En af journalistikkens bærende opgaver er, at sætte hændelser i en kontekst der gør dem lettere at forstå for publikum. En formidlingsopgave der har store konsekvenser for hvordan offentligheden opfatter de nye hændelser såvel som den kontekst de sættes i. Men konteksten om identitetspolitik, danske medier formidler til sit publikum, er alt for ofte ikke hentet fra virkeligheden, men fra hvad jeg har valgt at kalde den anti-identitetspolitiske anekdote-bank. Dette skaber en slags selvopfyldende dækning, hvor kendsgerninger omkring nye sager skæres fra eller underbelyses, så kun de elementer af historien, der passer til den kontekst, man henter i den anti-identitetspolitiske anekdote-bank, står tilbage.
En af de helt store udfordringer for den journalistiske dækning af identitetspolitik er nemlig, at langt de fleste af disse sager er meget komplicerede, og indeholder mange lag og elementer, der peger i forskellige retninger. Sådan kompleksitet er en udfordring for journalistikkens metodiske behov for at simplificere hændelser, der sker i verden. Måden hvorpå journalistikken formidler disse hændelser sker typisk ved, at sætte dem i en kontekst, som ens publikum i forvejen er bekendt med. På den måde viser man hvorledes denne nye hændelse er del af en bredere tendens, og derfor nyhedsværdig.
I danske medier er konteksten for nye identitetspolitiske sager meget ofte identisk med den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Et journalistisk valg der næppe blot er udtryk for praktiske overvejelser såsom pladsmangel eller korte deadlines. Som jeg påviser i del 2 af, er det svært at komme udenom, at enkelte medier og journalister, der dækker identitetspolitik, tilsyneladende gør det ud fra en oprigtigt ideologisk modstand mod identitetspolitik — og af den grund vinkler identitetspolitikken negativt.
Dette er fint — jeg vil gå så langt til at sige at det faktisk er godt, at journalister dækker de emner, der interesserer dem, også selvom den interesse udspringer af politiske holdninger. Det bliver dog et problem, når journalisterne og medierne øjensynligt lader deres ideologiske mål om at bekæmpe identitetspolitik forplante sig til deres journalistiske output, ved eksempelvis at udelade vigtige kendsgerninger som ville have gjort det sværere at fastholde den anti-identitetspolitiske vinkel.
Det bliver endnu mere problematisk når denne skæve dækning ender i anekdotebanken, og man i denne generelle journalistiske erindring om hændelserne overser, at der oprindeligt var en masse elementer og nuancer der gjorde sagen langt mere kompleks end den nu fremstår i anekdotebanken. Den skævvredne dækning af identitetspolitik er dog ikke noget, danske journalister selv har opfundet. Denne tilgang stammer fra USA og Storbritanniens giftige højrefløjsmedie-økosystem, og har siden spredt sig til Danmark.
Importen fra USA
Danske mediers tidlige dækning af identitetspolitik bestod ofte af rapportering hentet i udenlandske medier, hvor der igennem mange år, og endnu skævere dækning end i Danmark, er blevet opbygget en stor anti-identitetspolitisk anekdotebank (jeg omtaler denne mere i delen om Jacob Mchangama, der baserer sin advarsel mod Københavns Universitets retningslinjer mod krænkelser på den engelsksprogede anekdotebank).
Det vil sige, at danske medier bragte og stadig ofte bringer, hvad der de facto er oversættelse af et udenlandsk medies journalistik om identitetspolitik uden de store tilføjelser. Artikler om amokløben identitetspolitik især på universiteter i USA og Storbritannien var fra 2015 og frem med til at skabe et billede af identitetspolitik som noget gakket, hvor folk bliver krænket over det mindste og angriber det hårdt — måske endda med såkaldte cancel-motiver, hvor det angrebne søges udraderet. En fortælling om venstrefløjen der er langt fra virkeligheden, men er blevet en central påstand i højrefløjens kulturkamp.
Det er denne form for urimeligt negativ og ofte misvisende dækning, danske medier nu har indført i deres dækning af danske sager — en journalistik der har vist sig at have god klangbund hos læserne, muligvis fordi ”identitetspolitik” allerede var blevet etableret som en negativ tendens, der fandtes i USA og Storbritannien og måske var på vej mod Danmark. Så før jeg analyserer danske mediers egen anti-identitetspolitiske anekdotebank er her et par eksempler på hvordan danske medier benytter den engelsksprogede anti-identitetspolitiske anekdotebank.
Der er alskens eksempler på artikler i denne genre, hvor danske medier bringer historier om, hvordan identitetspolitikken igen er gået amok i udlandet. Især den højreorienterede del af den engelsksprogede presse, f.eks. de dusinvis af aviser, der er ejet af Rupert Murdoch, er leveringsdygtige i disse historier, og i danske redaktionslokaler er der tilsyneladende stor interesse for disse mediers dækning af identitetspolitik.
Nærmest alle disse sager illustrerer, hvor central for den anti-identitetspolitiske dækning det er at blæse en meget lille ting ud af proportioner. I et illustrativt eksempel fra 2021 skrællede BT en historie fra Murdoch-ejede The Sun hvor et par kritiske tweets om filmen Grease, og hvorvidt statsejede BBC bør lægge sendeflade til den, blev til en panisk historie om, at nu kommer identitetspolitikerne også efter Grease. Dette blev så i BT til ”Seere raser over Grease: ‘Forbyd den!’”
Men hele artiklen er baseret på to tweets fra umiddelbart helt almindelige mennesker på Twitter — den ene tweet er nu slettet, og den anden er af en person, der skriver, at Grease er hendes yndlingsfilm, men at hun ikke havde lagt mærke til dens sexisme før. Der er ingen opfordring til forbud, noget der angiveligt stod i den nu slettede tweet fra en bruger med 636 følgere.
Et, andet tidligt eksempel i denne journalistiske genre, er artiklen ”Yogahold lukket efter kobling til kulturelt folkedrab” fra 2015 hvor Berlingske fandt det relevant, at fortælle sine læsere om at kursusstart på et yogahold på et universitet i Ottawa, Canada, blev udsat med et par måneder fordi nogle af deltagerne mente der var tale om kulturel appropriation (med en overdrivelse der er symptomatisk for dækningen af identitetspolitik, påstod Berlingske godt nok at yogaholdet var decideret aflyst, men, som universitetet hele tiden havde påpeget det ville, startede det op igen et par måneder senere). Historien om yogaholdet havde i ugen op til Berlingskes artikel cirkuleret meget i engelsksprogede medier, især dem med højreorienterede tendenser såsom Breitbart og National Review.
Er det virkelig relevant for danske medieforbrugere at vide, hvad et par tilfældige englændere mener om Grease? Eller at nogle studerende på et universitet i Canada måtte vente et par måneder længere end planlagt med, at gå i gang med deres yogakursus? Det er svært at argumentere for, at det skulle være tilfældet. Medmindre altså at man betragter sådanne hændelser som del af en større identitetspolitisk og krænkelseskulturel trend, der er vældig farlig.
Og der var da tilsyneladende også mange, der var dybt forarget over kritikken af Grease. Historien fik tusindvis af vrede reaktioner på BTs Facebook-side, hvor læserne reagerede med foragt overfor dette forsøg på at ”forbyde tanker, idéer og følelser” som en af de mest likede Facebook- kommentarer udtrykker det.
Denne form for sensationelle panik-artikler er naturligvis clickbait og formodentlig skrevet for at få flere læsere. Men denne type anti-identitetspolitiske clickbait opretholder også fortællingen om amokløben identitetspolitik. Denne fortælling er blevet meget vigtig for højreorienterede politikere som f.eks. Danske Folkepartis Pia Kjærsgaard og Venstres Jan E. Jørgensen, der på Twitter med udgangspunkt i BTs artikel udtrykte sin træthed over den slags.
Anekdotebanken kommer til Danmark
BT og Berlingskes artikler om Grease i England og yoga i Canada er typiske eksempler på denne form for journalistik hvor anti-identitetspolitiske historier importeres ind i den danske debat fra engelsksprogede medier. De illustrerer hvorledes dækningen af identitetspolitik osv. ofte fremstår mindre optaget af at oplyse om, hvad der rent faktisk foregår i samfundet, end i at overdrive enkelte hændelser til det ugenkendelige så de virker mere skandaløse. Disse overdrivelser bindes så sammen i en slags overdrivelses-omnibus, man kalder identitetspolitik, krænkelseskultur eller lignende.
Den danske dækning af identitetspolitik begyndte med denne slags upræcise, overdrevne dækning af hændelser i udlandet, men har nu forplantet sig til dækningen af hændelser i Danmark. En anti-identitetspolitisk journalistik, der fungerer ved, at man skærer kendsgerninger fra, der ikke passer ind i den anti-identitetspolitiske vinkel for så til gengæld at overdrive de kendsgerninger, der passer med vinklen — nogle gange på måder, hvor overdrivelsen bliver til decideret uvederhæftighed.
Et afgørende element her er, at denne dækning er kumulativ: når danske medier bringer en ny misvisende artikel om identitetspolitik, enten i Danmark eller udlandet, præsenteres denne nye sag som eksempel på en tendens. Denne tendens består så af henvisninger til tidligere misvisende historier om amokløben identitetspolitik. Denne metode er den anti-identitetspolitiske anekdote-bank.
På den måde bliver den danske dækning af identitetspolitik en polariserende evighedsmaskine af misinformation, der bevæger sig længere og længere væk fra virkeligheden, eftersom den tager udgangspunkt i sin egne ukritiske videreformidling af forudgående upræcis dækning.
I det følgende undersøger jeg denne anti-identitetspolitiske anekdote-bank. Den fungerer oftest på ret subtil vis, hvor anekdoterne der hives frem teknisk set refereres korrekt, men på en meget overfladisk måde, hvor den refererede sag præsenteres nøjagtigt, så identitetspolitikken stilles i værst muligt lys.
Anekdotebanken som kontekst i nye sager
En af de første store identitetspolitiske sager i den danske debat opstod, da dekanen på Københavns Universitets jurastudie i september, 2018 bad tutorgruppen om at afskaffe en introtradition, der bestod i, at nye studerende skulle klæde sig ud i stereotype kostumer. En grund til, sagen blev så stor med dusinvis af artikler om sagen i landsdækkende medier, var formodentligt, at den blev betragtet som det hidtil værste eksempel på en gryende identitetspolitik på danske universiteter.
Udklædningstraditionen kunne ifølge ledelsen virke fremmedgørende på studerende, der f.eks. tilhørte den minoritet, der blev stereotypificeret, og var derfor ikke passende som led i intro-arrangementer, der har det mål, at byde nye studerende velkommen og skabe et stærkt socialt fællesskab på studiet. En artikel om sagen i Berlingske, ”Tre klager førte til, at 750 studerende ikke må klæde sig ud som indianere og mexicanere,” er en perfekt illustration af, hvordan den anti-identitetspolitiske anekdote-bank fungerer ved, at man på misvisende baggrund sammenstiller den nye identitetspolitiske sag med en bredere, identitetspolitisk tendens ved at referere til tidligere hændelser, der angiveligt skulle være del af samme tendens.
I denne artikel er fremstillingen af udklædnings-sagen skarpt vinklet men ikke decideret forkert. Til gengæld er flere af de anekdoter, der bruges til at fremstille denne sag som del af en problematisk bevægelse, ledt af ”ganske få aktivistiske studerende,” fortalt på en måde der er ufuldstændig, men sætter den angivelige bevægelse i et særdeles negativt lys.
Den journalistiske kontekstualisering består således af, at fremstille sagen som et eksempel på en identitetspolitisk tendens hvor ”Kritikere frygter, at der bliver skabt et miljø, hvor den frie tanke bliver stækket af overdrevent hensyn til andres selvopfattelse” som Berlingske skriver om udviklingen på danske universiteter. De peger også, som det ofte gøres i dækningen af identitetspolitik, mod USA og Sverige som steder hvor det allerede står endnu værre til med de identitetspolitiske studenteraktivister.1
Men avisen lykkes kun med at fremstille tendensen som reel fordi de tidligere hændelser præsenteres på en måde der er vildledende. I stedet for at beskrive hvad der egentlig fandt sted i disse forudgående hændelser, refereres flere af dem på en måde, der er upræcis og misvisende. Til gengæld er disse upræcise referencer fremragende til, at opretholde vinklen om, at denne nye hændelse skulle være del, af en fremadstormende problematisk tendens, hvor den frie tanke på danske universiteter skulle begrænses af et fåtal ”identitetspolitiske aktivister”.
Udover sagen om kostume-festen på Jura, nævner Berlingske to danske eksempler på denne tendens, hvor ”identitetspolitiske aktivister” har haft held til ”at indføre nye normer, selv om de er forsvindende få.” Det ene eksempel er, at man på Copenhagen Business School har ”udstyret toiletterne med kønsneutrale skilte efter ønske fra studerende.” Berlingske uddyber ikke hvad toiletskilte har, at gøre med den ”frie tanke” som den slags tiltag angiveligt er et opgør med.
Det andet danske eksempel på tendensen lyder langt mere foruroligende — men kun fordi Berlingske har valgt at referere det særdeles misvisende. Her påstår Berlingske at et tidligere eksempel på denne tendens var da Inger Støjberg blev ”forhindret” i ”at komme til orde under en interviewsamtale” på Københavns Universitet tidligere i 2018. Den oplagte fortolkning af dette referat er, at Støjberg indgik i en offentlig interviewsamtale, men den blev afbrudt og afsluttet pga. protester fra publikum. Men i Uniavisens dækning af denne begivenhed står der:
”Gruppen [bag aktionen] skriver i en kort meddelelse, at de var 25 studerende, der netop som interviewet med Støjberg gik i gang, afbrød ministeren ved på skift at rejse sig op i salen og læse eksempler op på de menneskelige konsekvenser, som stramningerne af udlændingeloven har haft.
De havde også ophængt et banner op ved indgangen med teksten »Asylstramninger ødelægger liv«, og gruppen råbte »Din politik slår ihjel,« da de efter fem minutter frivilligt forlod arrangementet.”
Der var altså tale om en, meget kort og midlertidig afbrydelse. I Uniavisens artikel konkluderer Inger Støjberg da også, at man ikke på nogen meningsfuld måde kan sige, at hun, altså udover i fem minutters tid, blev ”forhindret” i at komme til orde: Støjberg ”glæder sig over, at de ikke fik noget ud af deres aktion. »Debatten gik jo bare videre bagefter,« siger ministeren.”
Dette kan man så sammenstille med Berlingskes påstand om at tidligere i år ”forhindrede en løs gruppe samfundsvidenskabelige studerende […] integrationsminister Inger Støjberg (V) i at komme til orde under en interviewsamtale.” Teknisk set korrekt men næppe retvisende for en midlertidig afbrydelse, som selv Støjberg ikke fandt ødelæggende for samtalen.
En anden anekdote, der refereres i Berlingske, handler om en sag fra Sverige, der ifølge artiklens primære kilde, den stærkt anti-identitetspolitiske lektor Marianne Stidsen, er endnu længere nede ad den identitetspolitiske deroute, danske universiteter bevæger sig ind på: ”I et andet svensk eksempel blev en professor fra universitetet i Lund irettesat og socialt udstødt for at nægte at undervise i queer-teoretikeren Judith Butler i et fag, hvor det ikke gav mening.” Denne anekdote er vel at mærke, ikke tilskrevet Marianne Stidsen, men er noget Berlingske påstår på egen hånd.
Som så ofte før er der her tale om en meget kompliceret sag, og i typisk anekdotebank-stil vælger Berlingske at præsentere den anti-identitetspolitiske parts fortælling, som en fuldgyldig og objektivt sandfærdig version af sagen. Men dette referat er hverken fuldgyldigt eller sandfærdigt.
Den korte version af sagen er, at på Lund Universitet foreskriver retningslinjer, at 40% af et pensums tekster skal være skrevet af kvinder — om end denne regel kan fraviges, hvis det er nødvendigt. Den nævnte professor underviste i et fag, hvor Judith Butler tidligere havde været på pensumlisten, men som han så valgte at fjerne fra pensum. Ledelsen opfordrede derefter den omtalte professor til at lade Butler vende tilbage til pensum så andelen af kvindelige forfattere i hans pensum forøgedes fra 15,2% til 16,2%.
Men underviseren nægtede pure at indgå dette kompromis. Han lod godt nok Butler forblive på pensum, men undlod, at undervise i den inkluderede tekst. Berlingske skriver endvidere, at det ”ikke gav mening” at inkludere Butler i pensum. Men det virker usandsynligt al den stund at Butler jo var del af pensum på faget, inden den Butler-skeptiske professor pillede hendes tekst af pensum. Og Berlingske uddyber da heller ikke hvorfor det ikke skulle give mening, at inkludere Butler i et pensum hun før havde været del af.
Det tyder på, at Berlingske her præsenterer underviserens egen mening om hvorvidt Butler hørte til på pensum som en objektiv kendsgerning. En uenig studenterrepræsentant udtalte dog om sagen til Forskerforum.no: ”vi synes, det er ekstremt viktig at kvinner og kvinners meninger ikke tas ut av et kurs om politisk historie. Den feministiske kritikken er viktig, og det feministiske perspektivet var ikke inkludert.” En helt legitim holdning, der dog skrives fuldstændig ud af historien i Berlingskes misvisende videregivelse af sagen.
At professoren skulle være blevet socialt udstødt er også udelukkende noget han selv påstår, og ligesom forestillingen om at Butler ikke ”gav mening” at inkludere, er det ikke noget, Berlingske øjensynligt har verificeret — de viderebringer blot professorens udlægning som var den objektivt korrekt.2 At man på den måde præsenterer angivelige ofre for identitetspolitikkens ord som objektiv sandhed uden at tjekke om deres påstande overhovedet passer, er et tilbagevendende element i den danske dækning af identitetspolitik.
En tredje anekdote, der bruges til at optegne den tendens kostume-sagen angiveligt var en del af, er også en klassiker i genren, hvor en anti-identitetspolitisk kilde forsimpler det identitetspolitiske argument så meget, at det bliver til en decideret stråmand. Men stråmanden fremstilles af mediet, som var det en korrekt beskrivelse af hvad identitetspolitikere mener og vil.3
Marianne Stidsen fremhæver her hvorledes, ”Scarlett Johansson for eksempel ikke må spille en transkønnet, fordi hun ikke selv er transkønnet”. Men dette er en voldsom forsimpling af endnu en kompleks sag. Berlingske forsøger dog ikke at oplyse sine læsere om sagens rette sammenhæng og præsenterer alene Stidsens misvisende fortælling, der f.eks. overser, at en del af kritikken gik på, at det ville give rigtig god mening at give de få roller om transpersoner, der findes i moderne film, til transkønnede skuespillere.4
Det er bl.a. disse tre særdeles misvisende fremstillinger af anekdoter, der ligger til grund for påstanden om, at kostumesagen på Jurastudiet er udtryk for ”et miljø,” der skulle være i vækst på universitet ”hvor den frie tanke bliver stækket af overdrevent hensyn til andres selvopfattelse”. Men hvis dette miljø fandtes i virkeligheden, skulle man tro Berlingske kunne pege på reelle eksempler på hvad der foregår i dette miljø. I stedet forfalder de mestendels til manipulerende anekdoter og stråmænd, ofte ved fuldstændig ukritisk, at videreformidle den stærkt anti-identitetspolitiske Marianne Stidsens vildledende påstande som var de sande og retvisende. Om dette miljø findes i virkeligheden er tvivlsomt, og Berlingskes indsats for at bevise dets eksistens har store mangler.
Anekdotebanken som politisk værktøj
Det kendetegner danske mediers dækning, at hele identitetspolitik-fænomenet bindes an på misvisende anekdoter og stråmands-argumenter. Denne dynamik sås også i dækningen af afskaffelsen af endnu en universitetsintrouge-tradition, der gik ud på at stereotypisere ikke-danskere. Denne gang var det ledelsen på Københavns Universitets Statskundskabsafdeling der bad tutorer om, at afskaffe en tradition, hvor nye studerende blev inddelt i lande, som de derefter blev bedt om at repræsentere i løbet af introforløbet. Ikke overraskende endte dette ofte med karikaturer på forskellige landes befolkninger. Derfor påpegede ledelsen, at studerende fra andre lande ikke skulle føle, at deres tilhørsforhold blev reduceret til en introtursgimmick, medstuderende kunne grine af. Men igen vakte beslutningen stor forargelse, og blev i medierne fremstillet som endnu et eksempel på den identitetspolitiske tendens.
Også her illustrerer Berlingskes dækning af sagen, et aspekt af hvordan den anti-identitetspolitiske anekdotebank fungerer. I dette tilfælde er det nemlig ikke journalisten selv, der fremfører de misvisende anekdoter, men en kilde der uimodsagt får lov til at præsentere nogle anekdoter, der så fremstilles som nøgterne beviser for, at den farlige identitetspolitik findes og vokser sig større. Sjældent faktatjekkes anekdoterne, men fremstilles i stedet blot som retvisende selvom de i nærmest alle tilfælde er vældig misvisende som tilfældet var, da Stidsens påstande i artiklen om kostume-sagen på Jura-studiet blev ukritisk videreformidlet som var de objektivt sande.
I artiklen om landetraditionen lader Berlingske den konservative uddannelses- og forskningsordfører, Katarina Ammitzbøll, henvise til nogle sager fra anekdotebanken, der ifølge hende viser, hvorfor det er bekymrende når ledelsen på Statskundskab giver efter for en ”krænkelseskultur”. Men disse sager opsummeres på en utrolig overfladisk måde og giver ikke læseren mulighed for at vurdere, om de virkelig passer så perfekt ind i den fortælling Ammitzbøll og Berlingske fremmer om ”et mindretalstyranni, som bestemmer, hvem der nu skal føle sig krænket”.
Hele Ammitzbølls argument er bundet op på den tilbagevendende anti-identitetspolitiske pointe om, at man skal betragte identitetspolitikken som en samlet bevægelse. Denne undseelige enkeltsag er kun værd at diskutere fordi den er ”dråben, der nu får tålmodighedens bæger til at flyde over,” som Ammitzbøll udtrykker det.
Berlingske refererer derefter de sager, der har fyldt bægeret op:
Først “de nu forbudte mexicanerfester på Københavns Universitet”. Men der er ikke noget ”forbud” mod ”mexicanerfester” på Københavns Universitet. På Jura bad dekanen til gengæld, ret fornuftigt for et universitet, der gerne vil tiltrække udenlandske studerende, de studerende om ikke at bruge universitetsmidler på arrangementer, der tager udgangspunkt i fordomme baseret på etnicitet og nationalitet. Hændelsen fandt desuden sted på Jura, men er nu i Berlingskes henvisning til sagen to år senere blevet til decideret ”forbud” på hele Københavns Universitet.
Berlingskes referat er ikke decideret løgnagtigt, men er efter alt dømme ikke skrevet med det formål, at give læseren et så fuldgyldigt overblik over sagen som muligt, men nærmere at give læseren det indtryk af sagen, der sætter ”identitetspolitikken” i så dårligt lys som muligt. Nøjagtig samme måde som de brugte misvisende fortællinger om forudgående sager til, at kontekstualisere mexicanerfest-sagen dengang dén rullede. Den upræcise dækning af én identitetspolitisk sag videreføres således som grundlaget for upræcis dækning af en ny identitetspolitisk sag.
Den anden anekdote, der fremhæves af Ammitzbøll, og ukritisk videreformidles af Berlingske, er sagen om at ”en underviser på CBS følte sig krænket af sangen »Den danske sang er en ung blond pige«” Men ”krænket” er noget, Berlingske/Ammitzbøll selv har fundet på.
Sagen handler om, at en racialiseret ansat følte sig uvelkommen da hendes kollegaer sang ”Den danske sang er en ung blond pige”. Derefter henvendte hun sig stille og roligt til sin institutleder, der sagtens kunne se hendes pointe og agerede derefter. Institutlederen Mads Mordhorst gjorde det i 2020 helt klart at ”der var ikke nogen krænkelsessag af den simple grund, at der ikke var nogen, som gav udtryk for, at de følte sig krænket.” Underviseren var ikke krænket som Ammitzbøll og Berlingske påstår et par måneder efter Mordhorsts kronik. Hun ”ønskede at rejse en debat på et møde i en særlig kontekst, ikke at få en undskyldning eller forsøge at forbyde sangen”.
Det er således ikke sagens egentlige kendsgerninger der har fyldt Ammitzbølls anti-identitetspolitiske bæger, men en virkelighedsfjern fortælling om en ”krænket” underviser. Desværre oplyser Berlingske ikke sine læsere om, at Ammitzbølls referat af sagen er særdeles misvisende.5
I den sidste anekdote-reference fortæller Berlingske og Ammitzbøll om sagen hvor ”ledelsen på Københavns Universitet har opfordret undervisere til at undgå at anvende kønnede ord som »mænd« og »kvinder«”. Her er vi ved at være ude i noget der minder om et decideret falsum. Der er nemlig her tale om at ét institut, der efter henvendelser fra ansatte, har rundsendt en e-mail om, hvordan man kan skabe et undervisningsrum, der er mere inkluderende overfor non-binære personer. Intet med at man generelt ikke må bruge ord som ”mand” og ”kvinde” som Berlingske mere end antyder — og desuden fremstiller noget der fandt sted på ét institut som noget der handler om hele Københavns Universitet.
Det påfaldende er, at selvom alt Berlingske skriver, teknisk set er korrekt, er hver eneste anekdote præsenteret på en måde, hvor alle nuancer er skåret fra. Berlingskes vinkling her svarer til, hvis en artikel om store fodboldspillere antyder, at Lionel Messi ikke er så god, som han er blevet gjort til, ved udelukkende at referere til hans skattesvindel, de ni straffespark han har brændt i løbet af sin karriere, og at han ikke er så høj som mange andre fodboldspillere. Alle tre ting er teknisk set korrekte, men samlet set giver de næppe et retvisende billede af Messis kvaliteter som fodboldspiller.
Så i stedet for at give sine læsere et fuldgyldigt, præcist referat af hvad denne identitetspolitiske bevægelse består af, præsenterer Berlingske tre upræcise, skarpt vinklede, forsimplede versioner af nogle komplekse hændelser — med vinklinger der i hvert tilfælde er i den anti-identitetspolitiske retning, og resulterer i, at sagerne lyder voldsommere og mere vidtrækkende, end de er, så Ammitzbølls fyldte, anti-identitetspolitiske bæger fremstår fornuftigt.
Den objektive anekdotebank
Stort set alle artikler om identitetspolitik indeholder et par af disse anekdoter og næsten altid med en vinkling, der sætter identitetspolitikken i et urimeligt negativt lys. Når så mange journalistiske reportager skarpvinkler i samme retning, ender det med at skabe et forvrænget og unuanceret billede.
At danske journalister har indoptaget dette forvrængede og unuancerede billede af identitetspolitik, blev særdeles tydeligt i en klumme i Politiken fra februar, 2021. Her advarer redaktør Hans Erik Havsteen mod at lade de ideologiske briller skygge for objektiviteten i dækningen af identitetspolitik — umiddelbart en konstruktiv og tiltrængt opfordring. Men i sit forsøg på at beskrive, hvad denne identitetspolitiske tendens består af, peger Havsteen på tre illustrerende anekdoter, som han på trods af sine opfordringer om objektivitet, selv fortæller ud fra netop det anti-identitetspolitiske perspektiv.
Klummen er skrevet med udgangspunkt i Berlingske-skribentens Bent Blüdnikows kritik af en artikel i New York Times om bustesagen fra Kunstakademiet (som jeg diskuterer i del 2 af denne analyse). Bl.a. fordi New York Times havde talt med en dansk lektor der påpegede ” at der i Danmark er en blindhed over for nationens koloniale fortid,” mente Blüdnikow at ”Med sin artikel om Danmark lægger NYT sig fast på en identitetspolitisk linje, hvor pluralisme og alsidighed synes underordnet ideologiske korstog.”
Og selvom Havsteen ikke deler alle Blüdnikows kritikpunkter, er han enig i, at artiklen fra New York Times var et ”ubehageligt eksempel på, at den amerikanske presse ofte ganske ukritisk angriber alt, hvad der blot antydningsvis strider imod de enkelte redaktioners ideologiske verdensbillede.”6 For at give læserne lidt kontekst om New York Times’ ideologiske verdensbillede skriver Havsteen, at ”det er langtfra første gang, at New York Times træffer kritisable beslutninger på redaktionen,” der angiveligt udspringer af den identitetspolitiske retning, avisen er på vej i. Men Havsteens referat af disse ”kritisable beslutninger”, er meget misvisende.
I det følgende kigger jeg nærmere på hvordan Havsteen præsenterer den identitetspolitik der øjensynligt nu dominerer New York Times’ ideologiske verdensbillede. For på trods af at Havsteen plæderer for, at man skal fortælle om identitetspolitik ”så klart, kritisk og objektivt som muligt,” henter han sin egen fortælling om hvad identitetspolitik er i den anti-identitetspolitiske anekdotebank som jo er det modsatte af klar, kritisk og objektiv. De anekdoter han henviser til, er således upræcist refereret — hver gang i den anti-identitetspolitiske retning.
Først skriver Havsteen at avisen har ”droppet karikaturtegninger i avisens internationale version (for ikke at støde læsere fra sig)”. Dette er lidt forsimplende men teknisk set korrekt. Det var en beslutning, der fulgte en (berettiget) kritik af, at en tegning, der skulle forestille Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu, var anti-semitisk, noget som blandt andet blev kritiseret i heftige vendinger af New York Times’ konservative skribent Bret Stephens. At ændringen altså skete som respons på kritik fra højrefløjen står således i modsætning til det indtryk, læseren får fra Havsteens påpegning af avisens ”ideologiske verdensbillede,” der kraftigt antydes at være ”identitetspolitisk” — på den venstreorienterede måde.
Den anden anekdote, som Havsteen gengiver, er en påstand om ”medarbejdere, der sagde op som følge af et ensartet ideologisk klima.” Personen, der (af en eller anden grund i flertal) refereres til, er formodentlig Bari Weiss, en centrum-højre debattør, der længe har været en prominent kritiker af netop identitetspolitik. Men her gør Havsteen det samme som Berlingske i sagen om den svenske Butler-skeptiske lektor. Han præsenterer Weiss’ egen og med al sandsynlighed misvisende version af sagen, som var det en objektiv kendsgerning.
Det er sandt, at Weiss har turneret meget med den påstand, Havsteen her præsenterer som fakta, og sagen har da også været med til at gøre Weiss til en velkendt figur i debatten om wokeness. Men at Weiss skulle have forladt New York Times udelukkende pga. et ensartet ideologisk klima er en voldsom forsimpling af sagen. Og det er i hvert fald ikke en af de objektive observationer, Havsteen efterspørger, men Weiss’ egen, i sagens natur meget subjektive fremstilling. Weiss havde ganske rigtigt gjort sig upopulær blandt nogle af sine kolleger. Men hendes manglende popularitet havde efter alt at dømme ikke meget med hendes ideologiske ståsted at gøre, men rettere at hun agerede illoyalt overfor sine kolleger, og på særdeles tynd baggrund bagtalte dem på bl.a. Twitter.
Et par uger, før hun med stort ståhej forlod avisen, havde hun f.eks. spredt urigtige oplysninger om et internt møde på New York Times, hvor Weiss på baggrund af egne fejlagtige påstande, fremstillede en kompleks og flertydig debat som en sort/hvid kamp mellem avisens woke og ikke-woke medarbejdere. Det var formodentligt hændelser som dette, og ikke et ”ensartet ideologisk klima,” der havde gjort arbejdsklimaet sværere for hende. Men Havsteen nævner intet af dette.
Den tredje anekdote er sagen om Don McNeil, der opsummeres som, at New York Times skulle have ”afskediget en anerkendt medarbejder, der havde brugt n-ordet i en undervisningssammenhæng.” Her består Havsteens referat af decideret forkerte oplysninger: Først og fremmest forlod McNeil ikke avisen, fordi han ”havde brugt n-ordet”. Denne brug var én af adskillige klager, der blev fremsat af deltagere på en studietur, som McNeil deltog ved i 2019 som repræsentant for New York Times.
Sagen har mange facetter, men den korte version er, at da klagerne først kom frem i 2019 blev McNeil irettesat, men udover det fik det ingen ansættelsesmæssige konsekvenser. Da sagen i starten af 2021 blev afdækket af The Daily Beast, førte det til meget debat, som McNeil endda efter eget udsagn greb ringe an. Som han selv skriver, var det ikke pga. n-ordet, han blev “fyret” — “fyringen” var nærmere et resultat af det lange og komplekse efterspil, der fulgte The Daily Beasts dækning.7
Havsteen virker altså her til at fremstille McNeil sagen som et resultat af den identitetspolitiske drejning New York Times angiveligt har taget, på trods af at selv McNeil betragter sagen som udtryk for langt mere komplekse dynamikker. I modsætning til, hvad Havsteen påstår, blev McNeil i øvrigt heller ikke afskediget men valgte selv at forlade avisen. N-ordet blev heller ikke ytret i en undervisningssammenhæng, som Havsteen påstår, men under en frokostpause.
Så selvom sagen om McNeil er problematisk og kompleks, er det hverken klart, kritisk eller objektivt, at reducere det til at det udelukkede handlede om McNeils brug af n-ordet. At Havsteen så også tager fejl i hvordan og under hvilke omstændigheder McNeil brugte n-ordet, får hans opfordring om at man skal fremstille identitetspolitik objektivt, til at klinge endnu mere hult.
Havsteens dubiøse brug af anekdote-referencer er ikke bemærkelsesværdig men nærmere typisk for, hvordan danske medier benytter sig af anti-identitetspolitiske anekdoter. Det påfaldende her er, at selv i en artikel, hvor der helt eksplicit plæderes for, at man bør referere identitetspolitiske sager ”så klart, kritisk og objektivt som muligt,” ender skribenten med, at benytte sig af den anti-identitetspolitiske anekdote-bank på nøjagtigt samme måde som de artikler, han forsøger at kritisere.
Jeg tror ikke at Havsteen i virkeligheden er imod identitetspolitik, og godt ved hvordan de her sager faktisk hænger sammen, men vælger at fremstille dem misvisende. Jeg tror faktisk hans opfordring om, at danske journalister skal være mere objektive i deres dækning er helt oprigtig. Men fordi Havsteen nok har det meste af sin information om de her sager fra danske medier, tror han formodentligt at hans opsummeringer ér retvisende. Men det er de ikke — de er udtryk for hvordan danske mediers dækning af identitetspolitik er så skæv, at selv dem der laver dækningen ikke er bevidste om hvor misvisende den er.
Dette er blot et par eksempler på tendensen hvor identitetspolitik reduceres til overfladiske argumenter — eller ligefrem misrepræsenteres — når der skal redegøres for hvordan en ny sag (der så også misrepræsenteres) passer ind i den samlede bevægelse identitetspolitik angiveligt er. Som nævnt i indledningen er denne analyse ikke en systematisk gennemgang af al mediedækning af identitetspolitik. Men jeg vil vove den påstand, at en meget stor del af danske mediers hundredevis af artikler om identitetspolitik benytter sig af den anti-identitetspolitiske anekdotebank. Anekdoter der fremstiller identitetspolitikken i negativt lys er simpelthen blevet gentaget så mange gange, at de nu blot fremstår som rene kendsgerninger, og der sættes slet ikke spørgsmålstegn ved deres sandhedsværdi længere.
At det forholder sig således er i høj grad et strukturelt problem: journalistik er pr. definition meget selv-refererende fordi det sætter nye hændelser i en kontekst dets publikum forstår – en kontekst de selv har opbygget med tidligere dækning af emnet. Det vil sige, at fordi denne tidligere dækning er upræcis, bliver den nye dækning det også. Således er dansk journalistisk dækning af identitetspolitik blevet en slags misvisende evighedsmaskine, hvor hver ny sag faktisk gør den overordnede dækning endnu mere upræcis, fordi den nu sættes i forbindelse med den misvisende anti-identitetspolitiske anekdotebank.
Det er derfor vigtigt, at danske journalister der som Havsteen stræber efter en objektiv dækning af identitetspolitik, stopper med at benytte sig af anekdotebanken, og ser med friske øjne på nye identitetspolitiske sager, såvel som tidligere sager, så de kan blive refereret mere retvisende i deres dækning.
Indholdsfortegnelse
Del 1: Den anti-identitetspolitiske anekdote-bank
Del 2: Når vinkling bliver til kendsgerninger: Weekendavisens dækning af identitetspolitik
Del 3: Den anti-identitetspolitiske debattør sætter dagsordenen
- Uden referencer til nogle konkrete sager, påstår Berlingske bl.a. at i USA ”har et meget højlydt mindretal af studerende ændret gældende normer ved rutinemæssigt at skrige hysterisk ad professorerne på Youtube og udråbe politiske modstandere til at være fascister og forhindre dem i at tale. Der er også flere eksempler på, at offentliggjort forskning bliver krævet trukket tilbage, fordi det strider mod dominerende kønspolitiske og postkoloniale holdninger.” Dette lyder for mig som nogle meget grove overdrivelser af f.eks. sagen om Nicholas Christakis jeg diskuterer i del 3 af denne analyse, men da Berlingske ikke nævner ét eneste eksempel på dette ”rutinemæssige” YouTube-skrigeri eller hvordan ”gældende normer” skulle være blevet ændret, har jeg ikke kunne tjekke hvad det præcist er avisen baserer denne meget voldsomme påstand på.
- Der er tale om en særdeles kompliceret sag, og Berlingskes påstand om at det ikke ”gav mening” at inkludere Butler i pensum er, selvom de fremstiller det som ubestrideligt sandt, i bedste fald en subjektiv vurdering. Inside Higher Ed har en relativt god dækning af sagen hvor professoren, Erik Ringmar, påstår at Butler var pillet af fordi han havde fjernet et tema om postmodernisme fra faget. Men som Butler selv påpeger i artiklen, behøvede dette ikke at indebære, at feministisk kritik som hendes helt skulle udelades af faget: ”The proposed course on fascism is less interesting and less insightful by virtue of its lack of feminist perspectives,” påpeger hun i lighed med den studerende Forskerforum.no havde talt med.
- Marianne Stidsen nævner i artiklen også at en ”svensk litteraturhistoriker, der advarede om, at de identitetspolitiske tendenser siver fra universitetet ned gennem resten af samfundet, blev afvist af lærerkollegiet til et professorat, han var indstillet til, selv om det var en ren formalitet” men giver så få detaljer om sagen, at det har været umuligt for mig, at finde ud af hvad hun her refererer til.
- Som Jennifer Finney Boylan skrev i et debatindlæg i New York Times under titlen ”Why Scarlett Johansson Shouldn’t Play a Trans Man”: ”But the days of transface [praksissen hvor cispersoner spiller transkønnede roller] are numbered. […] There are two reasons why we should open those gates. First, as Ms. Richards makes clear, there are hundreds, if not thousands, of trans actors ready to play these parts. We deserve the chance to represent our own truth. Secondly, there’s usually something slightly off when cisgender actors play us. People who aren’t trans don’t see it; they give each other awards and weepily hail their bravery. Jared Leto and Eddie Redmayne were lauded for their courage in portraying trans women on film (“Dallas Buyers Club” and “The Danish Girl”) — but not so much by transgender women themselves, many of whom found the performances mannered, studied and implausible.” Dette langt mere sofistikerede argument passer ringe med den anti-identitetspolitiske vinkel, men Berlingskes journalist bør efterprøve om Stidsens påstand om hendes ideologiske modstandere passer — i stedet accepteres det blot, at Stidsens udlægning opsummerer hele argumentet mod Johanssons casting.
- Sagen om ”Den danske sang er en ung, blond pige” blev dækket intenst af danske medier. På under en uge, efter Kristeligt Dagblad først omtalte sagen d. 17. december, 2018, udgav danske landsdækkende medier mindst 65 artikler der omtalte sagen (jeg søgte på Infomedia på artikler der nævnte Den danske sang er en ung, blond pige og CBS). Tæller man samtlige danske medier med, blev der udgivet næsten 500 artikler der omtalte sagen i løbet af denne korte periode på syv dage.
- Havsteen og Blüdnikows kritik af New York Times er ikke særligt overbevisende, men det jeg er interesseret i her er i højere grad hvordan Havsteen fremstiller den identitetspolitik, de begge mener at kunne genkende i avisens redaktionelle linje.
- McNeil selv lagde meget vægt på, at han endte med, at forlade avisen fordi mange af hans kolleger var vrede over hans komplet afvisende reaktion på kritikken: ”Almost undoubtedly, the reaction inside the Times itself would have been different” skriver han om hvordan det havde udviklet sig hvis han og New York Times havde håndteret post-Daily Beast shitstormen bedre.