Del 3: Den anti-identitetspolitiske debattør sætter dagsordenen

Du kan lytte til analysens tredje del her. Bemærk at i oplæsningen springer jeg de fleste fodnoter over.

Som jeg påpeger i del 1 og del 2 af denne analyse, vejer den anti-identitetspolitiske vinkel ofte tungere end kendsgerninger, når der skal laves journalistik om disse emner. Ikke overraskende er denne tilgang endnu mere udtalt i de mange anti-identitetspolitiske debatindlæg, der fylder danske mediers spalter. Selv hos de allerhøjest respekterede anti-identitetspolitiske debattører er det helt almindeligt med et letsindigt forhold til kendsgerningerne, hvis de ikke passer ind i den anti-identitetspolitiske fortælling.

Her er direktør i den uafhængige tænketank Justitia, Jacob Mchangama, et rigtig godt eksempel. Mchangama er bredt anerkendt for sin ”partipolitisk uafhængige kritiske stemme og hans respektfulde saglighed,” som Politiken formulerede det, da de i 2019 nominerede ham til deres nye debatpris, Hørup-Debatprisen, som han senere vandt.

Men Politikens beskrivelse passer meget ringe på Mchangamas ageren i debatten om identitetspolitik, krænkelseskultur osv. hvor han især var aktiv fra 2015 til 2019. Her var han ofte det modsatte af saglig og byggede ret konsekvent sine anti-identitetspolitiske argumenter op omkring kendsgerninger, der, som i den journalistiske dækning, enten var upræcist opsummeret eller decideret falske — altid i den anti-identitetspolitiske retning. På trods af dette var han en af de mest benyttede kilder i de danske medier, og blev ofte præsenteret som en slags neutral analytiker af identitetspolitik og tilliggende emner.¹

Mchangamas selektive tilgang til emnet viser sig både i hans mange medieoptrædener om emnet såvel som hans arbejde hos Justitia. I denne del af analysen undersøger jeg Mchangamas kritik af Københavns Universitets nye retningslinjer, der i 2018 var genstand for stor debat — ofte med Mchangamas deltagelse, såvel som et anti-identitetspolitisk debatindlæg han skrev i 2019. Begge eksempler illustrerer, hvorledes Mchangama ikke kan siges at være den neutrale observatør, danske medier ofte fremstiller ham som.

Mchangamas modstand mod Københavns Universitets retningslinjer

Rollen som nøgtern observatør bunder ofte i de grundige og dybdegående analyser Mchangama laver i sin egenskab af direktør hos Justitia. Dette var også tilfældet i debatten om Københavns Universitets nye retningslinjer mod diskrimination, som Mchangama var en fremtrædende kritiker af, og som eksploderede efter sagen om, at en kostumefest på Jurastudiet blev aflyst.² Denne kritik udsprang i høj grad af en Justitia-rapport ved navn ”Krænkende adfærd og akademisk frihed: En juridisk vurdering af Københavns Universitets nye retningslinjer vedrørende krænkende adfærd” hvor Mchangama på baggrund af en længere analyse anbefaler, at KU ændrer deres nye retningslinjer, fordi de angiveligt skulle true ytringsfriheden og den akademiske frihed.

Denne anbefaling sker blandt andet på baggrund af nogle juridiske analyser. Mchangamas primære anke går på, at der er nogle uklare formuleringer i KU’s retningslinjer, men han afslutter alligevel sin juridiske gennemgang, med at konkludere at retningslinjerne ikke vil karambolere med ytringsfriheden, så længe de bliver brugt på den måde, de helt eksplicit er tilegnet, nemlig til interpersonelle forhold:

”I det omfang Retningslinjerne alene håndhæves snævert på det ’interpersonelle’ plan i forhold til at sikre det psykiske arbejdsmiljø og modvirke egentlige overgreb, mobning og chikane rettet mod konkrete ansatte eller studerende, vil Retningslinjerne formentligt ikke give anledning til problemer i forhold [til] ytringsfriheden.” (s. 14)³

Men på trods af at han ikke umiddelbart mener, at retningslinjerne truer den akademiske frihed hvis de bruges som de er formuleret, opfordrer Mchangama kraftigt til at retningslinjerne ændres. Argumentet for hvorfor udbygges især i rapportens næstsidste afsnit, der hedder ”Udenlandske erfaringer”.

Her bevæger Mchangama sig væk fra sit juridiske ekspertiseområde og forsøger, i den anekdotebankstil vi kender fra mediedækningen, at pege på nogle eksempler fra udlandet, der angiveligt viser bunden af den slippery slope, KU bevæger sig ud på med deres nye retningslinjer mod krænkende opførsel. I denne del af rapporten præsenterer Mchangama syv anekdoter som, må man formode, han har udvalgt, fordi de bedre end nogen andre af de mange anekdoter, Mchangama antyder, han havde at vælge imellem, ”demonstrerer, at regler rettet mod chikane og mobning risikerer, at medføre begrænsninger i den akademiske frihed, såfremt de ikke afgrænses klart i både udformning og praksis,” som han skriver (s. 14).

Ingen af Mchangamas beskrivelser af de syv anekdoter giver dog et retvisende overblik i forhold til, hvad der rent faktisk skete i disse sager. De første fire er skåret over den velkendte læst, hvor anekdoten teknisk set er korrekt, men fortalt på en ufuldstændig måde, der udelader kendsgerninger, der kunne få sagen til at fremstå mere nuanceret. Til gengæld er Mchangamas tre sidste eksempler dybt misvisende og i et enkelt tilfælde decideret falsk.

Jeg begynder med at beskrive de fire misvisende anekdoter. Det er desværre lidt kedeligt, fordi det er komplekse og besværlige sager, og det kræver detaljeret indsigt, at få øje på hvor urimeligt vinklet Mchangamas ultra-korte referater af dem er.

Først skriver Mchangama om en sag fra Sverige, der ifølge ham viser hvad man risikerer på KU hvis de nye retningslinjer fastholdes:

”I foråret 2018 indledte den Kungliga Tekniska Høgskolan i Stockholm en undersøgelse mod en studerende for ’krænkende og chikanerende adfærd’. Den studerende havde efter en diskussion med en medstuderende om udlændinges overrepræsentation i kriminalstatistikken indsamlet sig egen dokumentation, som blev spredt til øvrige studerende, der derefter klagede [til] studieadministrationen, der valgte at anmelde den studerende.” (s. 13)

Beskrivelsen af sagen er teknisk set korrekt — men i modsætning til den kilde han henviser til i fodnoten, undlader Mchangama at nævne, at klagen blev komplet afvist og den studerende ikke led nogle konsekvenser udover at blive indkaldt til en granskningssamtale hos instituttets ledelse, der også lyder særdeles enerverende, men næppe kan betragtes som den trussel mod den akademiske frihed Mchangama fremstiller den som.

Det andet eksempel, Mchangama peger på for at demonstrere, hvorfor KU ikke skal have alt for skrappe regler mod seksuelle krænkelser, er, at ”I USA blev en kvindelig sociologiprofessor i 2012 suspenderet fra Apalachian State University for som led i sin undervisning bl.a. at have vist en dokumentarfilm om porno.” Her linker Mchangama til en historie om underviseren Jammie Price.

Igen er det teknisk set korrekt, hvad Mchangama skriver. Men hans ”bl.a.” dækker over aspekter, der kunne have været meget relevant for læseren at vide, hvis de skal have en chance for, at bedømme om suspensionen virkelig skete pga. den slags upræcise retningslinjer imod seksuelle krænkelser, Mchangama mener denne sag skulle eksemplificere.

Klagerne over Price gik nemlig på langt mere end seksuel krænkelse. Ifølge Mchangamas eget link havde Price ”created a hostile environment and strayed from the syllabus in her introductory sociology class. The allegations included making negative comments about the university and its student athletes and showing a documentary on pornography.”

Det er muligt, sagen om Price ér problematisk. Men det virker unødvendigt for Mchangama at reducere hendes brøde til ”at have vist en dokumentarfilm om porno” når der åbenlyst lå langt mere til grund for hendes suspendering. Til gengæld lyder denne reducerede version langt mere beskæmmende, end den mere retvisende beskrivelse om, at Price blev suspenderet på baggrund af adskillige problemer ved hendes undervisning, hvoraf de fleste intet havde med seksuelle krænkelser at gøre.

Det tredje og fjerde eksempel Mchangama henviser til er disse:

”I 2017 blev en juraprofessor på Howard University pålagt disciplinærsanktioner for sexchikane efter, at han havde udfærdiget et spørgsmål i en skriftlig prøve, der vedrørte en hypotetisk situation, med en såkaldt ”Brazilian Wax” (intimbarbering). I 2015 iværksatte Northwestern University en undersøgelse af en kvindelig professor for sexchikane efter, at professoren i et debatindlæg havde kritiseret de selvsamme regler mod sexchikane for at være for vidtgående og skabe ”seksuel paranoia”.”

Disse to eksempler er også relativt retvisende refereret — om end Mchangama ikke nævner, at både Howard og Northwestern er private universiteter, og derfor ikke er bundet af de love om ytringsfrihed der gælder for de danske statsdrevne universiteter. Mchangama forklarer ikke, hvorfor han omtaler sager på private universiteter i sin analyse af offentlige universiteters retningslinjer.

I sagen om det hypotetiske, men meget detaljerede eksamensspørgsmål om intimbarbering i et jura-fag har Howard tilsyneladende ønsket at signalere til sine studerende, som jo qua Howards status som privatuniversitet også for dem er kunder, at den slags eksamensspørgsmål ikke hører hjemme i deres klasselokaler. En forretningsmæssig afvejning man sagtens kan problematisere, men som har mere at gøre med profit-motiver end ytringsfrihed.

Sagen på Northwestern handler om forskeren Laura Kipnis, og det er korrekt at den bl.a. tog udgangspunkt i et debatindlæg hun havde skrevet. Den omtalte undersøgelse skete rigtignok ”efter, at professoren i et debatindlæg havde kritiseret de selvsamme regler mod sexchikane” som Mchangama skriver (min kursivering). Men undersøgelsen opstod dog ikke på universitets eget initiativ, men fandt sted efter en klage over Kipnis blev indgivet af en studerende — som det også står i Mchangamas egen reference.

Klagen gik bl.a. på, at Kipnis i anonymiseret form omtaler den klagende studerende i sit debatindlæg, der handler om hvordan, den anonymiserede og andre studerendes klager over en professor ved navn Peter Ludlow for seksuel chikane ifølge Kipnis skulle være grundløse. Den klagende studerende mente bl.a. at Kipnis’ debatindlæg skulle være udtryk for ”retaliation” over at den studerende havde indgivet klagen om sexchikane (bedst oversat med hævn).⁴

Så selvom det teknisk set er korrekt at denne klage blev indgivet efter Kipnis fremsatte en kritik af retningslinjer mod seksuelle krænkelser, skete klagen dog ikke på grund af kritikken af disse regler. Den skete fordi den kvindelige studerende mente at Kipnis søgte at hævne sig på hende over en klage om sexchikane, og skabe et klima hvor det bliver mere risikabelt at indgive klager over seksuelle krænkelser. Klagen over Kipnis blev afvist af Northwestern, hvilket Mchangama dog ikke nævner.

Sagen om Kipnis er enormt kompliceret (i så høj grad at hun selv har skrevet en hel bog der bl.a. handler om klagen), og Mchangamas korte referat giver på ingen måde et dækkende overblik over dens mange facetter. Tværtimod er Mchangamas referat ret misvisende i og med, at han dels fremstiller undersøgelsen som om, at den skulle være sket på universitetets egen foranledning. Men den skete som reaktion på en klage fra en studerende. Mchangama antyder også at undersøgelsen alene skete fordi Kipnis skulle have fremført kritik af Northwesterns retningslinjer mod sexchikane, selvom den studerendes klage slet ikke handlede om dét. Der er helt sikkert en vigtig samtale, at tage om sagen om Kipnis — men Mchangamas misvisende referat er et forfærdeligt udgangspunkt for den debat.

De første fire eksempler, Mchangama har valgt til at underbygge sin modstand mod Københavns Universitets retningslinjer mod seksuelle krænkelser, er således teknisk set korrekte, men præsenteret på en ukomplet og til tider decideret misvisende måde. Nøjagtigt som med danske mediers anti-identitetspolitiske anekdotebank har Mchangama skåret alle de kendsgerninger væk, der kunne nuancere sagerne, og nøjedes med at fortælle om de enkeltelementer, der sætter identitetspolitik i et dårligt lys. Men hvis den slippery slope Mchangama advarer imod virkelig er så reel, bør det så ikke være muligt for ham at finde nogle eksempler, han ikke behøver at reducere til sine allermest overfladiske kendsgerninger for, at få til at passe ind i sin argumentation?

Fra misvisende til falsk

I de afsluttende tre eksempler, der skal bevise, hvor galt det kan gå med retningslinjer som dem på KU, bevæger Mchangama sig dog fra misvisende fremstillinger af komplekse sager til, hvad, der bedst kan beskrives som decideret falsum. Her lægger Mchangama ud med at skrive at, ”I Storbritannien har 9 ud af 10 universiteter indført begrænsninger af ytringsfriheden ifølge en medie-rapport fra 2017.” Mchangama undlader dog at nævne, at mediet der står bag rapporten, er det stærkt højredrejede Spiked — et medie, der næppe bør betragtes som en neutral observatør på dette område.

Hos Times Higher Education påpegede en kritiker af rapporten, Carl Thompson, f.eks. at Spikes forståelse af, hvad der udgør ”begrænsninger af ytringsfriheden,” mildest talt er meget vidtgående.

“About 85 per cent to 90 per cent of Spiked’s evidence each year amounts merely to human resources policies and codes of conduct, of a sort now standard in most large organisations and often required by law. Spiked offers no evidence that these policies have ever been applied in a fashion that repressed free speech, or that they have generated discontent among staff, students or the wider public.

As the magazine itself admits (when explaining its methodology), many highlighted policies “do not explicitly limit speech” but only “have the potential to be used to that end”, because of what Spiked regards as ambiguous phrasing.”⁵

Mchangama hverken nævner, at rapporten er skrevet af en højreorienteret interesseorganisation eller uddyber, hvad de ”begrænsninger af ytringsfriheden,” 90% af universiteterne i Storbritannien skulle have indført, egentlig indebærer.

Men hvis vi tager Thompsons beskrivelse for gode varer,⁶ virker det til, at der tilsyneladende er tale om nøjagtigt den type retningslinjer, Københavns Universitet har indført. Dvs. at Mchangama her ophæver sin egen påstand om at KU’s retningslinjer begrænser ytringsfriheden til et faktum, som et bærende element for hans argumentation om, at KU’s retningslinjer begrænser ytringsfriheden. For det eneste der øjensynligt gør at Spiked mener, at de fleste af disse britiske retningslinjer skulle true den akademiske frihed er, at de minder om KU’s retningslinjer.

Et flot udført cirkel-argument, som læseren dog ikke har mulighed for at opdage som sådan, da Mchangama slet ikke går i dybden med, hvordan denne ”medierapport” definerer ”begrænsninger af ytringsfriheden”. Her må læseren bare tage Mchangamas ord for, at medierapporten ubestrideligt har bevist, at ”9 ud af 10 universiteter [i Storbritannien har] indført begrænsninger af ytringsfriheden.” Men det eneste, Spikeds rapport viste, er, at en del universiteter i Storbritannien har indført retningslinjer, der minder om Københavns Universitets.

Mchangama fremdrager et enkelt eksempel på hvordan disse angivelige begrænsninger ser ud. Og dette eksempel forklarer måske, hvorfor han har valgt at inkludere det partsindlæg rapporten reelt udgør, som noget af sin tungeste empiri:

”Eksempelvis har Cardiff Metropolitan University forbudt 34 ord som ”fore-fathers”, ”right-hand man”, ”mankind” til fordel for kønsneutrale termer. Overtrædes forbuddet, kan det resultere i disciplinærsanktioner.”

Det lyder jo også forfærdende. Problemet er bare, at det overhovedet ikke passer, at Cardiff Met har ”forbudt 34 ord”. Som mange andre sager i den anti-identitetspolitiske anekdotebank, er det svært at finde ud, af hvad der præcist er op og ned i denne sag, men der findes ingen henvisninger til forbud mod ord på Cardiff Mets hjemmeside.

Mchangama henviser formodentligt til et dokument udgivet af ledelsen på Cardiff Met i 2013. Det tog mig ret lang tid at finde denne liste, der er del af et word-dokument, ved navn ”Code of Practice on using Inclusive Language”. I dette dokument er der godt nok 34 ord, der fremhæves som problematiske, men der er ingen tale om forbud. Der er blot en opfordring til at ”Try to use gender-neutral language,” og så en liste over 34 ord, man kan bruge i stedet for ord der betragtes som unødvendigt ekskluderende.

Man kan sagtens mene, at en sådan liste er fjollet. Men der er meget langt fra sandheden (at et universitet i et internt dokument anbefaler et mere inklusivt sprogbrug), til Mchangamas påstand om at 34 ord er blevet decideret forbudt på Cardiff Met.

Mchangamas påstand om forbud er identisk med en historie der cirkulerede heftigt i højrefløjsmedie-sfæren i 2017. Bl.a. Murdoch-ejede The Daily Mail skrev om sagen, at ”PC brigade declare the end of mankind: University bans lecturers from using series of phrases that could be deemed sexist”. Påstanden om “ban,” altså forbud, er også central i Mchangamas reference, The Independent, der dog har skrællet sin dækning fra en anden konservativ avis The Telegraph.

Ligesom Jacob Mchangama påstod den engelske tabloidavis Daily Mail, at adskillige ord var blevet forbudt på Cardiff Metropolitan University

Men i Mchangamas egen reference dementerer en repræsentant for universitetet, at der er tale om forbud:

“The Code of Practice on Using Inclusive Language sets out a broad approach to promoting fairness and equality through raising awareness about the effects of potentially discriminatory vocabulary. In particular, it includes some suggestions to support gender equality,” som universitetsrepræsentanten udtaler (min kursivering).⁷

Om det er, fordi Mchangama ikke har læst sin egen reference ordentligt, at han refererer til disse forslag som ”forbud,” er uklart. Men det er svært at slippe mistanken om, at Mchangama kun har indoptaget denne og andre manipulerende og alarmistiske overskrifter, fordi disse upræcise påstande nu engang egner sig bedst til det argument, Mchangama gerne vil fremme — og så må sandheden tilsyneladende komme i anden række.

For ”Cardiff Met har forbudt 34 ord” lyder langt mere foruroligende end sandheden om, at ”i 2013 lavede Cardiff Met en liste med 34 ord, man kan undgå, hvis man har lyst til at benytte sig af et mere inkluderende sprog”. Den slags manipulation med virkeligheden, er velkendt hos ideologer, der søger at påvirke folk til, at være enige med dem. Men som en person, der antageligvis skulle være en uafhængig analytiker i disse spørgsmål, bør Mchangama ikke sigte efter, hvad der lyder mest foruroligende, men hvad der er mest korrekt.

Det sidste eksempel, Mchangama præsenterer, er en rapport fra det britiske parlament, der konkluderer, ”at der trods et generelt sundt klima på britiske universiteter også er ’alvorlige barrierer for ytringsfriheden’, herunder i form af uklare og vidtgående bureaukratiske regler, der begrænser ytringsfriheden for studerende og ansatte.”

Mchangama nævner ikke, hvad disse ”uklare og vidtgående bureaukratiske regler” er. Som læser af Justitias rapport, der jo netop kritiserer Københavns Universitets retningslinjer for at være uklare, kunne man tro, at det netop er den type retningslinjer den britiske regeringsrapport handler om.⁸ Læser man rapporten fra det britiske parlament, virker det dog ikke til alene at være den type retningslinjer, der sigtes efter med det citat, Mchangama fremhæver, men en langt bredere problematik.

En af de helt store begrænsninger af britiske studerendes ytringsfrihed, der omtales i rapporten, er tiltaget Prevent, der stiller krav til undervisere og andre om at indberette det til staten, hvis de mistænker studerende eller andre for at være i risiko for at blive radikaliseret. Et tiltag, der er blevet heftigt kritiseret for især at gå ud over muslimer. Mchangama nævner dog slet ikke dette i sin rapport, og virker til at antyde, at disse ”uklare og vidtgående bureaukratiske regler” er retningslinjer mod krænkelser som dem KU indførte.

Eksperten Mchangama

Så når Mchangama konkluderer, at ”i det omfang Retningslinjerne alene håndhæves snævert på det ’interpersonelle’ plan i forhold til at sikre det psykiske arbejdsmiljø og modvirke egentlige overgreb, mobning og chikane rettet mod konkrete ansatte eller studerende, vil Retningslinjerne formentligt ikke give anledning til problemer i forhold [til] ytringsfriheden,” har han en rigtig god pointe.

Men han stopper desværre ikke der: ”såfremt Retningslinjerne derimod også forudsættes anvendt i forhold til eksempelvis undervisningen, diskussioner og debatter på KU, vil der være tale om indgreb i ytringsfriheden,” (p. 14) afslutter han sin advarsel mod retningslinjerne.

Der er dog intet i retningslinjerne, der taler for, at de skulle sigte mod at blive anvendt på den måde.⁹ Men på baggrund af de udenlandske erfaringer han har fremhævet, mener Mchangama, at det er sandsynligt, det kunne ske alligevel: ”Væsentligheden af at afgrænse og præcisere Retningslinjerne – uanset det vigtige og legitime hensyn i forhold til at beskytte studerende og ansatte mod chikane, mobning m.v. – kan demonstreres af en række sager fra udenlandske universiteter,” som han skriver (s. 12).

Men som jeg har påvist ovenfor, rangerer Mchangamas fortællinger om disse sager fra upræcis og misvisende til decideret falsk. Hans overordnede advarsel mod KU’s retningslinjer hviler således på særdeles vaklende dokumentation. Men til trods for at hans advarsel var baseret på så ufuldstændig empiri, brugte danske medier igen og igen Mchangama som ekspertkilde i debatten om retningslinjerne.

Mchangama var i høj grad selv med til at påtage sig denne ekspertrolle. Ovennævnte rapport var bl.a. grundlaget for en kronik han fik trykt i Politiken et par dage efter rapporten blev udgivet. Her advarer han i sin egenskab af direktør for Justitia imod, at KU’s retningslinjer, som han mener er udtryk for en ”krænkelseskultur,” udgør en trussel mod den akademiske frihed.

I denne kronik spiller anekdote-banken også en central rolle i Mchangamas argumentation, og de syv misvisende anekdoter fra Justitia-rapporten gentages ordret og har en central plads i kronikkens argumentation, inklusiv den falske påstand om de 34 forbudte ord på Cardiff Met.

Mchangama var længe en af de mest brugte kilder i danske mediers dækning af identitetspolitik. Og særligt i dækningen af disse nye retningslinjer på Københavns Universitet blev han tit inviteret ind som ekspert — endda adskillige gange med udgangspunkt i den fejlfyldte Justitia-rapport. En søgning på Infomedia viser, at Mchangama blev omtalt, enten som interviewperson eller forfatter bag den omtalte rapport, i næsten hver fjerde artikel om de nye retningslinjer på KU i landsdækkende medier.¹⁰

Bl.a. konstaterede Weekendavisens Katja Kvaale d. 7. december 2018, på baggrund af Mchangamas rapport, at Københavns Universitet var på gale veje med sine retningslinjer. Ifølge Kvaale var rapporten mere overbevisende end retningslinjerne blandt andet, fordi ”analysen [i rapporten] forekommer grundigere end KU’s eget forarbejde til udarbejdelsen af [retningslinjerne]”. Om Kvaale har undersøgt sandhedsværdien i de anekdoter, der ifølge Mchangama ”demonstrerer,” hvor risikable disse retningslinjer er, melder hun ikke noget om, men hvis hun har, virker hun til at operere med en ret speciel forståelse af, hvad ”grundigt” analysearbejde indebærer.

At Weekendavisen, som jeg har påvist i en tidligere del af denne analyse, hælder kraftigt til den anti-identitetspolitiske fløj i deres dækning, og at avisen bifalder Mchangamas anti-identitetspolitiske arbejde, er næppe overraskende. Men Mchangamas analyse af KU’s retningslinjer som udtryk for en trussel mod den akademiske frihed, blev også præsenteret som saglig og virkelighedsnær i andre medier.

Et eksempel er en artikel i Politiken om Justitias rapport: ”Tænketank: KU’s retningslinjer om krænkende adfærd truer studerendes og underviseres ytringsfrihed”. Her udtaler Mchangama sig om hvordan sagen om introforløbet på Jura, der af mange blev set som en konsekvens af de nye retningslinjer, viser hvordan retningslinjer som disse kan skade den akademiske frihed. Uden modspørgsmål fra journalisten siger Mchangama, ”at sagen i sig selv ikke handler om akademisk frihed, men er et eksempel på, hvordan krænkelseskulturen risikerer at skride i retning af noget, som kendes fra for eksempel USA og Sverige.” Journalisten spørger ikke ind til, hvad det er for en retning, som kendes fra USA og Sverige, men man må formode, at det er den retning, Mchangama beskriver i rapporten — en påstået retning, Mchangama jo udelukkende baserer på sit upræcise og misvisende anekdotebrug. I adskillige andre artikler fik Mchangama også lov til uimodsagt, at fremføre sin analyse som var den baseret på hændelser fra den virkelige verden, og jeg har ikke kunnet finde nogle eksempler på, at en journalist har gået Mchangamas påstande om de udenlandske erfaringer med sådanne retningslinjer efter i sømmene.

Et mønster af vildledning

Mchangamas misvisende brug af den anti-identitetspolitiske anekdotebank var altså helt central i både hans analyse og efterfølgende deltagelse i debatten om Københavns Universitets retningslinjer mod krænkelser. På trods af dette blev han af danske medier ofte brugt som en neutral ekspert med styr på kendsgerningerne om hvordan sådanne retningslinjer skulle true den akademiske frihed i andre lande. Men noget tyder på, at en stærkt misvisende brug af anekdoter er en fast bestanddel i Mchangamas indlæg om identitetspolitik.

Et løst forhold til kendsgerninger viste sig i hvert fald også i et debatindlæg Mchangama skrev til Berlingske i 2019 hvor han, fornuftigt nok, skriver at man ikke bør ”overdrive identitetspolitikkens betydning”. Herefter bruger Mchangama så resten af teksten på at overdrive identitetspolitikkens betydning.

I indlægget benytter Mchangama sig igen af det meget populære greb i den anti-identitetspolitiske genre: han erkender, at det faktisk ikke står så slemt til i Danmark, men at hvis man kigger mod USA og Storbritannien, kan man se, hvor galt det kan gå, hvis man ikke får sat en stopper for den identitetspolitiske tidevandsbølge.

For at påvise udviklingen i USA, dykker Mchangama ned i den amerikanske anti-identitetspolitiske anekdotebank, som han også benyttede sig af i sine advarsler mod KU’s retningslinjer. Metoden er den velkendte cherry picking: et par upræcist refererede anekdoter påstås at udgøre en stor, sammenhængende identitetspolitisk bevægelse, der også risikerer at slå sine kløer i Danmark:

”Det er korrekt, at Danmark ikke er gennemsyret af krænkelseskultur,” skriver Mchangama: ”Der er meget langt fra Københavns Universitet til Yale, hvor to professorer måtte forlade deres stillinger, fordi de forsvarede studerendes ret til at klæde sig ud til en halloweenfest, eller UC Berkeley, hvor man har udarbejdet en række ord og sætninger – herunder »Amerika er en smeltedigel« – som ansatte på universitetet bør undgå, da de kan opfattes som »mikroaggressioner«.”

Det er de to eksempler, Mchangama har udvalgt til at illustrere den foruroligende ”krænkelseskultur” og ”identitetspolitik”¹¹, man skal gardere sig imod i Danmark.¹² Man må derfor formode, at valget er faldet på netop disse anekdoter, fordi de klarest illustrerer det, Mchangama advarer imod. Men fremstillingen af begge anekdoter er dybt manipulerende på grænsen til det falske. Og hold nu fast, kære læser, for nu bliver det for alvor kompliceret. Som det ofte er tilfældet i den anti-identitetspolitiske argumentation, reducerer Mchangama nemlig dybt komplekse sager til en enkelt catchphrase-agtig sætning, der skærer al kontekst fra sagen, så kun det, der tjener Mchangamas anti-identitetspolitiske ærinde, står tilbage.

De to Yale-professorer Mchangama refererer til, er Christakis-parret, Nicholas og Erika, to højt estimerede forskere i hhv. sociologi og småbørnspædagogik, som i 2015 var ansat som undervisere på Yale. Men, må man forstå på Mchangama, det er de ikke længere. Fordi de ”forsvarede studerendes ret til at klæde sig ud til en halloweenfest” har de ”to professorer måtte forlade deres stillinger”.

Mchangamas brug af anekdoten illustrerer netop tendensen, hvor en kompleks sag reduceres til en enkelt sætning. Noget der er særligt ærgerligt, fordi en reel præsentation af sagen sagtens kunne åbne op for en interessant og vedkommende diskussion. Men i stedet vælger Mchangama at præsentere sagen på den absolut mest overfladiske måde, nærmest decideret manipulerende. For selvom det han skriver teknisk set er korrekt, fremstår fremstillingen af den angivelige konsekvens (”at de måtte forlade deres stillinger”) ret så misvisende, når man kender til sagens rette sammenhæng.

Den stilling Christakis-parret forlod, som konsekvens af sagen, var nemlig som såkaldte ”masters” på et af Yales mange kollegier, Silliman. ”Master,” en rolle der går på skift mellem Yales ansatte, er en slags studenter-vejledere, der bor på de enkelte kollegier. Det var denne stilling Christakis-parret fratrådte, ikke deres rolle som ”professorer”, noget Mchangama aldrig gør klart i debatindlægget.

Kontroversen, der førte til, at de trak sig som Masters, startede, fordi Erika, midt i en debat om racistiske kostumer, sendte en e-mail til de studerende på kollegiet. I e-mailen, skrev hun, at ingen skulle begrænse sig selv i kostumevalg af frygt for at krænke. Argumentet førte til en masse kritik af det hvide forskerpar. De studerende mente f.eks., at de to masters ophævede spørgsmålet til en rent abstrakt, principiel diskussion og f.eks. virkede uinteresserede i, at nogle minoritetsstuderende finder det ubehageligt, hvis medstuderende klæder sig ud som minoriteter.

Man kan sagtens være enig med Christakis-parret, men Mchangamas beskrivelse af kontroversen som bestående i, at de ”forsvarede studerendes ret til at klæde sig ud til en halloweenfest” udelader en masse vigtig kontekst, og besværliggør enhver debat om sagen, fordi inden man kan forholde sig til Mchangamas referat, skal man undersøge, hvad han har valgt at udelade. Mchangama nævner heller ikke at det ikke ”bare” var udklædning til en Halloween-fest det drejede sig om, som Mchangama ellers skriver, men specifikt var et forsvar for kostumer der kunne krænke andre.

Efter e-mailen om racistiske kostumer blev parret centrum for en større debat, ikke bare på Yale men i hele USA og store dele af verden.¹³ Som man kan læse i studenteravisen Yale Daily News, handlede meget af debatten internt på Yale om, hvorvidt Christakis-parret forvaltede deres rolle som Masters på en ordentlig måde. Parret fik blandt andet kritik af studerende, der boede på Silliman-kollegiet for, at de havde gjort deres hjem til en politisk kampplads, og ikke virkede interesseret i at engagere de studerende på den måde, master-rollen lægger op til. En Yale-dekan og tidligere Master, Jonathan Holloway, udtalte blandt andet:

”’Christakis has a real vision of a residential college as a place for intense intellectual engagement and that’s great,’ Holloway said. ‘But there needs to be trust first.’ Holloway said Christakis, like any new master, needs to build a rapport with students before raising potentially sensitive new discussions. In order to implement the ‘lovely philosophy’ of setting the college’s intellectual and moral tone, masters have to build trust in the community through day-to-day activities and interactions”.

Ca. seks måneder efter kontroversen trådte Christakis-parret tilbage som Masters. Og her var det ikke deres holdninger, der blev lagt til grund, som Mchangama antyder, men at ”the two could no longer serve as effective leaders of a college community designed to create a home for undergraduates”.

Christakis-parret blev efter alt at dømme ikke længere betragtet, som nogle der kunne varetage Master-posten, der også drejer sig om at skabe et trygt hjem for de studerende, der bor på Silliman. Det kan man naturligvis sagtens diskutere retfærdigheden i, men det er ret langt fra den version af sagen Mchangama fortæller, hvor han end ikke forsøger, at tydeliggøre, at det ikke var deres professor-stillinger, de forlod.

Erika var ovenikøbet ekstern lektor, og altså ikke ”professor” som Mchangama skriver. Hun fratrådte godt nok denne stilling efter kontroversen, men ifølge hendes chef på Yale var det hendes eget valg og ikke direkte forbundet med kostume-sagen.

Nicholas Christakis har heller ikke forladt sit professorat som følge af kostume-kontroversen. Han er ikke alene stadig professor på Yale – han er faktisk blevet forfremmet til såkaldt Sterling Professor, en af de mest prestigiøse poster man kan opnå på Yale.

Et udklip af Nicholas Christakis’ nuværende profil-side på Yale, der ifølge Jacob Mchangama er en af de “to professorer [der] måtte forlade deres stillinger, fordi de forsvarede studerendes ret til at klæde sig ud til en halloweenfest”

Sagen om Christakis-parret er kompliceret, og der er givetvis strategier og argumenter, som man kan kritisere de såkaldt ”identitetspolitiske” studerende for. Men Mchangamas korte referat får det til at lyde som om, at parret blev jaget ud af Yale, alene fordi de skrev en uskyldig e-mail om kostumer. Dette er en helt urimelig fremstilling; begges karrierer har det strålende, og Nicholas Christakis er efter sagen ovenikøbet blevet forfremmet. Efter kontroversen om kostumerne, er han desuden også blevet noget af en stjerne i den anti-identitetspolitiske meningsindustri.

Mchangamas anden anekdote, og manipulationen hvormed han præsenterer den, er mere ligetil:

”UC Berkeley, hvor man har udarbejdet en række ord og sætninger – herunder »Amerika er en smeltedigel« -som ansatte på universitetet bør undgå, da de kan opfattes som »mikroaggressioner«.”

For hvad er denne ”række ord og sætninger – herunder »Amerika er en smeltedigel« -som ansatte på universitetet bør undgå”? Det lyder umiddelbart som retningslinjer, der er blevet sendt rundt til alle på universitetet.

Er det, hvad der er sket på UC Berkeley? Nej, ikke umiddelbart. Mchangama henviser i online-udgaven af sit debatindlæg til en artikel, han skrev om emnet hos Zetland. I den skriver han, at ”På University of California sendte ledelsen en liste med eksempler på mikroaggressioner ud til brug for en række seminarer, der skulle sikre skabelsen af et inklusivt klima og forhindre racistiske og sexistiske kommentarer”. Han linker også til listen, der blev udarbejdet i 2014:

Om end Mchangamas beskrivelse hos Zetland er langt mere retvisende, end hvad han påstår i Berlingske, virker selv denne version til at være en overdrivelse i stil med den Mchangama et år tidligere havde fremført om de 34 ”forbudte” ord på Cardiff Met. Efter alt at dømme er pjecen Mchangama linker til, ”Recognizing microaggressions and the message they send”, et der blev omdelt ved nogle anti-diskriminations workshops i 2015.

Selvom det teknisk set er korrekt, hvad Mchangama skriver fire år senere, nemlig at denne liste over ord der kan opfattes som mikroaggressioner findes, vil jeg tro, at mange læsere, opfatter Mchangamas formulering som at det nu er de facto forbudt at sige disse ting på UC Berkeley. Men det er ingenlunde tilfældet. Det er blot en liste, der blev sendt rundt i 2015, med nogle forslag til ord som man kunne undgå, hvis man ønskede at bidrage til et mere inkluderende sprogbrug.¹⁴

Så mens Mchangamas to anekdoter teknisk set er korrekte, fremstår han mere interesseret i at fremstille dem som farlig identitetspolitik og krænkelseskultur fremfor at give læseren et præcist indblik i, hvad de her sager egentlig handler om. Her må man spørge sig selv: hvis tingene virkelig står så slemt til i USA, bør det så ikke være ligetil at finde nogle eksempler man kan referere langt mere sandfærdigt og præcist?

Det virker således ret paradoksalt, når Mchangama i samme debatindlæg kritiserer Vincent Hendricks og Silas L. Markers bog Dem og Os: Identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter der netop undersøger den skævvredne debat om identitetspolitik som Mchangama i så høj grad bidrager til. Her hævder Mchangama nemlig at bogen ”nøje udvalgte – og fravalgte – de relevante eksempler for at kunne nå frem til en bestemt konklusion.” En fremgangsmåde jeg ikke mener er retvisende for Hendricks og Markers bog¹⁵ — men til gengæld lyder som en ret fin beskrivelse af Mchangamas egen metode både i dette debatindlæg og hans argumentation om Københavns Universitets retningslinjer.

Ideolog eller analytiker?

Er Jacob Mchangama en analytiker der stræber efter at være så objektiv som muligt i sine analyser af ”krænkelseskultur”, ”identitetspolitik” osv.? Eller er han en ideolog, der tilpasser sine argumenters bestanddele efter, hvordan han bedst når frem til de konklusioner, han af ideologiske grunde gerne vil nå frem til? Noget tyder på, at det sidstnævnte er tilfældet.

Bør man så undlade at tage Mchangamas advarsler mod identitetspolitik alvorligt? Nej. Problemet er ikke, at Mchangama har en politisk holdning til identitetspolitik. Men han vedgår aldrig, at han taler fra en anti-identitetspolitisk position på trods af, at det virker til, at han øjensynligt ikke tilrettelægger sin argumentation efter kendsgerningerne, men efter hvad der mest effektivt sætter identitetspolitik i et negativt lys.

At debattører præsenterer deres partiske argumenter som objektive observationer er enormt udbredt, og findes på alle fløje. Så i den forstand er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved Mchangamas fremgangsmåde. Men ikke alle debattører bliver som Mchangama ophævet af danske medier til en slags neutral observatør af debatter, hvor de selv tilhører den ene fløj. Så mens Mchangamas vildledende påstande om identitetspolitik ikke er voldsomt problematiske i sig selv, er det særdeles problematisk, at når danske medier, bruger ham som en slags ekspert i disse spørgsmål, ikke giver læserne indblik i at Mchangama er en part i debatten.

I mediernes brug af Mchangama, bliver der sjældent sat spørgsmålstegn ved om hans analysers empiriske grundlag holder til et nærmere eftersyn. Der eksisterer øjensynligt blot en formodning blandt danske journalister om, at Mchangamas analyse er fagligt velunderbygget og baseret på objektive fakta. En tildelt rolle der blev understreget af at Mchangama samme år som han skrev det misvisende debatindlæg i Berlingske vandt Politikens Hørup-Debatpris, der ”har til formål at fremme og udvikle den stærke demokratiske debatkultur i Danmark”.

Men det er svært, at se Mchangamas bidrag til debatten om identitetspolitik og f.eks. hans modstand mod Københavns Universitets retningslinjer mod krænkelser som udtryk for en stærk demokratisk debatkultur. For her er Mchangamas argumentation baseret på et usagligt forhold til kendsgerninger, hvor målet øjensynligt ikke er, at præsentere kendsgerningerne så klart og præcist som muligt så offentligheden kan overveje hvor de står i disse sager ud fra et oplyst grundlag.

Derimod virker Mchangamas bidrag mere optaget af, at fremstille virkeligheden så den flugter bedre med hans anti-identitetspolitiske argument — også selvom det indebærer dybt misvisende fortællinger om relevante sager. Det er derfor vigtigt, at danske medier bliver bedre til at forstå de forskellige positioner i denne debat og præsenterer ideologiske debattører som Mchangama som part i debatten fremfor en nøgtern, objektiv observatør.

Indholdsfortegnelse

Indledning

Del 1: Den anti-identitetspolitiske anekdote-bank

Del 2: Når vinkling bliver til kendsgerninger: Weekendavisens dækning af identitetspolitik