

Der eksisterer således (mindst) to udgaver af identitetspolitik. For det første har vi den ægte vare; En tilgang til politik, hvor man har fokus på at gøre op med de undertrykkelsesmekanismer, der rammer grupper og individer med minoritetsidentiteter; og så den fortælling om identitetspolitik, der cirkulerer i danske medier, hvor en samling løsrevne anekdoter samles under betegnelsen på trods af enorme, substantielle forskelle. Denne begrebsforvirring understreges af, at andre begreber såsom ”krænkelseskultur”, ”politisk korrekthed” og senest ”wokeness,” bruges til at beskrive selvsamme (forestilling om et) fænomen. Det er mediefortællingen om identitetspolitik osv., og ikke den politiske bevægelse, jeg analyserer i denne artikel.

Udover indledningen, som du læser nu, og konklusionen, består teksten af tre dele, der hver behandler ét aspekt af den journalistiske dækning. Den første handler om den kontekst medierne benytter sig af i deres dækning — hvad jeg kalder den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Den anden del omhandler den journalistiske dækning af enkeltsager — en dækning der er præget af udeladelser og usaglighed. Og den tredje del omhandler hvorledes en af de mest benyttede journalistiske kilder i dækningen af identitetspolitik, Jacob Mchangama, bidrager til den urimeligt negative fortælling om identitetspolitik.  Hver del kan læses for sig selv, men jeg anbefaler man læser alle tre. Hvis man kun læser én del (eller ingen af dem), kan man med fordel slutte af med, at læse analysens konklusion der samler op på alle tre dele. I det følgende beskriver jeg kort de tre analyser jeg udfolder mere grundigt i de enkelte dele.

Den anti-identitetspolitiske anekdotebank

Det er særligt problematisk, at dækningen af netop identitetspolitik generelt er mangelfuld. Et af de bærende elementer hos dem, der bekymrer sig om identitetspolitik, er nemlig at selvom de enkelte hændelser måske kan virke som bagateller, er det vigtigt, man ser på dem som udtryk for det samlede billede. For at forstå truslen fra identitetspolitik, siges det, må man betragte alle de identitetspolitiske hændelser som én samlet bevægelse.

Denne præmis kommer især til udtryk i, det jeg behandler i den første del af teksten — det jeg kalder den anti-identitetspolitiske anekdote-bank: en samling anekdoter om de identitetspolitiske hændelser fra de seneste par år, der fungerer som tilbagevendende referencer, når en ny identitetspolitisk sag dækkes. Næsten alle artikler om en identitetspolitisk hændelse refererer til et par stykker af disse anekdoter for at illustrere, at denne nye hændelse blot er endnu et eksempel i en lang række af hændelser, der udløber af den samme identitetspolitiske bevægelse og tankegang.

Problemet med denne anekdotebank er, at nærmest alle dens anekdoter er misvisende. Fordi danske medier oprindeligt dækkede hændelserne upræcist og ufuldstændigt — meget ofte i anti-identitetspolitisk favør — ender denne anekdote-bank med at være fyldt af de anti-identitetspolitiske versioner af hændelserne fremfor fuldgyldige referater af, hvad der rent faktisk fandt sted. At danske medier konsekvent benytter sig af denne anekdotebank som konteksten for deres dækning indebærer således at dækningen i sit udgangspunkt og helt af sig selv vinkles negativt overfor identitetspolitik. 

Når vinkling bliver til kendsgerninger

I anden del af teksten fremhæver jeg Weekendavisens skæve dækning af sagerne på Det Danske Akademi og Kunstakademiet. Her dokumenterer jeg at dækningen af disse to sager var særdeles upræcis, og at Weekendavisen udelod fakta, der kunne have sat identitetspolitikken i nuanceret lys. Jeg peger også på hvordan øvrige danske medier, fremfor selv at undersøge sagerne, accepterede Weekendavisens skarpt vinklede udlægning som kendsgerninger, og resten af debatten om disse ting derfor i høj grad forløb på det underoplyste grundlag Weekendavisen lagde ud med. 

Ufuldstændig dækning af enkeltsager er uundgåelig i journalistik. Det er en genre, der er defineret ved sin pladsmangel, og det er ikke rimeligt at forvente, at en journalistisk tekst dækker hvert eneste element af en sag. Dækningen af identitetspolitik er dog særdeles ufuldstændig, og påfaldende ofte i en retning hvor denne ufuldstændighed fremmer en negativ forestilling om identitetspolitik. Og da dækningen af hver ny sag gentager forudgående skæv dækning af tidligere sager som ”beviser” for, at der her er tale om en tendens, reproducerer den skæve, anti-identitetspolitiske dækning således sig selv, fordi der sjældent bliver sat journalistisk spørgsmålstegn ved dens præmisser.

Den anti-identitetspolitiske debattør sætter dagsordenen

I tredje del af analysen undersøger jeg en meget populær kilde i mediedækningen af identitetspolitik, Jacob Mchangama, der er direktør for den uafhængige tænketank Justitia. Særligt i debatten om Københavns Universitets nye retningslinjer mod krænkelser var Mchangama en af mediernes mest benyttede kilder — han var del, enten som kilde eller forfatter, i over en femtedel af de artikler landsdækkende medier publicerede om sagen. 

Mchangama var særdeles kritisk overfor de nye retningslinjer som han påstod var udtryk for en ”krænkelseskultur,” der truede den akademiske frihed. Men som jeg dokumenterer, baserede Mchangama sin advarsel, der flugtede med hans generelle modstand mod identitetspolitik, på manipulerende anekdote-fortælling og endda et decideret falsum om lignende retningslinjer i udlandet. At Mchangamas ideologisk betingede og empirisk svage analyse af denne sag endte som en slags objektivt udgangspunkt for debatten, illustrerer hvorledes anti-identitetspolitiske debattører ofte fremstilles som neutrale observatører, og får lov til at sætte mediernes dagsorden i disse sager.   

At jeg har så ensporet fokus på mediedækningen, indebærer, at jeg springer over en masse ting, der kunne være interessante at udforske. Det allervigtigste aspekt, jeg udelader er, at identitetspolitik er den mest fremtrædende form for moderne anti-racisme, anti-sexisme osv. Så uanset hvordan man vender og drejer det, er modstanden mod identitetspolitik også modstand mod anti-racisme og anti-sexisme. 

Det, jeg viser i denne artikel er, at i Danmark føres denne kamp ofte ud fra et særdeles uoplyst grundlag, og at danske medier har spillet en vigtig rolle i, at skabe og fastholde et uoplyst grundlag for at vurdere hvorvidt denne form for anti-racisme osv. er fornuftig og produktiv. Her har medierne svigtet sin opgave om at oplyse befolkningen. Således kan modstanden mod identitetspolitik betragtes som del af den højredrejning der er sket i dansk politik i de seneste årtier. Hvordan dette præcis manifesterer sig politisk og ideologisk, bliver dog ikke behandlet meget i denne analyse.

Analysens samlede længde vidner om, at det er svært og besværligt at danne sig et overblik over den problematiske mediedækning af identitetspolitik. Men længden er desværre nødvendig. Der er nemlig meget sjældent tale om decideret fusk og løgn i den journalistiske dækning. I stedet består dækningen af alskens små upræcisheder der hver især kræver tid og plads at udrede. Så det tager tid og energi at udrede disse ofte meget komplicerede sagers rette sammenhæng, men det er netop det jeg forsøger at gøre i denne analyse, hvor jeg forsøger, at vise hvordan disse mange små upræcisheder hænger sammen og skaber en særdeles misvisende fortælling om identitetspolitik. 

Denne analyse skal ikke betragtes som en systematisk gennemgang af al mediedækning af identitetspolitik. Men på baggrund af grundig læsning af utallige artikler om identitetspolitik, har jeg udvalgt eksempler på kritisable mønstre, jeg har bemærket i hvordan danske medier generelt dækker dette emne.2 Disse eksempler er ikke valgt, fordi de er særligt grelle, men fordi de er typiske for denne dækning. Ved at fokusere på enkeltelementerne såsom anekdotebanken, journalistik dækning af specifikke sager og måden hvorpå debattører sætter dagsordenen, håber jeg således at belyse helheden, og påvise at den danske dækning af identitetspolitik overordnet set er misvisende, og skaber et ringe grundlag for en debat om disse vigtige spørgsmål.

Indholdsfortegnelse

Indledning

Del 1: Den anti-identitetspolitiske anekdote-bank

Del 2: Når vinkling bliver til kendsgerninger: Weekendavisens dækning af identitetspolitik

Del 3: Den anti-identitetspolitiske debattør sætter dagsordenen

Konklusion

  1. Jeg søgte via Infomedia på artikler i landsdækkende dagblade hvor ordet ”identitetspolitik” indgik mellem hhv. 1. januar 2015 – 1. januar 2016 og 1. januar 2020 – 1. januar 2021. I 2015 indgik begrebet i 37 artikler og i 2020 indgik det i 576 artikler. Ordet blev i 2021s første seks måneder brugt i 331 artikler, så mediedækningen er stadig i vækst. I disse søgninger har jeg kun søgt på ”identitetspolitik” og antallene ville være markant højere hvis jeg også havde inkluderet variationer af ordet såsom ”identitetspolitisk”.
  2. Jeg har i løbet af de seneste par år på min Twitter-profil dokumenteret dusinvis af eksempler på danske mediers skæve dækning af identitetspolitik osv.